Giftig regn hærger hovedstaden i ny Netflix-serie: Sådan har du aldrig set København før

I Netflix’ første danske satsning 'The Rain', er fremtidens København totalødelagt og forladt.

Den danske sci-fi-serie The Rain havde i går premiere på Netflix. (Foto: Per Arnesen © Per Arnesen)

Hvordan ville København se ud seks år efter, at en giftig regn havde udslettet det meste af Skandinaviens befolkning og kun efterladt få overlevende?

Det spørgsmål stod Rasmus Bøgh Hansen blandt andet over for som Location Manager på Neflix' nye danske satsning 'The Rain', der havde premiere fredag.

- Det er mit ansvar at finde de locations, vi skal optage på, og det er alle de steder, der ikke foregår i et studie. Det gør jeg i samarbejde med instruktør, fotograf og Production Designer. Så det handler om, hvad de kunne tænke sig, fortæller Rasmus Bøgh Hansen og fortsætter:

- Så tager jeg billeder af de locations, og laver aftaler med folk for at høre, om det kan lade sig gøre. Så det er selve logistikken omkring det. Men det kan godt være angstprovokerende, når det pludselig er så store områder som Rådhuspladsen.

Rådhuspladsen ser helt anderledes ud, end vi er vant til, i The Rain.

Netflix' første danske satsning

'The Rain' er streamingtjenestens første originale danske satsning, hvor både hovedrollerne, instruktøren, producerne og ikke mindst sproget er dansk.

Serien er skrevet af Jannik Tai Mosholt, der også står bag Borgen, Rita og Bedrag, og er skabt sammen med Esben Toft Jacobsen og Christian Potalivo.

- Det var vigtigt for os, at det var danske billeder og danske landskaber. Vi fandt blandt andet den her lille motorvej, der jo udstråler en dansk motorvej, og det er fedt for realismen i historien. Det er den første danske Netflix-serie, og det blev der gjort meget ud af. Det skulle være billeder, som seeren kunne genkende, for så opstår der sådan en wow-effekt eller chok-effekt, og den er fed, forklarer Rasmus Bøgh Hansen.

Et tomt og ødelagt København

Den dystopiske fremtidsserie viser et futuristisk og ødelagt København, som fremstår fuldstændig øde, efter en brutal virus har skabt død og ødelæggelse.

- Ud fra mit perspektiv har vi at gøre med en verden, der er død og forladt. Derfor skulle vi blandt andet finde ud af, hvordan bygninger ville se ud, hvis de havde stået tomme et stykke tid. Vi skulle også prøve at beregne, hvor meget skrald der ville ligge i gaderne, og hvor hurtigt træer automatisk ville vokse ud, fortæller Rasmus Bøgh Hansen og fortsætter:

- Så der har været meget research omkring det. Vi har måske valgt en lidt dramatisk løsning med træerne - måske er der mere skov i serien, end der ville være i virkeligheden - men vi ville gerne skabe en verden, der var realistisk for seeren.

Der er vokset træer op ved Tivolis hovedindgang, efter København er blevet en forladt og øde by.

Realistisk sci-fi

Den postapokalyptiske serie er en dramatisk en af slagsen, og det er ikke kun på grund af den drabelige regn. I den unge gruppe, hvor vi blandt andet oplever Mikkel Boe Følsgaard og Alba August, opstår der nemlig både kærlighed, jalousi og alle de problemer, som hører overgangen fra barn til voksen til.

- Vi ville gerne være så realistiske som muligt. Selvom serien er sci-fi, skal billeder og locations stadig kunne underbygge historien, lyder det fra Rasmus Bøgh Hansen.

Foruden Rådhuspladsen tæller seriens lokationer også steder som Tivolis hovedindgang på Vesterbrogade og Langebro.

- Det var forbløffende nemt, at få lov til at filme der. Københavns Kommune har været helt fantastiske i det samarbejde, for det er store steder, der skal tømmes for mennesker og biler, men det gik rigtig godt. Også selvom det var Rådhuspladsen midt om dagen og Langebro om aftenen, forklarer Rasmus Bøgh Hansen.

Mikkel Boe Følsgaard er en af hovedrollerne i Netflix' nye danske tv-serie. (Foto: Per Arnesen © Per Arnesen)

Du kan se hele første sæson af The Rain på Netflix.

Facebook
Twitter