Forbavsende tankevækkende og veludtænkt: Oscar-vindende film er fyldt med tricks og gys

Den Oscar-vindende 'Promising Young Woman' får tankerne i gang hos anmelder.

Carey Mulligan som Cassandra i Emerald Fennells 'Promising Young Woman'. (© ©2020 Focus Features)

Det her kunne sagtens være en europæisk køkkenvask-film - sådan en film, der virkelig forsøger at mase os ind i sjælen på et hårdtprøvet menneske.

Det kunne også have været en af den type artikler, der præger tidens medier, hvor et menneske med ondt i sjælen lægger alt frem for læseren.

Og det kunne have været et stykke autofiktion, hvor en forfatter gør en traumatiserende oplevelse til litteratur.

Men nu vil tilfældet, at instruktøren og forfatteren Emerald Fennell er vild med gyserfilm, og så er 'Promising Young Woman' noget helt andet – nyfeministisk socialrealistisk horror. Sådan cirka.

Indtil videre har 'Promising Young Woman' fået mest spalteplads, fordi den britiske skuespiller Carey Mulligan har opfattet en anmeldelse af kritikeren Dennis Harvey, som om hun ikke er smuk nok til hovedrollen i filmen.

Det var noget af en fejlfortolkning – det var hendes type som skuespiller, hendes flertydighed, Harvey kommenterede – men historien om Mulligan, der blev stemplet som "for grim" af en mandschauvinist, rejste verden rundt takket være endnu en tåbelig nedsmeltning i medierne, både de sociale og de asociale.

I stedet burde 'Promising Young Woman' være havnet i medierne som et eksempel på, hvordan et alvorligt emne, endda et samfundsproblem, kan få et sprælsk og lærerigt liv gennem en klassisk genre.

Instruktør Emerald Fennells 'Promising Young Woman' var nomineret til i alt fem Oscar-statuetter i april 2021. Heriblandt en nominering til Carey Mulligan for 'Bedste kvindelige hovedrolle'. Det var dog kun Fennell, der kom hjem med en statuette. Nemlig for 'Bedste originale manuskript'. Credit: Merie Weismiller Wallace / Courtesy of Focus Features (Foto: Merie Weismiller Wallace © © Focus Features)

En mystisk notesbog

Hovedpersonen Cassie har nemlig en sær hobby.

Hun duller sig op, går alene i byen, spiller stangstiv på en natklub og lader sig samle op af en mandsperson, der lader, som om han er en gentleman, men som i virkeligheden har tænkt sig at slæbe dullen med hjem og få sig en nem omgang fisse.

Og når så den ynkelige mandsperson er ved at hive trusserne af den halvt bedøvede kvinde, stopper hun skuespillet og… Ja, hvad hun egentlig gør i den sammenhæng, forbliver filmens hemmelighed, men hun går i hvert fald hjem og sætter en streg i en tyk notesbog under sin seng.

I den sammenhæng ligner 'Promising Young Woman' en moderne udgave af berygtede feministiske hævngysere som amerikanske 'I Spit on Your Grave' og japanske 'Audition'. Bortset fra at Cassie ikke snitter mænd i småstykker – foran kameraet, i hvert fald.

Britiske Emerald Fennell, der er mest kendt som skuespiller, vil noget andet. Hun vil overraske med en historie, der hele tiden driller og udfordrer publikum. Og sætter tanker i gang.

Hvad er Cassie for en størrelse? Hvorfor bor en 30-årig kvinde hjemme hos sine forældre? Hvorfor opgav hun lægestudiet for at stå bag en disk i en kaffebar?

I den sammenhæng er Carey Mulligans flertydige, både kønne og sarte og begavede, udtryk en gave – uanset at Dennis Harvey efterspurgte en mere klassisk femme fatale i sin berømte anmeldelse. Som tilskuer føler man sig ganske enkelt utryg – på den fede måde – ved Mulligan. Hun virker … virkelig. Uforudsigelig. Gådefuld.

- Der er ingen af dem, der nødvendigvis mener, at de har gjort noget forkert. Men et blik i bakspejlet viser et helt andet billede, har skuespiller Carey Mulligan udtalt til dr.dk om de mænd, der portrætteres i 'Promising Young Woman'. (Foto: Merie Weismiller Wallace © Focus Features/via Amazon)

Gys og fortælletricks

Hvis man vil leve sig ind i traumerne omkring misbrug, er 'Promising Young Woman' lige lovlig tyndbenet. Og i hvert fald for fuld af tricks og sjove udfordringer til publikum, hvilket munder ud i et par fortællemæssige nødløsninger til sidst.

Til gengæld giver filmen et klart billede af de sejlivede strukturer, der er i spil, når en kvinde bliver misbrugt – at unge kvinder er "godter", der skal "plukkes" af mænd, og at kvinden selv lægger op til det.

Det er en forbavsende tankevækkende og veludtænkt rejse, Cassie er på, da hun hævner sig på de mennesker, der bagatelliserede den traumatiske oplevelse fra hendes fortid.

I den sammenhæng får Emerald Fennell chokerende meget tankegods ud af at spekulere i gys og fortælletricks. Det er dén vinkel på 'Promising Young Woman', der bør rejse verden rundt.

(© Focus Features)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk