Fra fire til to stjerner: Anmelder kalder ’Mord uden grænser’ for skuffende

Krimiserien ’Mord uden grænser’, der sluttede i går på DR1, begejstrer ikke anmelderne. Siden premieren i februar har serien mistet både stjerner og seere.

Seere og anmeldere har vendt tommelfingeren nedad, i takt med at de otte afsnit af ’Mord uden grænser’ er blevet vist på DR1. (Foto: Sofie Silbermann © dr)

En vellykket eurobudding og spændingselementer, der holder. Den europæiske DR1-krimiserie fik forholdsvis rosende ord med på vejen, da serien havde premiere i februar.

Både Berlingske og Ekstra Bladet gav serien – med blandt andre Lars Mikkelsen som en af de tre hovedroller – fire stjerner, og anmelderne på BT og Politiken valgte at give serien henholdsvis tre stjerner og hjerter.

Men nu hvor ottende afsnit af eurokrimien er blevet vist, og forbryderen er fanget, har begejstringen lagt sig. En enkelt anmelder kalder endda serien for en skuffelse.

BT’s anmelder er den mest positive og giver ’Mord uden grænser’ tre stjerner, mens serien i Politiken og Ekstra Bladet kun får to hjerter og stjerner.

Hvad var meningen?

Katrine Hornstrup Yde, der har anmeldt ’Mord uden grænser’ for Politiken, mener, at det lignede Rip, Rap og Rup på skurkejagt i Europa, og at serien fra start til slut har været karikeret og flakkende.

Hun peger blandt andet på, at man flere gange i serien kommer tæt på efterforskernes privatliv, uden at der lægges betydning i det.

- Samlet set er der ophobet sig så mange karakterer og temaer i det store tværnationale fortællefletværk, at man egentlig ikke ved, hvad serien faktisk vil sige. Alle spændingselementer er der, men lagt sammen i så høj en bunke, at den braser sammen og mister sin virkning, skriver Katrine Hornstrup Yde i sin anmeldelse.

Løse ender

BT’s anmelder Niels Lind Larsen er mellemfornøjet. Ifølge ham har serien set fantastisk ud i alle afsnit, og han roser de smukke rammer, men forklarer, at det har været spildte kræfter.

- Plottet kunne ikke fylde de smukke rammer, skriver han i sin anmeldelse.

Niels Lind Larsen mener desuden, at krimiserien har lavet mange overspringshandlinger og efterlader derfor seeren med flere løse tråde end svar.

- Det havde givetvis været en bedre idé at lade serien have mindre historier, der fx løb over et dobbeltafsnit. Så havde der også været bedre plads til at folde tidsrammen ud og underbygge de personlige historier, skriver han.

Skuffende og hovedløst

Hos Ekstra Bladet har man fået vicepolitiinspektør i Vestegnens Politi, Charlotte Skovby, til at anmelde seriens sidste afsnit, og hun er ikke begejstret.

Ifølge Charlotte Skovby endte serien tarveligt og hovedløst, og hun bider ligeledes mærke i de mange løse ender.

- Her i sidste afsnit af ’Mord uden grænser’ havde jeg set frem til at få knyttet alle de løse ender sammen og få forklaringen på det plot, som har forårsaget de mange mord. I stedet tegnede afslutningen et billede af to manuskriptforfattere, der havde slået et for stort et brød op.

Charlotte Skovby beskriver sidste afsnit som fyldt med absurditeter, der gjorde hele historien utroværdig og ødelagde seeroplevelsen.

- Afsnit otte var ikke engang spændende, fordi man hele tiden sad og blev irriteret, står der i Ekstra Bladet.

Færre seere fulgte med

Det er ikke kun anmelderne, der som serien er skredet frem, er blevet mere kritiske over for ’Mord uden grænser’. Mange seere har forladt serien efter premieren. Første afsnit lagde ellers flot ud med næsten 1,5 millioner seere og fortsatte dermed seersuccesen fra ’Arvingerne’.

Men i de efterfølgende afsnit har ’Mord uden grænser’ ikke kunnet fastholde samme seerantal, og hver søndag er flere faldet fra. Syvende og næstsidste afsnit blev set af 711.000 danskere.

DR Kultur spurgte dramachef i DR, Piv Bernth, om, hvorfor hun tror, at seerne er faldet fra?

- Det er en meget kompleks historie, og den foregår mange forskellige steder, så det kan få seerne til at hoppe fra. Påsken gjorde også et stort indhug, men det er ikke usædvanligt. Mange indhenter det forsømte på dr.dk, forklarer hun.

Da ottende og sidste afsnit rullede over skærmen søndag, steg seertallet dog til lige over en million. Og i gennemsnit har 1,1 million danskere fulgt med i ’Mord uden grænser’. Det svarer til en seerandel på 46 procent. Når Piv Bernth, skal lave status på serien, er hun derfor godt tilfreds.

- Den gjorde det rigtig godt - med over en million i gennemsnit. Det flersprogede betød ikke noget for seerne, så det åbner for nye muligheder i vores serier. Alt i alt en god erfaring med et tilfredsstillende resultat, siger Piv Bernth til DR Kultur.

Sammenlignet med andre dramaserier har ’Mord uden grænser’ været svagere end de rent danske serier som ’Arvingerne’, ’Ørnen’ og ’Forbrydelsen’. ’Mord uden grænser’ har dog haft mere succes end ’Broen I’ og ’Broen II’, der i snit har haft under en million seere.

Facebook
Twitter