Frederiks hverdag blev dræbt af angst: Redningen var ikonisk tv-serie

Frederik Dirks Gottliebs tanker buldrede afsted med 200 km i timen - indtil han så tv-serien 'The Sopranos'.

For mange er HBO-serien 'The Sopranos' en af verdens bedste. For DR's serieekspert Frederik Dirks Gottlieb var den livsændrende.

- Der er ikke ret meget, jeg har tilfælles med gangsterbossen Tony Soprano. Tony er en stor, rund og halvskaldet gangster, og jeg er en spinkel, langhåret radiovært. Men vi er begge mænd og ramt af angst. Tony lærte mig at forene de to ting.

Serien var skelsættende for at nedbryde den hemmelighed, som Frederik Dirks Gottlieb har gået rundt med. Hvordan gik det til?

Vi besøger vi Frederik Dirks Gottlieb hjemme hos ham selv for at høre, hvordan en tv-serie kan ændre ens liv.

Frederik Dirks Gottlieb

  • bor sammen med kæresten Sara og deres to døtre Carmen og Gloria.

  • bidrager løbende til dr.dk om serier og film - og er vært på P3 og podcasten 'Serierådet'.

  • - Første scene i 'Sopranos' (billede fra 'Sopranos') foregår langt fra New Jerseys hårde gader, som Tony Soprano styrer med hård hånd. Vi møder en skeptisk Tony Soprano i et klaustrofobisk venteværelse, mens han spændt venter på, at psykologen Jennifer Melfi har tid til at tale med ham. Tony er ganske vist hård udenpå, men indeni lider han af angst. Han er nervøs for, om han som familiens patriark kan føre 'familieforretningen' videre. Om døden venter lige om hjørnet. Om han kan passe på sin familie. Det er klassiske angsttanker, som jeg godt kan nikke genkendende til, på trods af at jeg er opvokset i et hippiehjem, hvor ligestilling var selvsagt og kønsrollerne flydende.
    1 / 6
  • - Tony Soprano er bange for, hvad han finder i sin egen psyke, hvis han åbner op og snakker om følelser. Jeg var også bange for at åbne op for posen. Bange for at det selvbillede, jeg krampagtigt holdt fast i af mig selv som en fysisk stærk og urokkelig ung mand, for evigt ville falme. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)
    2 / 6
  • - Som 19-årig tilbage i 2003 var min opfattelse af manderollen ekstremt endimensionel. Overalt hvor jeg orienterede mig, hvorvidt det var film eller musik, fik jeg et indtryk af, at det vigtigste jeg kunne tilbyde verden, var mine maskuline kvaliteter. Jeg levede mig ind i rapgruppen Wu-Tang Clans ekstreme macho-verden, og så alle de gangsterfilm, jeg kunne fremskaffe. 'Scarface', 'Goodfellas', 'Blood In Blood Out'. Jeg elskede dem. Hovedsageligt fordi hovedpersonerne var så hårdkogte, som jeg selv drømte om at være. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)
    3 / 6
  • - Jeg ville kunne være der for mine venner, hvis det trak op til slåskamp i byen og aldrig vise mine svagheder. Derfor holdt jeg min angst skjult for alle. Udadtil så jeg rolig ud, men indeni herskede Tredje Verdenskrig. Når jeg var til forelæsning. Hver gang jeg sad i bussen. I biografen. Ubalancen var total og min angst udviklede sig til en fast følgesvend, der dræbte al nydelse i tilværelsen. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)
    4 / 6
  • - Tony Soprano (billede fra 'Sopranos') er også ligeså handlekraftig, som han er handlingslammet. Det er netop dette nuancerede portræt, der er det smukke ved Tony Soprano-karakteren. At han ikke er svag, fordi han lever med angst, og at han ikke taber ansigt, blot fordi han opsøger hjælp. (Foto: (Foto: HBO Nordic))
    5 / 6
  • - I dag er jeg angstfri. Og endnu vigtigere så er jeg fri af en falsk forestilling om, hvordan jeg skal være for at holde sammen på min tilværelse. Hvis Tony Soprano – et højtelsket gangsterikon – kan gå til psykolog og åbne op over for sit crew af lakajer, så kan jeg også. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)
    6 / 6
Facebook
Twitter