Fra hårdtarbejdende pilot til storrost skuespiller: Dar Salim flyver direkte mod stjernerne

I Danmark er han lige nu aktuel i tv-serien 'Kriger', men skuespiller Dar Salim har masser af jern i ilden – også i udlandet.

Han er kommet 10 minutter for sent til interviewet, der foregår i hans egen lejlighed.

- Undskyld, jeg var på en opgave, der trak ud. Det beklager jeg, undskylder Dar Salim.

Undskyldningen føles oprigtig. Ligesom når han siger, at livet ikke handler om berømmelse og penge, men om, hvordan du opfører dig overfor andre mennesker.

Det vender vi tilbage til...

Dar Salim har sat sig tilrette i den cremefarvede sofa på sin solfyldte altan og tændt en cigaret.

Den 41-årige skuespiller, der er aktuel i den storroste TV2 serie ’Kriger’, hvor han spiller

krigsveteranen
CC, har også haft travlt på det seneste.

Da militærmanden CCs bedste ven Peter bliver dræbt under en mission under CCs kommando, begynder korthuset langsomt at vælte for den ellers følelseskontrollerede CC. (Foto: Karoline Tiara Lieberkind © TV2)

Ikke kun med 'Kriger', men også projekter i udlandet, hvilket blandt andet betyder at han lige nu også er aktuel i svenske SVT1's søndagsdrama-serie 'Springflod'.

Askebægeret på altanen er fyldt med cigaretskodder. På siderne af metalskålen med det voksende bjerg af skodder, står der med store, snirklede, rød-hvid-grønne bogstaver 'IRAQ'.

Dar Salim kom til Danmark som knap 7-årig, efter at hans familie i knap seks år havde været på flugt fra et krigshærget Irak.

Nu sidder han på altanen i sin lejlighed, der ligger i Islands Brygges nybyggede kvarter i København, hvor drømmene om det gode liv og hav(ne)-udsigt udleves.

Geografisk er det et stenkast fra den sociale boligbyggeri, han voksede op i på Amager, da hans familie landede i Danmark. Men på klassesamfundets hierarkiske stige, er der en verden til forskel.

Det ved Dar Salim godt. Men det betyder ikke, at han har mistet forbindelsen til sin opvækst på Amager, efter han har opnået succes som skuespiller i både ind- og udland.

- Mine kernevenner holder jeg fast i. Der er bare noget særligt over, at folk kender én igennem hele ens liv – og at man kender dem. Så kan vi godt være sindssygt uenige om alt muligt. Men jeg er blevet bedre med årene til ikke at prøve at proppe mine egne ambitioner, moral eller arbejdsetik ned over andre. For så kan man ikke være venner.

- Man er nødt til at acceptere folk for det, de er. Så kan man stadig godt give et godt råd af og til, men så skal man også kunne lytte til, hvad de synes om dig og dine valg, lyder det fra Dar Salim, mens han misser med øjnene mod den skarpe formiddagssol.

I sauna med en rocker

Det livssyn virker til at gøre sig gældende i ikke bare den kurs, Dar Salim navigerer sit privatliv efter, men også som udgangspunktet for hans professionelle liv. For det betyder, at Dar Salim har et usædvanligt broget og bredt netværk, han kan trække på, når han skal researche til sine roller.

- Man er nødt til at se på mennesker som noget meget mere kompliceret. Og forstå, at de både har styrke og godhed i sig, selvom de er på den helt forkerte side af ens eget

moralske
kompas.

Som da han skulle researche til rollen som CC i 'Kriger', der skal forsøge at infiltrere en benhård rockerbande i København.

For hvordan kan man sætte sig ind i, hvad det vil sige at være en del af en rockerbande, hvis man ikke taler med folk, der er lige netop det?

- Jeg har siddet til bords med

statsoverhoveder
. Men jeg har også spist en burger med nogle mennesker, som du måske ville gå udenom, hvis du så dem på gaden.

- Jeg kan også have noget til fælles med en, som i sit daglige virke er rocker, men fordi vi kan lide den samme form for boksetræning, så træner vi på samme hold og tager i sauna sammen bagefter.

- Som skuespiller har jeg jo brug for at vide, hvad der skal til for at blive 'krigsminister' i en rockerbande.

Her ses rockerbanden 'Wolves' med Tom (Lars Ranthe) i front, som CC (Dar Salim) skal infiltrere i tv-serien 'Kriger'. (Foto: Per Arnesen © TV2)

Født til karate

I 'Kriger' spiller Dar Salim en mand, der har viet sit liv til militæret. Mest af alt fordi det først var i militæret, at karakteren CC fandt et fællesskab, der føltes som hjem for ham. Så når man først giver CC en mission, så stopper han ikke, før han har fuldført den.

Gennemgår man Dar Salims eget cv, vidner det om samme målrettethed og viljestyrke.

Som 13-årig begyndte Dar Salim til karate og opdagede et skjult talent for den disciplinerede kampsport. Blot to år senere havde han opnået det sorte bælte.

Da han havde færdiggjort gymnasiet, søgte han ind til hæren. Han trak egentligt frinummer, men meldte sig frivilligt til Livgarden.

Da han efter militæret skulle vælge en uddannelse, faldt valget på pilot. En profession, der for mange virker uopnåelig med sit løfte om

prestige
, penge og et stænk af noget udefinerbart glamourøst.

Men det koster også knaster at blive uddannet pilot. Dar Salim arbejdede derfor dag og nat – og i flere forskellige jobs på samme tid – for at spare op til uddannelsen. Men da han blev færdiguddannet indtraf 11. september 2001. Og med ét blev mulighederne for en pilot med irakisk baggrund væsentligt indsnævrede.

Dar Salim blev dog stillet ét pilotjob i sigte. Det krævede 'bare' et nyt flycertifikat, da det var til en anden flytype. Så endnu engang måtte han skrabe penge sammen til en ny uddannelse. Kort før starten på det nye job, går flyselskabet med den meget specifikke flytype så

konkurs
.

Stopper ikke

Det var ærlig talt op ad bakke. Ad flere omgange. Men Dar Salim opgav ikke sin 'mission'. Han endte med at komme indenfor i varmen i et stort luftselskab, og arbejdede i flere år som pilot med base i både Danmark og udlandet.

Midt i pilotkarrieren ender han mere eller mindre tilfældigt til en casting, hvor han får en rolle. En rolle i tv-serien 'Forsvar', faktisk.

Efter nogle år med skuespiltjanser ved siden af pilotjobbet, ender han med at sige det sikre job op for at kunne dedikere sig 100 procent til dygtiggørelse inden for skuespilfaget. For at blive så god, som han overhovedet kunne blive til det.

Det er en karriere, der på mange både vidner om en person, der har sat sig nogle

kontroversielle
mål og arbejdet hårdt og dedikeret for at opnå dem. Og en person, der, ligesom soldaten CC, ikke stopper før en mission er fuldført.

- At spille med i ’Kriger’ var en no-brainer. Det var en drømmerolle. Det er en kæmpe ære, og jeg tager det overhovedet ikke for givet, at man ender med at spille en hovedrolle på en dansk tv-serie. Det bliver ikke større herhjemme. Og prøv at se på resten af castet. Det var et drømmeset at få lov til at stå på, siger Dar Salim om sin rolle i 'Kriger' hvor også den prisvindende skuespiller Danica Curcic er på rollelisten. (Foto: Per Arnesen © TV2)

- Jeg kan godt genkende det drive i CC, og jeg forstår det godt. Jeg forstår det virkeligt godt. Det der med at være rigtig god til noget. Det er en enorm styrke at have i sig. Men det er også enormt usundt i længden.

- Heldigvis er jeg selv kommet udover den fase, føler jeg, og ser langt mere nuanceret på livet. Og med mange flere

kompromiser
.

- Men privat holder jeg stadig fast i, at man skal tro på sin mavefornemmelse. Og man skal selv vurdere, om noget kan lade sig gøre eller ej, og ikke lade sin omverden diktere det. For det er meget sjældent, at de fortæller dig, at noget kan lade sig gøre. For mennesker er flokdyr og tryghedsnarkomaner. Det er vi bare.

- Man skal derfor selv mærke efter, hvad der kan lade sig gøre. Og man skal prøve det af. Hvis du fejler, så fejler du. Men du skal prøve det af, understreger han og tænder endnu en cigaret.

I 2014 fik Dar Salim rollen som skurken Haasan Nidal i den legendariske tyske krimiserie 'Tatort', der siden 1970 har samlet tyskerne hver søndag aften. En klar indikation af, hvor stor en skuespiller Dar Salim er ved at blive på det tyske marked. (Foto: Jörg Landsberg © RB)

En sportsmand af ånd

I dag har Dar Salim været fuldtidsskuespiller i knap ti år. For en mand, hvis liv ellers har været præget af radikale karriereskift, har han nu fundet en hylde i skuespillet, hvor han føler sig hjemme:

- Det fede ved at være skuespiller er jo, at det er ligesom at være sportsmand. Man er nødt til at træne og dygtiggøre sig hele tiden. Det må aldrig gå i stå. Og i virkeligheden er det nok det, jeg er lavet af. Jeg er nok en sportsmand.

Baggrunden som sportsmand har også hjulpet Dar Salim til at holde fokus på sejrene i en

branche
, der ikke stod parat med pivåbne døre til at tage imod en skuespiller med irakisk baggrund, da han begyndte.

- Som skuespiller har jeg oplevet, nogle gange på retfærdig vis og andre gange uretfærdigt, at hver gang de andre skuespillere havde været til ti castings, så kom jeg til én.

- Så jeg indså tidligt, at mit

selvværd
ikke skal afhænge af skuespillet. Det er sundt at forstå det hurtigt, for så kommer mit
selvværd
jo heller ikke til at afhænge af det nu, hvor jeg har succes.

Det var først som 31-årig, at Dar Salim landede sin første hovedrolle i 'Gå med fred, Jamil'. En rolle han i øvrigt blev Bodil-nomineret for.

Den sene start er måske en del af forklaringen på, hvorfor han kan bevare en ydmyghed overfor sin succes:

- Livet handler om det nære, og hvordan du er overfor dine medmennesker, og hvordan de er overfor dig. Og ikke mindst hvordan du behandler fremmede mennesker. Det er det, jeg prøver at leve efter, men jeg fejler jo også nogle gange. Og du kan sikkert finde folk, som ikke synes, jeg har behandlet dem pænt. Men det er i hvert fald altid mit udgangspunkt.

Fremtiden?

Tidligere i år vandt han Zulu Awards' seerbestemte pris 'Årets danske skuespiller' for sin rolle som hjertekirurgen Zaid, der bliver til en koldblodig hævner, i Fenar Ahmads film 'Underverden' fra 2017. Statuetten triumferer i den store glasrude ud mod altanen.

Rollen som Zaid i Fenar Ahmeds 'Underverden' var en drømmerolle for Dar Salim: - ’Underverden’ var den film, jeg havde ventet på at få lov til at lave siden ’Gå med fred, Jamil’. At få en hovedrolle, hvor man kan få lov til at køre i alle seks gear. Det gav mig en følelse af befrielse. (© Scanbox)

Drømmerollen som Zaid i 'Underverden' udgjorde et stort skifte for Dar Salim og hans tilgang til skuespilfaget.

- Både privat og økonomisk er jeg nu et sted, hvor jeg har opnået alt det, jeg gerne vil have.

Det betyder dog ikke, at han ikke længere har ambitioner eller er gået i stå, forsikrer han.

- Men jeg har i år indset, at jeg hellere stoppe op og sige 'Jeg har nået det, jeg vil med det her job' end jeg for eksempel vil jagte pladsen som top 5-skuespiller i Tyskland, købe en større båd eller lejlighed.

For det drejer sig stadig om at rykke sig som menneske - og skuespiller.

- Man skal være bevidst om, hvorfor man arbejder. Og det er jo ikke fordi, jeg kan vælge og vrage. Det er ikke sådan verden ser ud. Men så vil jeg hellere vente et halvt eller helt år på, at det rigtige job dukker op.

- Jeg er faldet til ro i skuespillet, fordi man starter forfra hele tiden, fortæller Dar Salim. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Og det rigtige job kan komme i mange afskygninger.

- Jeg kan kun sige, at jeg er så heldig, at jeg har flere markeder at spille på. Både det tyske, engelske, amerikanske og danske – og der er bolde i luften alle fire steder lige nu. Og så må vi se, om de bolde lander hos mig, og om det er noget, jeg vil spille med i eller ej.

- Og jeg har ikke travlt. Det kommer, når det kommer.

Facebook
Twitter