Første gang Ninja Thyberg så porno, var hun rystet: Nu vil hun ændre dit syn på pornostjerner med ny film

Svenske Ninja Thyberg har været på besøg hos pornoindustrien i Los Angeles i fem år for at lave filmen 'Pleasure'.

(© Plattform Produktion)

Da Ninja Thyberg fik sin første kæreste som 16-årig, ændrede hendes syn på sex sig så fundamentalt, at det fik betydning for hele hendes liv.

På det tidspunkt havde hun aldrig set en pornofilm. Hun havde aldrig indrømmet over for nogen, at hun onanerede – ikke engang over for sine veninder.

Alt, hun vidste om sex, stammede fra halvnaive pigeblade og reklamer i magasiner. Den slags reklamer, hvor kvinden står på en piedestal for måske at reklamere for en fancy fransk parfume, og hvor mændene kryber utålmodigt rundt nede for fødderne af hende.

I de reklamer var kvinden den elegante. Den supersexede og uimodståelige. Hun var gudinden.

Det syn ændrede sig totalt, da Ninja Thyberg så den første pornofilm.

Ninja Thyberg er født i 1984 og har siden 2010 produceret flere kortfilm. Da hun var ung, troede hun ikke, at pornoindustriens kvinder kunne være lykkelige, men det tror hun nu. Dermed føler hun også, at hun har indtaget en magtposition i forhold til kvinderne, som hun ønsker et opgør med. (Foto: Julia Mard)

Hun havde fundet sin første kæreste, og ligesom mange andre så han pornofilm. Omkring 15 af de film lå på et gammelt, slidt VHS-bånd, men handlingen i pornofilmene var stort set ens, husker Ninja Thyberg.

Først blev kvinden vist nedefra som den totalt sexede og elegante, men så gik det ellers løs, som det gør i de fleste pornofilm.

Alt stod helt i modsætning til det romantiske billede, Ninja Thyberg havde haft af sex. Og da hun oplevede, at kæresten tændte på alle de her ting, stod hun af.

Ninja Thyberg følte, at hun blot blev den krop, der bare skulle bruges som i filmene. Og så røg intimiteten og muligheden for at udbygge deres sexliv sammen.

- Det, der først og fremmest gjorde mig vred, var, at vi på tværs af køn er opdraget så forskelligt. Min ekskæreste og jeg var begge jomfruer, da vi mødtes, men vores syn på sex var så forskelligt. Ingenting var, hvad jeg troede, det ville være.

- Jeg gad ikke engang doggystyle, fordi jeg syntes, det var så nedværdigende. Porno blev for mig en objektivering af kvinder, hvor de kun var kneppedukker for mænd og kun havde den funktion, at de skulle være et middel for at vise mænds dominans, siger Ninja Thyberg.

Blokerede sexklubber

På det tidspunkt var hun allerede feminist, men mænds dominerende magt – både i samfundet og særligt i pornoindustrien – gjorde også, at hun besluttede sig for at være anti-pornoaktivist. Det skulle stoppe, at kvinder blev degraderet.

Sexklubber og butikker, der solgte pornoblade, skulle lukkes, og derfor begyndte hun sammen med en gruppe at lave demonstrationer og sabotage mod butikker og klubber. Men da de blokerede en sexklub, så mændene ikke kunne komme ind, fandt hun for første gang ud af, at sagen langt fra var så sort-hvid.

Det var begyndelsen til det, hun nu kalder den lange rejse, hun har været igennem.

- Jeg kan huske, at kvinderne kom ud og takkede os for vores støtte, men at de altså også mistede deres indtægt, så de ikke kunne betale deres regninger. De var faktisk ikke interesseret i at blive reddet. Det havde vi ikke tænkt over, fortæller Ninja Thyberg.

Første udgave fik pris i Cannes

Den oplevelse var en af årsagerne til, at hun første gang lavede 'Pleasure' som kortfilm. Filmen handler om en ung, svensk kvinde, som sætter sig for at blive en af verdens største pornostjerner. Kortfilmen blev allerede vist under filmfestivalen i Cannes i 2013, hvor den fik Canal+ Award, men nu er Ninja Thyberg klar med en spillefilmslang udgave af 'Pleasure'.

Her følger man den 19-årige Linnéa – eller Bella Cherry, der dukker op i lufthavnen i Los Angeles for at komme ind i pornobranchen, som kaster hende ud i både de gode og dårlige sider af den.

Inden Ninja Thyberg kastede sig over film, læste hun kønsstudier i Sverige. Og ligesom foran sexklubben, som hun var med til at blokere, fik studiet hende også til at se pornobranchen i et nyt lys.

- Jeg begyndte at interessere mig for feministisk porno, fordi sex jo er en vigtig ting, og fordi jeg ikke ønskede at se mig selv som et offer. Jeg blev interesseret i, hvordan jeg kunne finde en styrke i porno for kvinder, siger hun.

Rejse til Los Angeles ændrede hendes syn

Samtidig begyndte hun at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig var god og dårlig porno. Men også om hun overhovedet kunne fælde en dom over, hvad der var ydmygende porno, når flere kvindelige pornostjerner åbenbart ikke så sig selv som ofre, som skulle reddes.

I modsætning til kortfilmen er den nye udgave af 'Pleasure' lavet i pornoens hovedstad, Los Angeles. Fra 2014 og frem til 2019 rejste hun frem og tilbage og kom helt tæt på miljøet på den amerikanske vestkyst.

- Jeg ændrede ikke kun syn på branchen, men faktisk på hele menneskeheden. Alt overraskede mig, og intet var, hvad jeg havde regnet med, siger Ninja Thyberg og smågriner selv af, hvordan det lyder.

På det tidspunkt havde hun stadig en rest af offersyn på kvindelige pornostjerner. Hun forventede, at de var smadrede – både fysisk og psykisk, men i stedet virkede de stærke. For ligesom når en mandlig actionhelt kan blive gennembanket i film, betyder det ikke, at rollen og virkeligheden nødvendigvis er den samme, som hun siger.

Ninja Thyberg opdagede også alt det papirarbejde, der foregik omkring pornoproduktionen, som blandt andet gør, at de involverede selv definerer, hvor deres grænser går, når der optages pornofilm.

Og så fandt hun ud af, at kvinderne faktisk ofte er mindre utrygge ved kroppen end andre, der ikke er i pornobranchen.

- For mange er kroppen tabubelagt. Vi er alle på slankekur og utrygge ved at være nøgne, fordi vi føler, at vi skal være sexede. Sådan tror jeg også, mange mænd har det. Men de kvinder, jeg mødte, virkede tilpas i deres egen krop, siger hun.

Kun hovedrollen har ikke en forhistorie i pornoindustrien. Men det er ikke noget problem. Snarere tværtimod, mener Ninja Thyberg. Selvom pornostjerner ikke er kendt for den gode dialog fra pornofilm, så udmærker de sig blandt andet ved at kunne være i emotionelle og i forbindelse med deres følelser - selv under svære situationer. Det skyldes, at de er vant til at vise intimitet, når de spiller med i pornofilm. (© Plattform Produktion)

Porno er for dem et almindeligt arbejde

Desuden opdagede hun, at pornoskuespillerne gør akkurat det samme, som alle mulige andre: De møder på arbejde, de risikerer at skulle udføre en opgave, som de måske ikke rigtig gider, men de gør det alligevel. Netop som du og jeg, når vi tager på arbejde.

- De spiller jo bare de roller, men de forsvarer dem ikke. Mange skyder skylden på pornobranchen, fordi de laver de her film, men man glemmer at tage ansvaret selv. For pornobranchen laver jo bare porno ud fra det, folk gerne vil se. Pornobranchen ryster også på hovedet ad de perverterede ting, andre søger efter på nettet.

- Det er nemt at skyde skylden på pornoindustrien. Men problemerne skyldes uligheden mellem kønnene og magtstrukturen i vores samfund. Mit synspunkt er, at den kvindelige krop har været og er domineret af det mandlige synspunkt i en verden, der er domineret af mænd.

- Kvinden har historisk været et seksuelt objekt, og det er dét, 'Pleasure' også handler om, siger hun.

Så den kvindelige pornoskuespiller, der går glad på arbejde, findes?

- I virkeligheden er det et mærkeligt spørgsmål, for det er klart, at du kan nyde dit job i pornobranchen. Vi mennesker er gode til at tilpasse os den virkelighed, der er. Sådan er det i hele livet.

- Der er fordele og ulemper ved at være kvinde. De skal håndtere en masse lort, men nogle af dem får også masser af penge ud af det, fordi de lægger sig under for den mandlige dominans, der er overalt i verden. Men de begræder det ikke, siger Ninja Thyberg.

Ninja Thyberg (tv.) med Sofia Kappel, der spiller hovedrollen i 'Pleasure'. (Foto: Jennifer Hendriks © Scanpix)

Faktisk blev hun så betaget af, hvad pornoskuespillerne kunne, at hun valgte at hyre dem til at spille stort set samtlige roller i filmen – dog ikke hovedrollen. Og det var selvom, hun havde flere almindelige skuespillere til auditions.

- De var bare mere troværdige. Skuespillere uden for pornobranchen kendte ikke til den verden, og dem i miljøet kendte allerede til lingoen i branchen, siger hun.

Se dem som mennesker

Ninja Thyberg håber, at dem, der ser filmen, og som i øvrigt ikke bør være alt for bange for at se kønsdele på det store lærred, vil gå ud af biograferne med et nyt syn på pornobranchen.

Først og fremmest handler det om ikke at dæmonisere dem, der arbejder i pornobranchen, men også at se mennesker som mennesker – og respektere hinanden.

- Der er mange, der ser pornofilm, og nogle betaler ikke engang for det. Men alligevel ser de ned på dem, der laver det. For mig er det vigtigt, at vi tager dem seriøst og lytter til dem, siger hun.

Men selvom Ninja Thyberg har skiftet syn på pornobranchen, så er hun stadig feminist.

- Jeg forsøger også at gøre opmærksom på de magtstrukturer, der er i samfundet. På den måde er handlingen i filmen et spejl på det, der sker over alt. Det er alt fra det mandsdominerede samfund til kapitalismen og racismen, siger hun.

'Pleasure' har premiere 25. november.

FacebookTwitter