Før 2018 var biografer forbudte i Saudi-Arabien: Nu vil ny film sparke til stramme love

DR's anmelder kalder 'Maryam - Den perfekte kandidat' for et humoristisk og velfortalt.

Hovedrollen i 'Maryam - Den perfekte kandidat' er skuespilleren Mila Al Zahranis allerførste rolle på det store lærred overhovedet. (© Angel Films)

Der er hul i en vandledning foran indgangen til en lille lægeklinik et sted i Saudi-Arabien. De lokale myndigheder har andet at se til og ignorerer ønsket om at få asfalteret vejen til klinikken.

Det gør en kvindelig læge så irriteret, at hun ender med at stille op til lokalvalg med det ene punkt på programmet, at vejen skal fikses. Men eftersom hun er kvinde, og kvinder ikke bare får lov at stille op til valg, eller at stemme, eller at køre bil i Saudi-Arabien, møder hun hurtigt modstand.

Et valgprogram, der består i at få lukket et hul i en vandledning?

Af en politisk konflikt at være er vi virkelig i lilleputafdelingen. Men det har en pointe i den saudi-arabiske instruktør Haifaa al-Mansours nye film, 'Maryam - Den perfekte kandidat'.

Konflikten er så lille, at den hurtigt bør kunne ordnes i et rigt land, men de mandlige politikere vender ryggen til og understreger dermed indirekte, at de ikke tager sig af dét, der faktisk er vigtigt i Saudi-Arabien. Og sidst i filmen bliver det tydeligt, at en omgang asfalt på den mudrede vej mest af alt har en symbolsk betydning, der kridter filmens konflikt op.

Møder konstant modstand

Selvfølgelig er det ikke hullet i vandledningen og den dækkende asfalt, der er kernen i 'Maryam - Den perfekte kandidat', men derimod den modstand, den unge læge Maryam møder.

I begyndelsen af filmen bliver en ældre mand slæbt på en båre gennem mudderet foran klinikken, ind på stuegangen, hvor Maryam går i gang med at undersøge ham - med ansigtet behørigt dækket til, som Saudi-Arabiens religiøse love kræver. Men den ældre mand på båren nægter at blive undersøge af en kvindelig læge.

Maryam (Mila Al Zahrani) kæmper gennem hele filmen med at blive accepteret som andet end husmor. Eksempelvis vil en ældre mand ikke behandles af hende på hospitalet - udelukkende fordi hun er kvinde. (© Angel Films)

Sådan går det hver gang, Maryam forsøger at blive opfattet som mere og andet end en mulig husmor.

Ved et tilfælde bliver hun skrevet op som kandidat til lokalvalget, og da hun skal præsentere sig selv med en valgvideo, skal hun dække hele kroppen - også øjnene - til. Senere holder hun en valgtale foran en forsamling af kvinder, som i øvrigt først lige skal underholdes med et modeshow, og da Maryam bagefter spørger en af tilhørerne, om hun får hendes stemme, svarer damen "Det vil min mand ikke blive begejstret for, men jeg skal prøve at spørge ham".

Kønskonflikt på stavepladeniveau

Det er kønskonflikt på stavepladeniveau, men det kan formentlig ikke være anderledes i Saudi-Arabien, hvor såvel film som politiske konflikter skal behandles varsomt. Biografer blev tilladt i 2018, efter 35 års religiøst forbud.

Haifaa al-Mansour stod selv for den første film, der blev indspillet kun i Saudi-Arabien med 'Wadjda - Den grønne cykel' fra 2012, en historie om en pige, der gerne vil køre om kap med drengene på sin cykel.

Siden smuttede Haifaa al-Mansour til England og USA for at indspille mere gennemsnitlig underholdning, uden den store kommercielle succes, men nu er hun tilbage i sit hjemland med et håb om at sparke liv i både filmbranchen og de stramme, religiøse regler.

'Maryam - Den perfekte kandidat' er instrueret af Haifaa al-Mansour, der tidligere har vundet priser på filmfestivaler verden over for blandt andet dokumentaren 'Women Without Shadows' og sin første spillefilm 'Wadjda - Den grønne cykel'. Sidstnævnte var endda nomineret til en Bafta i kategorien 'Bedste ikke-engelsksprogede film'. (© Angel Films)

Det er 'Maryam - Den perfekte kandidat' tydeligvis designet til. Den undgår at støde censurmyndigheder med hidsige, politiske opråb og taler et blødt og folkeligt komediesprog med tydelig inspiration fra vestlig filmtradition.

Konflikten er klar og håndgribelig, flere forstokkede mænd opfører sig åbenlyst tåbeligt og mod almindelig fornuft - og i stedet for at servere en happy end a la Hollywood viser filmen et spinkelt, men klart og håndgribeligt håb om friere tider i Saudi-Arabien.

Der skal mere og andet til for at imponere et vestligt biografpublikum.

'Maryam - den perfekte kandidat' er ikke overrumplende filmkunst, men et velfortalt, humoristisk blik ind i et samfund, hvor konflikten mellem streng religion og frihedstrang åbenløst bobler løs lige under den velordnede overflade.

(© Angel Films)
Facebook
Twitter