Gemt guld eller spild af tid? Her er 5 nye serier, du (måske) bør se mere end et afsnit af

DR's serieekspert Kasper Lundberg giver her sit bud på en serie-guide til de utålmodige.

TV 2's krimisatsning 'Hvide Sande', hvor Bodil Jørgensen (tv.) og Marie Bach Hansen er med, er en af de serier, som Kasper Lundberg har set et afsnit af. (© TV 2)

Det bliver lidt hårdt, det her. Beklager på forhånd.

På redaktionen talte vi om, hvordan vi kunne samle op på nogle af de serier, der af den ene eller den anden grund smutter igennem vores redaktionelle sprækker og ikke får deres egen artikel, men som vi alligevel har følelsen af godt kunne være gode.

Så jeg har valgt fem af dem, vi ikke har skrevet om endnu fra den seneste tid, som jeg havde mest lyst til at prøve af.

Det er noget med sex, noget med computerspil, én er blevet anbefalet helt vildt, og én kom jeg til at se ved et uheld. De får et enkelt afsnit, inden jeg vurderer, om jeg vil se videre.

Som den lille, ynkelige sofakonge jeg er.

Burde man ikke give dem mere end ét enkelt afsnit, kunne man spørge? Og hvad med alle de serier, der først bliver rigtigt gode i tredje sæson?

Jo jo, det burde man. Men det er jo altså ikke altid, at man har tid til at vente på, at en serie bliver god.

Desuden har Netflix fundet ud af, at vi typisk beslutter os for, om vi gider se noget inden for de fem første sekunder. Så i det lys er et helt afsnit jo meget, meget lang tid. Ikke?

Så anse dette som en guide til de utålmodige.

1

Polsk ungdomssex

Kasper Lundberg mener, at 'Sexify' har en "lidt udmattende, overfrisk komediestil til timelange afsnit." (© Netflix)

Der er efterhånden en god håndfuld "Netflix Serial Oryginalny". Den polske ungdomsserie 'Sexify' (Spotify, bare med sex?) er en kæk metakommentar til diskussionen om, hvorvidt man skal have sex med i en serie for at få folk til at se den.

Programmøren Natalia er en nørd. Hun har plakater med Marie Curie-memes på væggen, er socialt akavet og lever sit liv gennem apps.

Hun arbejder på et søvnprojekt, men naboerne på kollegiet knalder så meget, at hendes katolske englemaleri falder ned fra væggen, og hendes vejleder vurderer, at app'en ikke kan sælges.

Så hun slår sig sammen med seksuelt frigjorte Monika og den understimulerede Paulina for at lave en app, der kan bruge det samme måleudstyr til… noget med sex - det bliver ikke præciseret nærmere i første afsnit.

Det giver mig lyst til at se videre: Well, masser af smukke, polske skuespillere, der har sex.

Det giver mig ikke lyst til at se videre: Lidt udmattende, overfrisk komediestil til timelange afsnit.

'Sexify' kan ses på Netflix.

2

Elektrisk, incestuøs energi

Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund spiller hovedrollerne i TV 2's nye krimisatsning 'Hvide Sande'. (Foto: Brian Bjeldbak © Scanpix)

For at være helt ærlig, så er jeg ikke målgruppen til TV 2's 'Hvide Sande'.

Jeg så faktisk første afsnit forleden ved en tilfældighed, fordi jeg var hjemme hos min mor, og hun gerne ville se den. Og altså, de første scener er da også skrevet meget… velkendt.

To betjente fra henholdsvis Tyskland og Danmark bliver tvunget til at arbejde sammen om en mystisk sag om en tysk surfer i Hvide Sande. Som hvis VisitDenmark havde lavet 'Broen'.

De mødes tilfældigt på politistationens parkeringsplads og irriterer hinanden helt vildt. Og så dukker de op til det samme møde og finder ud af, at de skal være undercover som par. OH NO! Heldigvis er de begge single.

Men det, jeg egentlig vil sige med denne sarkastiske beskrivelse af en egentlig velfungerende underholdningspræmis, er bare, at det faktisk virkede på mig, selvom jeg havde paraderne så langt oppe, at jeg næsten ikke kunne se min mors fjernsyn.

Carsten Bjørnlund og Marie Bach Hansen har en mega-elektrisk kemi, som jeg slet ikke kunne stå for. Selvom det føles lidt incestuøst, fordi jeg stadig tænker på dem som søskende i 'Arvingerne'.

Og det er virkelig sjovt og charmerende at se dem være proppet ind i en lillebitte campingvogn for at lege par. (Hvad sker der i øvrigt med folk i campingvogne for tiden? De sidste to film, jeg har set, er 'Nomadland' og 'Sound of Metal'.)

Det giver mig lyst til at se videre: Carsten Bjørnlund og Marie Bach Hansens kemi.

Det giver mig ikke lyst til at se videre: Jeg gætter på, at jeg skal vente til sidste afsnit med at få opklaret mordet.

'Hvide Sande' kan ses på TV 2 Play.

3

Computerspil i generationskløften

'Try Hard' handler om 24-årige Sebastian, som bliver smidt ud hjemmefra, da han, i stedet for at få sig et job eller tage sig en uddannelse, forsøger at starte sit eget 'Counter-Strike'-hold. (Foto: pressebillede © Viaplay/NENT Group)

Computerspil og serier har overraskende svært ved at mødes, i hvert fald hvor det bliver godt. Både serier, der er baseret på computerspil, og serier, der handler om folk, der spiller computer, har indtil videre været ret dårlige og/eller platte.

Anders Morgenthaler og Allan Hyde prøver hårdt med 'Try Hard' at tale til både gamere og deres forældre.

Historien om Sebastian på 23, der drømmer om at leve af at spille Counter-Strike, virker som et behjertet ønske om at lave en kærlig komedie, som hele familien kan se, og sammen grine af generationskløften.

Sebastian bliver indkaldt til familiemøde, og der bliver stillet et ultimatum. Enten får han en rigtig uddannelse, eller også må han flytte.

Han sætter sig for at bevise, at han kan blive e-sports-professionel sammen med et ret sjovt vennecrew bestående af Pri3st, der er skabs-gamer, Tanja, der er brun, og Toxic, der er en lille, hvid møgunge.

Det giver mig lyst til at se videre: Sebastian og hans venner.

Det giver mig ikke lyst til at se videre: Jeg er hverken online gamer eller forælder til én.

'Try Hard' kan ses på Viaplay.

4

Undertrykte, tyrkiske hemmeligheder

I den tyrkiske serie 'Ethos' følger man Meryem, der ikke ved, hvorfor hun besvimer hele tiden. (© Netflix)

Den tyrkiske 'Ethos' er nogle måneder gammel, men for nylig fik jeg den anbefalet fra flere sider, så det her var da en anledning til at give anbefalingen videre. Flere sagde, at det var det bedste, de havde set på Netflix.

Og jeg må ærligt indrømme, at jeg var totalt blæst væk, altså, på den mest stilfærdige måde, jeg kan forestille mig.

Nu har jeg for nylig anbefalet 'Master of None: Moments in Love' og fik en del henvendelser fra læsere, der syntes, at den var ulideligt langsommelig. Hvis du er én af dem, er det ikke dig, jeg anbefaler 'Ethos' til. Man skal have tålmodighed tenderende til det roligt observerende. Der er sågar et par transportscener allerede i første afsnit.

Historien om Meryem, der ikke ved, hvorfor hun besvimer hele tiden, er i første afsnit fortalt gennem en samtale med hendes psykolog og så psykologens samtale med sin supervisor om sagen.

Vi får en stærk fornemmelse af, at Meryem holder mange ting om religion og kærlighed hemmelige for sig selv, og hun spiller med dybt fascinerende reservation, venlighed og et stænk af undertrykt vrede.

Det eneste, jeg kunne være bange for, skulle være, at der går krimi i den, og at de vigtigste informationer bliver holdt tilbage til sidste afsnit.

Det giver mig lyst til at se videre: ALT! Mystisk, intens historie om hemmeligheder og psykologer og krydret med smukke billeder.

Det giver mig ikke lyst til at se videre: Måske en lille frygt for, at den bliver for hemmelighedsfyldt.

'Ethos' kan ses på Netflix.

5

Store, små løgne i Wales

Med kombinationen af et mordmysterium og stærke, kvindelige venskaber, mener Kasper Lundberg, at 'The Pact' i første afsnit viser sit værd. (© C More)

Thrillerserien 'The Pact' har tydeligvis fået beskeden fra Netflix om, at folk beslutter sig for, om de vil se videre i løbet af første scene. Vi kommer direkte ind i en mørk, uhyggelig skov, hvor en kvinde med blod i ansigtet er på flugt.

Efter introen springer vi tilbage i tiden og møder den løbende kvinde, Nancy, der arbejder på et bryggeri og drømmer om at blive mellemleder.

Hun får afslag på jobbet af en eksemplarisk, træls og ung chef, der kun tænker på sportsvogne og lækre damer. Han hedder selvfølgelig Jack. Det ender ikke godt for ham.

'Big Little Lies' i Wales? Man skal leve med, at de fire veninder fra bryggeriet, som man skal følge og holde med, træffer pænt dårlige og farlige beslutninger.

Det giver mig lyst til at se videre: Kombinationen af et mordmysterium og stærke, kvindelige venskaber har bevist sit værd før.

Det giver mig ikke lyst til at se videre: Man må sluge, at de ikke bare går til politiet på et af de cirka hundrede oplagte tidspunkter.

'The Pact' kan ses på C More.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk