'Fuld knald på!' Nyt Hollywood-brag med Angelina Jolie ligner noget fra 90'erne

Biografaktuelle 'Those Who Wish Me Dead' skiller sig dog ud fra fortidens actionbaskere på ét parameter.

Angelina Jolie spiller brandmand på flugt i 'Those Who Wish Me Dead'. (Foto: Emerson Miller © Warner Bros. Pictures via SF Studios)
Angelina Jolie spiller brandmand på flugt i 'Those Who Wish Me Dead'. (© Warner Bros. Pictures via SF Studios)

Vil du med tilbage til 1993 – dengang actionfilm lignede hinanden lige så meget, som superheltefilm minder om hinanden nu om dage?

Dengang amerikanske actionbaskere sådan set var den samme film, bare placeret i forskellige miljøer.

Skuespillerne var altid kendte stjerner, naturligvis, men det var i princippet omgivelserne, der var hovedrollen, som i 'Speed', der foregik på en bus i høj fart. Eller 'Cliffhanger', der foregik i sneen blandt bjergbestigere. Eller klassikeren 'Snakes on a Plane', hvor spændingen bestod i en håndfuld slanger, der var sluppet løs på et passagerfly.

Det har du ikke lyst til, siger du? Du vil hellere blive i 2021? Fair nok.

Hvad? Generaliserer jeg for meget? Var actionfilm fra 1990'erne meget andet end den samme film, bare i forskellige omgivelser? Måske. Men der var i hvert fald klare fællestræk.

Skurkene var altid enten mellemøstlige terrorister eller østeuropæiske elitesoldater – hvis ikke det var FBI- eller CIA-agenter, der beskyttede statens interesser ved at forsøge at eliminere frihedselskende amerikanere. Og så var Harrison Ford, Bruce Willis, Keanu Reeves, Sylvester Stallone, Tom Cruise eller Arnold Schwarzenegger helten i de fleste af dem.

Derudover havde omgivelserne altså hovedrollen i, ja, okay så, en stor del af filmene.

'Lidt har Hollywood da udviklet sig siden 1990'erne'

Det er derfor, jeg kan invitere jer tilbage til 1990'erne i selskab med actionfilmen 'Those Who Wish Me Dead'.

Omgivelserne er en skovbrand, skurkene er agenter, der arbejder for et lyssky selskab med kontakt til magtfulde politikere, og så er der skuespilleren i midten. Det er hverken Cruise, Reeves, Stallone eller Willis. Men Angelina Jolie.

Lidt har Hollywood da udviklet sig siden 1990'erne.

Angelina Jolie er én af Hollywoods højest betalte kvindelige skuespillere. Hun er kendt fra blandt andet 'Lara Croft: Tomb Raider', 'Mr. & Mrs. Smith', 'Changeling' og 'Maleficent'. (Foto: Emerson Miller © Warner Bros. Pictures via SF Studios)

Mens I spænder sikkerhedsselen, vil jeg lige fortælle, at det egentlig er lidt overraskende, at vi skal tilbage til 1990'erne. Instruktøren bag 'Those Who Wish Me Dead' er Taylor Sheridan, der også er skuespiller og manusforfatter.

Han skrev manuskriptet til 'Sicario' og 'Hell or High Water' og har siden instrueret 'Wind River'.

Især de to sidstnævnte vidnede om, at Sheridan har et ualmindeligt skarpt blik for medrivende historier om udsatte amerikanere. I 'Hell or High Water' var det mennesker, der kæmpede for at beholde deres jord og deres ejendom, inden bankerne stjal det hele. Og i 'Wind River' sloges indianere for deres værdighed i det moderne USA.

Den slags socialrealisme er der ikke noget af i 'Those Who Wish Me Dead'.

Men der er en anklager og en revisor, der har afsløret svindel med tråde langt ind i Kongressen. Pludselig er anklageren død og revisoren på flugt op i Montanas bjerge sammen med sin 10-11-årige søn. I hælene følger to agenter, der hellere end gerne dræber. Især tilfældige vidner.

Nicholas Hoult spiller snigmorderen Patrick i 'Those Who Wish Me Dead'. (© Warner Bros. Pictures via SF Studios)

Angelina Jolie har agentskiderikker på nakken

Derudover er der Angelina Jolie i rollen som brandmand. Ja, du læste rigtigt.

Angelina Jolie er brandmand og kæmper med ar på sjælen efter en ulykke, hvor en skovbrand skiftede retning og brændte tre 10-11-årige drenge for øjnene af hende. Nu vil tilfældet, at hun kan rette op på sit svigtende mod dengang og hjælpe revisorens søn. Med en vild skovbrand, et skrupskørt tordenvejr og et par hjerteløse agentskiderikker på nakken.

Okay. Er I klar?

Jeg vil lige tilføje, at hvis jeres forventninger nu er kørt helt op, kan det godt være en god idé at skrue lidt ned.

'Those Who Wish Me Dead' er på ingen måde så velskrevet som 'Hell or High Water' eller 'Wind River'. Både tordenvejr og skovbrand har fået et helt unødvendigt los bagi hos effektafdelingen, replikkerne er til tider kørt helt ud på overdrevet for at skabe drama og det vrimler med huller i logikken. For eksempel havde det givet virkelig, virkelig god mening, hvis revisoren havde sendt sin farlige afsløring til medierne i stedet for at stikke den i lommen på sin søn.

Nå, nu kører vi. Sådan. Afsted. Fuld knald på…!

(© Warner Bros. Pictures via SF Film)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk