Ghita Nørby i opsang til unge: Jeres måde at date på er umenneskelig!

Skuespilleren er aktuel i en ny serie, der handler om kærlighed anno 2019. Selv har hun dog ikke meget tilovers for digital dating.

Julen er over os. Og for de fleste er det lig med rigelige mængder fed mad, varm rødvin med opsvulmede rosiner, julefrokoster, gaveindkøb og samvær med familien.

Og med familiesamværet følger som regel spørgsmålene om, hvordan det går. Med studiet. Med arbejdet. Og ikke mindst med kærligheden.

Hvad gør man så, hvis man er 30 år og single og ikke kan blive fri for familiens velmenende - men dømmende - spørgsmål om, hvornår man dog falder til ro og finder sig en kæreste?

Den situation bliver sat på spidsen i den spritnye Netflix-serie 'Hjem til jul', hvor vi følger 30-årige Johannes jagt på kærligheden.

Hun er nemlig så desperat, at hun første søndag i advent vælger at stikke sin familie en løgn og sige, at hun har fundet sig en kæreste - som hun så har 24 dage til at finde.

Den norske serie består af i alt seks afsnit og har Ida Elise Broch i hovedrollen som Johanne, der arbejder som sygeplejerske. Og før hun ved af det, får hun hjælp til at løse sin desperate kærlighedssituation fra en ganske uventet kant.

Kol-patienten Trine Nergaard er nemlig indlagt på det sygehus, hvor Johanne arbejder. Og den aldrende, kæderygende kvinde i hospitalssengen disker snart op med oneliners som: 'Du må ikke være så hurtig til at dømme mænd', 'alene er ikke det samme som at være ensom' og 'du skal leve det liv, du selv ønsker'.

Tinder er et dyrskue

Kvinden i sengen spilles af ingen ringere end Ghita Nørby, og hun giver ikke meget for kærlighedens væsen anno 2019. Og da slet ikke den ellers vidt udbredte dating-app Tinder.

Det bliver hurtigt klart for mig, da jeg møder hende på Hotel d'Angleterre i det indre København for at tale om 'Hjem til jul' og kærligheden anno 2019.

- Jeg synes, Tinder er forfærdeligt! Det er jo et dyrskue - sådan noget handel, starter den legendariske skuespillerdiva, der tydeligvis stadig bobler over af både befriende humor, temperamentsfulde ytringer og en overvældende livskraft.

Du er ikke glad for Tinder?

- Nej, vorherre bevares! Det er da latterligt. For mig er det fuldstændig umenneskeligt.

Ghita Nørbys stemme er nu gået fra skuespillerens kraftfulde diktion til divaens overrumplende tordenskrald.

- Serien viser da til fulde, hvor tåbelig en idé Tinder er, fortsætter hun.

Men så er det pludselig som om, at den velkendte stemmes bulder og brag skiftes ud med eftertænksomhed og humor.

- Vores stræben efter kærlighed behøver da ikke ske gennem iPhone eller Tinder, eller hvad det ellers er for programmer. Så kan man sidde dér på sin telefon og bestemme, at han skal være lidt højere, lidt lavere, være brunøjet eller blåøjet - det er jo fuldstændig som at gå på Hjallerup marked.

Jeg griber straks chancen og får indskudt, at jeg selv kommer fra Nordjylland, så jeg kender godt Hjallerup Marked. Så kigger Ghita Nørby mig lige ind i øjnene - det føles som et røntgenblik - og slår så en stor, hjertelig latter op.

Det ulmende tordenvejr er tilsyneladende drevet over.

- Det er altid svært at finde hinanden, og kærligheden og forelskelsen er vanskelig. Men tror I virkelig, det bliver lettere i den digitale verden? Det bliver da forfærdeligt. Iskoldt.

'Kærlighed er jo svært under alle omstændigheder'

I 'Hjem til jul' giver Johanne sig både i kast med yngre mænd, ældre mænd og mænd, som hun hurtigt finder ud af, hun slet ikke kan holde ud. Imens følger Ghita Nørbys kol-patient nysgerrigt med fra sidelinjen - og proklamerer undervejs blandt andet, at alle mennesker fortjener et godt knald.

Blandt de mange priser, Ghita Nørby har modtaget gennem sin syv årtier lange karriere, er Svend Hædersprisen, som hun modtog i 2018. (Foto: Niels Henrik Dam - 1st shot © Scanpix)

Virkelighedens Ghita Nørby råder os ikke ligefrem til at knalde, men til at åbne vores øjne og 'gå ud på gaden og opleve', hvis vi vil gøre os håb om at finde kærligheden.

- Kærlighed er jo svært under alle omstændigheder, og det hjælper Tinder dig altså ikke med, at det ikke er. Nej. Tværtimod. Det fratager dig jo en oplevelse af at være sammen.

Jeg var egentlig ikke i tvivl om hendes mening, men Ghita Nørby slår alligevel fast, at vi i hendes optik er 'forfærdeligt afhængige af vores mobil'. Det er hun dog også selv, medgiver hun.

- Jeg har den ovenikøbet mange gange altid åben, hvilket er forfærdeligt, fordi man så altid er til rådighed eller disposition, siger hun og fortsætter:

- Det (teknologien) er både vores fjende, men også vores ven. Jeg synes, det er sjovt med e-mails og sms'er, og jeg følger med, så godt jeg kan. Men jeg hører også til en generation, som synes, det var sjovt at få breve. Skrive breve. Have en håndskrift. Sætte et frimærke på.

- Tænk engang! Da vi fik frimærker, hvor man ikke behøvede at slikke bagpå, men bare kunne sætte dem direkte på brevet, så lukkede alle posthusene.

- Jeg synes, det var så skægt at skulle spille en dame, der havde kol og røg, fortæller Ghita Nørby om rollen i 'Hjem til jul'. (© Netflix)

Vær til stede - og kig dig rundt

Samtalen har skiftet tempo igen.

Nu er skuespillerens humor blevet til lyden af en erfaren kvinde, der deler ud af livets guldkorn.

- Det er ikke, fordi jeg ikke forstår, hvad det er, I snakker om. Det er det ikke. Men jeg har oplevet en anden form for liv. Det præger selvfølgelig mig. Ligesom det præger jer at glo ned i den dér telefon - frem for på jeres børn.

Ghita Nørby er hverken på Tinder, Instagram eller Snapchat - og det kunne heller ikke falde hende ind. For, som hun siger, så vil hun ikke have den stemning ind i sit liv.

- Jeg kan ikke lide al det had, al den misundelse og al den dårlige stemning, der er i det.

Hun mener ligefrem, at sociale medier forfører os. Det gælder også Johanne i 'Hjem til jul', der jagter kærligheden gennem den fiktive datingapp 'Lovematch'.

- Du er slave af dem, slår Ghita Nørby fast og kigger mig igen lige ind i sjælen med sit gennemborende blik.

- Vi har opfundet noget, vi ikke selv forstår, som vi ikke kan styre. Det tror jeg på.

Hvad skal vi gøre ved det?

- Vi kan være her. Til stede. Og vide, at der både er noget, der går godt, og noget der går skidt. For sådan er livet altså. Det er ikke perfekt. Den dér perfektion, den ødelægger jo alle mennesker. Det er synd, siger Ghita Nørby og slutter:

- Kig dig dog rundt! Det, synes jeg, er sjovere.

Det råd er hermed givet videre.

'Hjem til jul' kan ses på Netflix nu.