Finsk gyser kan noget danske film ikke formår

Finske film er særligt kendt for sin humor, der er knastør, kulsort og grovkornet. Og gyseren 'Hatching' er ingen undtagelse.

'Hatching' er instrueret af den spillefilmsdebuterende Hanna Bergholm. (© Courtesy of Sundance Institute)

En finsk gyserfilm?

Det lyder næsten som en vittighed. Eller i hvert fald som en sjældenhed. Hvornår har vi sidst set sådan én i en dansk biograf? Har vi nogensinde set sådan én i en dansk biograf?

Men hør her, hvis der er noget land i verden, der bør have et naturligt forhold til gyserfilm, er det Finland.

Finsk film er ikke ramt af samme politisk korrekte bevidsthed som for eksempel dansk og svensk film. Finnerne holder meget af det dystre, især når det er blandet med humor. De elsker knastør og kulsort humor. Og hvis den er grovkornet og lidt anstødelig er det ekstra godt.

Indenfor de seneste ti år har den her anmelder for eksempel set en ung finsk kvinde, der vågner op efter at have ligget livløs i et halvt minuts tid, fordi en ung mand havde taget kvælertag på hende, mens de havde sex. Da hun blev vakt til live med lidt hjertemassage, brød hun ud i et stort smil og sagde: "Det er det vildeste sex, jeg nogensinde har haft!"

Og der var den unge mand, der forelskede sig i en iskold dominatrix. Og julefilmen, hvor julemanden er et uhyggeligt monster, der bortfører uartige børn. Og science fiction-filmen, hvor de tyske nazister har gemt sig på bagsiden af månen og nu er klar til at erobre hele jordkloden.

De fire film, som de ovennævnte situationer stammer fra, hedder 'Euthanizer', 'Dogs Don't Wear Pants', 'Rare Exports' og 'Iron Sky'. De er alle sammen finske. Og de er alle fyldt med en knastør, kulsort, grovkornet og anstødelig humor.

- 'Hatching' handler om frygten for at miste kontrollen, og det monster som mangel på kærlighed kan skabe, fortæller instruktør Hanna Bergholm i en pressemeddelelse. (© Courtesy of Sundance Institute)

Finsk komik i topklasse

Det samme er 'Hatching', det premiereaktuelle finske gys.

Den fortæller om den perfekte familie, fire glade mennesker, mor, far, datter og søn, der går i tøj i samme farver, og bor perfekt i en forstad, hvor mor har en blog om sit perfekte familieliv.

Det kan jo kun gå galt og hold kæft, hvor går det galt, lige fra det øjeblik, da en krage forvilder sig ind i stuen hos den pæne forstadsfamilie, og vælter en håndfuld fine vaser på gulvet.

Da datteren endelig har fanget kræet og afleveret det til sin mor, drejer moderen halsen rundt på det. "Ud i skralderen med det!," kommanderer moderen. Og hun tilføjer "biologisk affald".

Se, det er finsk humor!

Det er også finsk komik, at kragen ikke er død. Den ligger og skriger hjerteskærende i sin skraldespand. Da teenagedatteren Tinja sniger sig ud til den i den mørke og fuldmånebeskinnede nat, opdager hun et lille æg under kragen. Hun tager det med ind, varmer det ved sin seng, det vokser, bliver større og større, endda rigtig stort. Og på en mørk og stormfuld nat flækker skallen...

Det er nu ikke det, der kommer ud af kæmpeægget, der er det egentlige monster i 'Hatching'.

Det er derimod Tinjas mor, der insisterer på, at alt skal være perfekt. Tinja dyrker gymnastik og kæmper ihærdigt for at deltage i de lokale mesterskaber. Men til moderens irritation er Tinja ikke dygtig nok. Det er en ridse i perfektheden på moderens perfektheds-blog.

Rollen som Tinja tilfaldt den 13-årige, debuterende skuespiller Siiri Solalinna. Castingprocessen var svær for instruktør Hanna Bergholm, da hun skulle finde en skuespiller, der kunne portrættere to vidt forskellige karakterer. (Foto: Andrejs Strokins © Courtesy of Sundance Institute)

Væk med perfekthedskulturen

Der er en dybere morale, som det sikkert fremgår, i 'Hatching'.

Det er en opbyggelig film om at teenagepiger skal slagte perfektionen med den største slagterkniv, de kan få fingre i. Væk med det bæst, der huserer på alverdens sociale medier. Giv i stedet plads til fejl, bumser og mærkelige følelser. Men uanset den fornuft, der gemmer sig i hjertet af 'Hatching', er det en ualmindelig voldsom film, der sender stakkels Tinjas teenagekrop gennem nogle grundige metamorfoser.

Den spillefilmsdebuterende instruktør Hanna Bergholm har tilsyneladende forsøgt at henvende sig til både pæne teenagere og fans af bodyhorror, en undergenre til gys, der specialiserer sig i kroppes (monstrøse) forandring.

Det er en svær balancegang, men den holder – selvom de opbyggelige intentioner kan ses på lang afstand. Og fremfor alt har hun skabt en meget selvstændig film i en stram og konsekvent æstetik. Det kan faktisk se ualmindeligt smukt ud, når en køn teenagepige transformerer sig til et behåret bæst på et perfekt pink pigeværelse.