Filmsommeren er reddet! Årets mest hypede film får nu endelig premiere i Danmark

Længe ventede 'Tenet' rammer de danske biografer, før den bliver vist i USA.

John David Washington spiller hovedrollen i 'Tenet', der også har navne som Robert Pattinson og Elizabeth Debicki på rollelisten. (© Warner Bros. Pictures)

Der har ikke været meget at glæde sig over i filmbranchen de seneste måneder. Men nu er der endelig godt nyt!

Efter flere udsættelser er det nu nemlig officielt: Den længe ventede og yderst hypede Christopher Nolan-film 'Tenet' får biografpremiere herhjemme den 26. august.

Det oplyser den danske distributør af filmen, SF Studios.

Ud over Danmark får 'Tenet' også premiere i lande som Storbritannien, Frankrig, Sydkorea, Indonesien og Tyrkiet den 26. august, mens de amerikanske biografgængere skal vente en hel uge længere på filmen.

Og dén ventetid er ganske usædvanlig, mener Ann Lind Andersen, der er filmanmelder hos 'Go' morgen Danmark'.

- Men det er også usædvanlige tider, vi lever i, tilføjer hun.

Faktisk kan hun ikke erindre, at det er sket før, at en så stor Hollywood-produktion har fået verdenspremiere uden for USA.

- Det er også derfor, at den er blevet udskudt to gange. Warner (filmens produktionsselskab) har ventet på, at det amerikanske biografmarked skal åbne, og det er også begyndt så småt, men de store biografer i New York og Los Angeles ser ikke ud til at åbne foreløbigt, siger Ann Lind Andersen.

49-årige Christopher Nolan har blandt andet instrueret 'Interstellar', 'Inception' og 'Batman'-trilogien 'The Dark Night'. 'Tenet' er hans 11. film. (Foto: JEAN-PAUL PELISSIER © Scanpix)

Har lært af sydkoreansk zombiefilm

Instruktør Christopher Nolan har ifølge Ann Lind Andersen insisteret på, at 'Tenet' skulle have premiere i biografen, da han mener, at film skal ses i biografen.

Og det er blandt andet derfor, at Warner Bros. har ventet på, at der skulle komme styr på coronasituationen i de to førnævnte storbyer.

- Det betyder noget for dem at komme ud på de store markeder, men de har indset, at der også er store markeder uden for USA, siger Ann Lind Andersen.

Det har den sydkoreanske zombiefilm 'Train to Busan 2: Peninsula', der har dansk premiere på torsdag, været med til at vise.

- Selvom mange biografer fortsat er lukket, har 'Peninsula' indspillet rigtig, rigtig meget i flere asiatiske lande som Sydkorea, Singapore og Malaysia, og den har vist, at der er et marked lige nu, siger filmanmelderen og understreger:

- Folk vil rigtig gerne i biografen.

Og nu kan Warner Bros. altså ikke vente længere på, at præsident Donald Trump skal få corona under kontrol, så folk kan gå i biografen i USA.

For det handler i sidste ende om penge, som Ann Lind Andersen pointerer, og dem er der brugt en hel del af på Tenet; godt 1,3 milliarder kroner eller 205 millioner dollar.

'Tenet' er filmet i syv forskellige lande, herunder Danmark.

Robert Pattinson (th.) var med, da 'Tenet' sidste år blandt andet blev optaget på havnen i Rødbyhavn. (© Warner Bros. Pictures)
Facebook
Twitter