George Clooney er vred. Så meget, at vreden næsten kvæler hans nye film

'Suburbicon' er et velspillet, men også venstreorienteret, karikeret blik på virkeligheden, mener anmelder.

Matt Damons karakter Gardner Lodge mister sin kone efter et hjemmerøveri, og skylden placeres hos den afro-amerikanske familie, der kort forinden flyttede ind ved siden af den 'vaskeægte' hvide amerikanske familie.

Tænk at George Clooney, den pæne mand, kan være så vred. For han er helt åbenlyst vred. Han har fået mere end rigeligt af 'den indre amerikanske svinehund', der – som alt andet amerikansk – naturligvis er meget større end alle svinehunde.

Den er et svinemonster. Den er den svine-Tyrannosaurus Rex, der i flere hundrede år har undertrykt og underkuet afrikanere.

Først ved at importere dem som gratis arbejdskraft og siden ved at gøre alt for at forhindre i at blive amerikanske samfundsborgere – som dræbte John F. Kennedy, gjorde Donald Trump til præsident og undervejs befæstede den tanke, at USA er Guds eget land og dermed er i sin gode ret til at være hele verdens sherif.

Det svinebæst skal kanøfles. Og det bliver det i 'Suburbicon'. Ikke særlig sagligt eller eftertænksomt, men som en kulsort komedie, hvor det er tilladt at overdrive og forsimple.

Drømmen om 50'ernes USA

Clooney og hans medforfatter, skuespilleren Grant Heslov, har fået fingre i et 30 år gammelt manuskript af brødrene Ethan og Joel Coen. Det er blevet skrevet op til nutiden, formentlig under inspiration fra politidrab på sorte, en politisk virkelighed, der i stigende grad minder om et realityshow og valget af forretningsmanden Donald Trump som præsident.

Suburbicon

Instruktør: George Clooney

Medvirkende: Matt Damon, Julianne Moore, Oscar Isaac

Premiere: 7. dedember

Men kernen i historien er stadig billedet af ærke-USA, sådan som amerikanerne selv ser det, 50'ernes velordnede forstadslandskab, hvor farmand kom trillende hjem fra sit solide job i sit spritnye teknologiske vidunder af en bil mens den smukke og sexede hustru stod ved kødgryderne med glade børn legende om benene.

Det er Suburbicon, en parodi på 50'ernes forstadsdrøm om det perfekte samfund og fremtidens solide fundament.

Drømmen skal skydes ned

Den drøm skal Clooney og Heslov naturligvis have skudt ned som det glansbillede, det er. Og som vi ved fra andre nyere amerikanske film som 'Pleasantville', 'Trumbo' og 'Carol', er det ikke så svært. Man kan for eksempel bare lade en sort familie flytte ind i det kridhvide landskab, så krakelerer idyllen.

Det er kun startskuddet for en række udfordringer for den vaskeægte hvide middelklasseamerikaner, Gardner Lodge, i Matt Damons altid solide skikkelse.

En nat bliver der begået et hjemmerøveri hos Lodge og hans kerneamerikanske familie. Lodges kone, der bliver spillet af mindst lige så solide Julianne Moore, dør efter at være blevet bedøvet af kloroform.

Hendes søster, der også bliver spillet af solide Julianne Moore, flytter ind for at tage sig af den 10-11-årige søn, Nicky, men som forsikringsselskabet konkluderer, er der et eller andet galt.

Per Juul Carlsen

Filmtossen Per Juul Carlsen er vært for Filmselskabet på DR K og Filmland Podcast samt anmelder på P1 Eftermiddag.

Han er ikke meget for at tale om yndlingsfilm, men vil gerne vedgå, at hans liv blev formet af Monty Python, David Lynch, ’Rumrejsen år 2001’, ’Blade Runner’, talrige tegneserier og en helt igennem fortræffelig barndom i Randers.

Skylden for ulykkerne i Lodges hjem bliver hurtigt smidt på naboerne, afro-amerikanske Mayers, der døgnet rundt chikaneres af en frådende hob af hvide mænd.

En forstyrrende karikatur

Scenariet er ikke fri fantasi, men hentet fra virkelighedens USA, hvor sorte tilflyttere blev mødt med hetz – og det, der var værre.

'Sorte amerikanere er ikke klar til at bo i hvide kvarterer', lyder et af argumenterne. Det er tydeligvis den anden vej, argumentet skal vendes i Clooneys og Heslovs optik.

Det er alt sammen vildt og voldsomt og forrygende dygtigt orkestreret i solidt amerikansk filmhåndværk.

Matt Damon, Julianne Moore og unge Noah Jupe spiller fortrinligt som den lille familie, og Oscar Isaac er suveræn som den mistænksomme forsikringsagent.

Men der er samtidig noget forstyrrende skingert ved det karikerede billede på det indre amerikanske svinemonster. 'Suburbicon' er åbenlyst det liberale, venstresnoede USA's blik på virkeligheden.

Der bliver ikke argumenteret for noget. Clooney forventer kun, at vi griner og fnyser med af de groteske forviklinger, der bunder i en pilrådden moral. Og resultatet bliver nærmest et katalog over velkendte parodier på 50'ernes forvrængede selvforståelse.

George Clooney, den pæne mand, er vred. Og det er som om vreden har kvalt 'Suburbicon'.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve