Filmredaktørens Oscardom: ’Birdman’ er bare en blæret film

Filmen ’Birdman’ vandt suverænt foran ’Boyhood’ ved aftenens Oscar-uddeling, og det er faktisk helt fint, mener filmekspert.

Mexicanske Alejandro Inarritu modtager en Oscar for bedste instruktør. Og prisen er fuld fortjent, mener Informations filmanmelder Christan Monggaard. (Foto: Mike Blake © Scanpix)

And the winner is… ’Birdman’.

Sådan lød det fire gange i Kodak Theater på Hollywood Boulevard i nat, da den 87. udgave af Oscar-showet blev sendt.

Det anmelderroste film med Michael Keaton i hovedrollen blev aftenens store vinder og kunne gå hjem med fire Oscars: Blandt andet med prisen for ’bedste film’ og ’bedste instruktør’.

Favorit på forhånd

’Birdman’ var på forhånd aftenens store favorit sammen med filmen ’Boyhood’. Sidstnævnte måtte dog nøjes med en enkelt Oscar-statuette, som gik til Patricia Arquette, der vandt for bedste kvindelige birolle.

Men det var helt ok, at ’Birdman’ løb med de store Oscar-priser foran Boyhood'.

Det fortæller Informations filmredaktør Christian Monggaard, der er i Los Angeles for at dække Oscaruddelingen.

Rykker ved filmsproget

- Både visuelt og filmisk er ’Birdman’ bare en mere blæret film end ’Boyhood’, synes jeg. Den rykker for alvor ved filmsproget, siger Christian Monggaard til DR Kultur.

Han mener dog stadig, at Boyhood er "en stor filmisk bedrift", da den er optaget over 12 år med de samme skuespillere.

- Richard Linklater (instruktøren af Boyhood, red.) jagter ikke det dramatiske, sådan som man måske kunne være fristet til over en periode på 12 år. I stedet er livet skildret som noget, der bare sker. Det har sin helt egen charme, siger Christian Monggaard.

Suveræn visuel stil

Men Birdmans suveræne visuelle stil gør den alligevel til den rigtige vinder af Bedste film-kategorien, mener Christian Monggard.

- Den er fantastisk iscenesat og lavet som om, den kun har krævet én optagelse, og så er det altså også en film, hvor Michael Keaton spiller en af sine allerbedste roller.

Missede du nattens Oscar-show. Så kan du se det hele på DR3 klokken 20:45 mandag aften.