Frustreret anmelder om filmen ’Inherent Vice’: Arrrrrrrrrrrgghhhhhh!

Filmhåndværket er suverænt i 'Inherent Vice' - alligevel er den frustrerende at se på

Arrrrrrrrrrrgghhhhhh!

Beklager mit skrig i frustration og irritation, men sådan havde jeg det efter 20 minutter og i resten af Paul Thomas Andersons ’Inherent Vice’.

Jeg burde ellers kunne lide den. Anderson er en af tidens store filmoriginaler. Hans ’Magnolia’, ’There Will Be Blood’ og ’The Master’ var film efter et særligt hoved.

De normale fortællestrukturer blev kylet i skralderen, den traditionelle dramakurve blev opløst og i stedet beskrev Anderson sine hovedpersoner gennem en række scener, som i høj grad lagde det op til publikum at forstå og definere karaktererne.

Selvstændigt og begavet filmhåndværk

Ingen tvivl om at ’Inherent Vice’ har samme kvaliteter. Og at den er selvstændigt og begavet filmhåndværk fra start til slut.

Dygtige skuespillere som Joaquin Phoenix, Josh Brolin, Reese Witherspoon og Benicio del Toro nyder tydeligvis at give deres roller liv. Radiohead-guitaristen Jonny Greenwood understreger igen at han er en af tidens mest modige filmkomponister.

Og så godt som hver scene bliver drejet og vendt med et særligt greb som kun Paul Thomas Anderson har.

Hvor er de lyssky planer?

Historien er også en verden for sig. Det er en krimi, en Raymond Chandler’sk film noir i dens naturlige omgivelser, Los Angeles omkring 1970, spundet ind i paranoia takket være krigen i Vietnam, mordene på Kennedy-brødrene, de sorte borgerretsbevægelsers protester, hippiernes opgør med det bestående og Manson-familiens nedslagtning af tilfældige tilstedeværende i Beverly Hills i 1968.

Et sted ved havet syd for Los Angeles, blandt hippier, dukker en privatdetektivs eks-kæreste op og har brug for hjælp. Hendes nye kæreste er ved at iscenesætte pengeafpresning af en rig entreprenør.

Vores hovedperson Doc er frisk på at hjælpe – men hvad er det, han skal hjælpe med? Og hvor er rigmanden? Hvor er de lyssky planer?

Sex og stoffer til højre og venstre

Sære, farvestrålende typer vimser omkring Joaquin Phoenixs Doc mens han ihærdigt leder efter det, han skal optrævle og ordne. Josh Brolins excentriske politimand bralrer løs, Katherine Waterstons eks-kæreste knurrer kælent, liderlige sekretærer og tjenestepiger tilbyder sex og stoffer til højre og venstre og excentrikere på syre vælter ud af alle skabe – men plottet forbliver en luftspejling.

Den bagvendte model har Coen-brødrene fået fremragende film ud af i ’The Big Lebowski’ og ’Burn After Reading’, mest af alt fordi de formåede at bygge en spænding op omkring figurerne og deres handlinger.

’Inherent Vice’ har en historie, men den er primært en paradeforestilling, et freakshow, et syret trip gennem USA anno 1970. Ingen af personerne træder i karakter som mennesker, kun som karikaturer, som syrede silhuetter. Som tilskuer er det umuligt at lægge følelser og indlevelse eller fortolkning i figurerne. Man forbliver netop kun tilskuer.

En frustrerende formøvelse

Derfor sad jeg og skreg frustreret indvendig gennem næsten 2 ½ time. Jeg kunne ikke finde vejen ind i historien. Jeg kunne se komikken i de syrede typer, følge med i den fokusløse handling, nyde musikken, men ikke få øje på en eneste figur, der lignede et menneske.

Det er uden tvivl en pointe hos den feterede forfatter Thomas Pynchon, der har skrevet bogen bag filmen. Men det bliver til en intellektuel og kølig stiløvelse hos Paul Thomas Anderson, der med stor energi genskaber et USA i en særlig periode, men gør det i en form, der mere er reference og distance – ikke noget, der ligner virkeligt levet liv. For en gangs skyld skaber Anderson ikke noget selv, han referer til noget, andre har skabt.

Fra ende til anden indeholder ’Inherent Vice’ scener, der ville lyse op i en hvilken som helst krimi – og især parodi på en krimi - men i deres sammenhæng bliver de en frustrerende formøvelse.

'Inherent Vice' får dansk biografpremiere den 12. februar

Facebook
Twitter