Ghita Nørby: Denne film er vigtigere end så mange andre

Filmen ’Nøgle hus spejl’, der har premiere i dag, sætter fokus på tabuer, som er vigtige for både unge og gamle, mener Ghita Nørby, der spiller hovedrollen i filmen.

Må en ældre kvinde forelske sig i en ny mand, mens hendes egen ligger dødssyg i sengen på plejehjemmet?

Sådan lyder temaet i filmen ’Nøgle hus spejl’, der har premiere i dag.

Ghita Nørby spiller hovedrollen som Lily. I filmen bliver hun mødt af skæve, undrende blikke fra sin egen familie og plejepersonalet, da hun pludselig forelsker sig i en anden, mens hun passer sin syge mand.

Filmen forsøger at gøre op med fordommene om, at lidenskaben og kærligheden hører op, når man bliver gammel. Og så sætter den fokus på, hvordan man reagerer, når ens ægtefælle bliver syg.

- Denne film er vigtigere end så mange andre ting, der er lavet film om. Der er en film, der er lavet over noget så farligt som et tabu, siger Ghita Nørby.

Instruktøren Michael Noer, der også lavede ’R’ og ’Nordvest’, står bag filmen. Han og manuskriptforfatteren Anders Frithiof August har blandt andet fået hjælp fra Ghita Nørby til at lave handlingen til filmen.

- Da jeg begyndte at lave den her film, havde jeg ikke forestillet mig, at der skulle være sensuelle scener og ligefrem sexscener i den. Men i virkeligheden er det jo den længsel, der kan være sådan et sted, siger instruktøren.

I TV Avisen i aften kl. 21.30 kan du se mere om filmen. Øverst i denne artikel kan du høre, hvorfor Ghita Nørby synes, filmen er så vigtig.