Ghita Nørby: Jeg bliver stadig forvekslet med Ingeborg, og jeg elsker det!

DR har talt med skuespilleren om en af hendes mest ikoniske roller, nemlig rollen som den næsten overjordiske Ingeborg Skjern i 'Matador'. Den knap 40 år gamle serie vises igen på tv - i ny og teknisk forbedret udgave.

Der er visse ting, man ikke spørger Ghita Nørby om.

For eksempel hvad ’Matador’ har betydet i hendes karriere.

- Hvad skal man svare på sådan et spørgsmål?

Eller om hun har lært noget af at blive instrueret af Erik Balling.

- Om jeg har lært noget af hans måde at instruere på? Jeg fortæller dig jo netop, at for mig og min måde at være skuespiller på er store krav fra en instruktør noget af det bedste, man kan opleve.

Man beder hende ikke genfortælle en ikonisk scene.

- Vi regner med, at publikum ser serien.

Og efternavnet Skjern udtales ikke med hørbart j.

- Hun hedder fru Skern! Man udtaler ikke j’et.

Ghita Nørby er en kvinde med meninger, der lægger vægt i sine svar og tryk på mange ord, når hun taler, for at understrege, når noget er særligt vidunderligt, sjovt eller hvis hun mener, at et spørgsmål er irrelevant.

Den 82-årige skuespiller bor i et træhus i Holte, hvor hun tager imod iført en farverig uldkjole, pink ur og mosgrønne nylonstrømper. Hendes entusiasme matcher det kulørte tøj.

- Kom ind, kom ind, siger hun varmt og inviterende.

- Nej, nej, du skal ikke tage skoene af! Dette er et hundehus, siger hun med henvisning til den lange mynde, der strækker sig i en af stuerne ved siden af.

Selv har hun crocs på men skifter til røde indesko, da kameraet bliver tændt. Håret er sat hos frisøren, og makeuppen sidder som den skal, konstaterer Ghita Nørby i et lille spejl. Hun sætter sætter sig i hjørnet af en sofa for nok engang at tale om ’Matador’ og rollen som grisehandlerens datter Ingeborg Larsen, siden Skjern.

Det har hun nu ikke det mindste imod.

- ’Matador’ er værd at tale om. Jeg synes, det er det bedste, der er lavet herhjemme, siger Ghita Nørby om serien, der i dag har repremiere på DR1 i en restaureret udgave.

NB! Dele af handlingen i 'Matador' bliver afsløret i det følgende, så stop her, hvis du ikke vil have afsløret noget!

Om serien

’Matador’ er blevet en kulturarv i Danmark, mener Ghita Nørby.

- Nu laves der jo serier i massevis, og det er også mægtig godt, men ’Matador’ ejer en ganske bestemt stemning, siger hun.

Ifølge hende er en af hemmelighederne bag seriens varme, at personerne bliver ældre undervejs.

Ingeborg lægger ud med i 1929 at hedde Larsen til efternavn og ender serien som fru Skjern med et ekstra barn, et stort hus og titel af konsulinde. I seriens begyndelse går børnene end ikke i skolen, men som den skrider frem bliver de både konfirmeret, forlovet, gift og skilt igen.

Samtlige karakterer er alle ”vidunderligt beskrevet”, mener Ghita Nørby.

- Det er fine karakterer med mange facetter. De er kloge, sjove og dumme. Mennesker, ja! Og alle personer rummer både lys og skygge, siger hun.

- Så godt et manuskript er en kæmpe inspiration og et ufatteligt stort arbejdsgrundlag for en skuespiller.

Serien var ikke så populær i begyndelsen, hvor seerne ikke forstod, hvad de skulle med en grisehandler og en far og hans dreng, der kom spadserende gennem en by ved navn Korsbæk. Men så ramte smitten, som Ghita Nørby formulerer det.

- Det er smitsomt at se ’Matador’. Hvis du ser lidt, skal du også lige se, hvad der sker. Og så skal du måske også lige se, hvad der sker.

Om at få rollen som Ingeborg

Ghita Nørby har aldrig haft en agent i Danmark – kun til udenlandske roller – så rollen som Ingeborg fik hun tilbudt direkte af instruktør Erik Balling over telefon. De to havde arbejdet sammen før, så Ghita Nørby så ikke noget forhastet i sige, at det ville hun da vældig gerne være med i.

Erik Balling og Lise Nørgaard havde skrevet seks afsnit og sendte Ghita Nørby manuskriptet.

- De havde skrevet personerne meget udførligt, så der var overhovedet ingen grund til som skuespiller at gå ind og blande sig, siger Ghita Nørby, der var omkring 43 år, da optagelserne gik i gang.

Hun kendte Erik Balling, der blandt andet også har instrueret 'Huset på Christianshavn' og 'Olsen Banden'-filmene, som en skrap instruktør, der krævede meget af sine skuespillere.

Og det var lige noget for Ghita Nørby.

- Han vidste nøjagtigt, hvad han ville. Det var næsten sådan, at sekvensen var klippet, når han havde sagt ’værsgo’ og ’tak’. Så præcis var han. Derfor skulle jeg også som skuespiller være utrolig præcis. Der var ikke noget med at møde op og ikke kunne sin tekst, siger hun.

- Jeg bryder mig om disciplin, jeg bryder mig om krav. Jeg bryder mig om, at det skal betyde noget. Du skal jo ikke sidde der og pjatte. Nej, det bryder jeg mig ikke om.

Om Ingeborg

Ingeborg Skjern er så hel en kvinde, at Ghita Nørby er i tvivl, om kvinder af hendes støbning eksisterer i virkeligheden.

- Det er næsten ikke til at være så vidunderlig, som Ingeborg Skjern er. For det første er hun smuk, for det andet er hun værdig og klog og rummelig og forstående. Hun er aldrig nogensinde ydmyg eller underdanig. Hun har en meget, meget flot kvindelig stolthed i sig, siger Ghita Nørby.

  • Ghita Nørby var i begyndelsen af 40'erne, da hun påbegyndte optagelserne til 'Matador'. (Foto: Rolf Konow © (c) DR)
  • Her ses hun i rollen som Ingeborg, der er mor til Ellen, som hun har med en mand, Holger, der har siddet i fængsel. Til venstre ses Daniel, som hun lærer at kende, da han sammen med sin far Mads Andersen-Skjern kommer til Korsbæk. (Foto: Rolf Konow)
  • Mads og Daniel får en varm velkomst af Ingeborgs forældre, hos hvem Ingeborg og Ellen bor. Og snart lærer Ingeborg og Mads hinanden at kende og bliver siden gift. (Foto: Rolf Konow)
  • Ingeborg tager efternavnet Skjern, som også er navnet på byens største tøjforretning. (Foto: Rolf Konow)
  • Her ses Ingeborg med sin mor, Kathrine, der spilles af Lily Broberg. (Foto: Rolf Konow)
  • Ingeborg og Mads får også et barn sammen, Erik. (Foto: Rolf Konow)
  • Gennem serien kommer familien Skjern til penge. (Foto: Rolf Konow)
  • Og Ingeborg er i slutningen af serien konsulinde af titel. (Foto: Rolf Konow)
1 / 8

Men hendes måske nok mest fantastiske egenskab er ifølge hende, der spiller rollen, at Ingeborg er gift med en mand, der aldrig nogensinde opdager, hvem hun er. Og hun forventer ingen tak, hvilket næsten gør hende overjordisk, mener Ghita Nørby. Hun tilføjer:

- Du kan jo nok forstå, at det har været vidunderligt at spille den rolle.

Den stærkeste scene med Ingeborg

Der er mange kendte og betydningsfulde scener med Ingeborg. Men den, som Ghita Nørby fremhæver, er scenen, hvor Mads siger til hende, at Daniel må klare sig uden sine forældre, fordi han er homoseksuel.

- Han er jo syg i hovedet, siger Mads i scenen som forklaring.

Ingeborg er rasende og siger dirrende og højt ind i ansigtet på Mads:

- Det er dig, der er syg i hovedet! Hvad er du for et menneske? Hvem tror du, du er? Kan du ikke engang lade din egen dreng være i fred?

Ghita Nørby opsummerer den barske scene, der ender med, at Ingeborg siger, at hun vil gå fra Mads:

- Det er vel også den eneste gang, hun - om jeg så må sige - løfter stemmen og siger, at ’nu kan det være nok. Fordi nu er du for urimelig’.

- Efter denne scene blev hun også en slags fortaler for de homoseksuelle. Der er hun jo allerede meget tidligt ude i sin store forståelse af sin sympati for menneskeheden og menneskerne, om de er det ene eller det andet.

Om Ingeborgs skæbne efter ’Matador’

Men Ingeborg går ikke fra Mads.

Hun rejser blot til Paris for at besøge Daniel og vender hjem igen til sin mand. Hun er nemlig loyal udover det sædvanlige, konstaterer Ghita Nørby, der her spår om, hvad der blev af Ingeborg efter seriens 24. og sidste afsnit:

- Hun bliver ved med at være ved sin mands side, indtil en af dem dør. Hun forlader ikke sin Mads, og han drømmer jo ikke om at forlade sin kone. Hvorfor skulle han det? Det går ham jo så godt.

- Hun ved, at hvis hun går fra ham, falder han sammen. For han er alt for svag. Han kan slet ikke klare sig uden en Ingeborg, og hun vil aldrig nogensinde efterlade ham der. Aldrig.

Om at blive kaldt fru Skjern

Selvom det er knap 40 år siden, at Ghita Nørby optrådte som Ingeborg, bliver hun stadig forvekslet med sin karakter.

- Hvis jeg kommer ned i Irma, er der mange, der siger: ’Hvad skulle det være, fru Skjern?’

Endnu mere udpræget var sammenblandingen, da serien blev vist i fjernsynet første gang.

- Da kom folk ind imellem hen og sagde til mig: ’Ej, altså, nu MÅ du blive skilt fra din mand!’ Og jeg tænkte, at ’neeej, den mand, jeg er gift med i øjeblikket, har jeg nu ikke tænkt mig at blive skilt fra’, siger Ghita Nørby.

- Og så gik det op for mig, at de mente, at det var Mads Skjern, jeg skulle skilles fra. Så sagde jeg, at ’jeg hedder jo Ghita, og Mads hedder jo Jørgen Buckhøj, og han er gift med Christa Rasmussen, og de har en lille hund’. Men der var ingen, der ville høre på mig, for jeg var bare Ingeborg. Og Jørgen var Mads.

Ghita Nørby og Jørgen Buckhøj, der spiller Mads Skjern, under indspilningerne til 'Matador'. (Foto: Allan Moe)

Hvad synes du om at blive forvekslet med rollen?

- Jeg elskede det da! Man skal da brede sine arme ud og taknemmeligt modtage publikums glæde over det, man laver. Skal man stå og fedte og gå sin vej? Nej! Det har jeg aldrig gjort. Jeg siger tak!

Første restaurerede afsnit af ’Matador’ sendes i dag, lørdag 6. maj klokken 20 på DR1.

Ghita Nørby

  • 82 år, uddannet skuespiller i 1956.

  • Har efter eget udsagn spillet 152 filmroller ”og mindst ligeså mange på teatret”. Blandt de første film kan nævnes ’Charles Tante’ (1959), ’Baronessen fra benzintanken’ (1960) og ’Han, hun, Dirch og Dario’ (1962).

  • Af andre titler kan nævnes: ’Dansen med Regitze’ (1989), ’Arven’ (2003) og ’Stille Hjerte’ (2014).

  • Er også kendt fra mange serier, ikke mindst ’Matador’, hvor hun spillede rollen som Ingeborg i årene 1978-81. Har også medvirket i ’Riget’, ’Edderkoppen’, ’Rejseholdet’ og ’Ørnen’.

  • Blev ansat på det Kongelige Teater umiddelbart efter endt uddannelse og er siden vendt tilbage dertil. Gennembruddet fik hun i forestillingen ’En duft af Honning’ på Ungdommens Teater i 1960. Siden har hun blandt andet medvirket i ’Mistantropen’ (1973 og 2002), ’Fra Regnormenes liv’ (1982) og ’Hvem er bange for Viginia Woolf’ (1983).

  • Har netop haft præmiere på sin 60 års jubilæumsforestilling ’Sarah’ på Folketeatret.

  • Har været gift flere gange og har en søn med Dario Campeotto. Bor i Holte.