Giver dig knugende ondt i maven: DR's nye dramaserie får ros af anmelderne

'Ulven kommer' roses især for "sit uhørt velspillende" skuespil og for at tage et ellers tungt emne op.

Bjarne Henriksen og Flora Ofelia Hofmann Lindahl spiller de to hovedroller i 'Ulven kommer', der netop har haft premiere. (Foto: © Michella Bredahl, dr)

Er en trist familiesag om mulig vold i hjemmet godt stof til en fiktionsserie i bedste sendetid?

Ja, lyder svaret i dag fra flere af anmelderne, der har set første afsnit af DR's nye dramaserie, 'Ulven kommer'.

Serien, der har Bjarne Henriksen og Flora Ofelia Hofmann Lindahl i hovedrollerne, får flere steder stor ros for sit skuespil, mens DR roses for at have mod til at tage et så kommunalt emne op.

I serien følger vi nemlig for første gang en socialrådgivers detektiv-agtige arbejde med at finde ud af, hvad der er op og ned i en familie, hvor en 14-årig pige anklager sin stedfar for vold.

Den fortælling giver både Ekstra Bladet og JydskeVestkysten fem stjerner.

- Det er et urovækkende, grænseoverskridende og knugende ondt-i-maven-drama, som her udspiller sig i et hverdagsdanmark i genkendelige omgivelser, hvilket gør det hele meget værre – på den gode måde forstås, skriver JydskeVestkysten.

- Uanset hvad han spiller, forlener han rollerne med dyb troværdighed. Jeg tror altid på Bjarne Henriksen, skriver Jyllands-Postens anmelder om skuespillerens præstation i 'Ulven kommer'. (Foto: © Michella Bredahl, Dr)

I Soundvenues firstjernede anmeldelse fremhæves især skuespillet, og her kalder anmelderen blandt andet serien for "et jordbundent stykke socialrealisme fra det grå hverdagsdanmark".

- De rige portrætter gør 'Ulven kommer' til et forbilledligt indspark i den aktuelle debat om tvangsfjernelser, et socialpolitisk felt, propfyldt med svære valg, slørede grænser og kolossale menneskelige konsekvenser. Når missionen lykkes, skyldes det et uhørt velspillende cast.

Samme antal stjerner finder man blandt andet hos Jyllands-Posten, Politiken og Ekko.

Håbede at bidrage med følelsesmæssigt perspektiv

DR's dramachef Christian Rank er selvsagt begejstret for modtagelsen.

- Vi er rigtig glade, og efter hvad jeg kan læse mig til, fremhæver mange af anmelderne netop de ting, vi gerne ville med serien – nemlig at gribe ned i en aktuel debat og skildre det nære drama, der knytter sig til emnet.

Udsatte børns vilkår kom netop på dagsordenen, da statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale i år satte fokus på området, og dermed tapper 'Ulven kommer' også fint ned i den debat.

- Dér håber vi jo, at vi kan være med til at nuancere og give debatten et nært, følelsesmæssigt perspektiv, siger Christian Rank om serien.

Den del har Politikens anmelder da også hæftet sig ved:

- 'Ulven kommer' giver ansigt til ofre og anklagede og indblik i procedurer og dilemmaer, der er en del af problematikken, når vi debatterer Mette Frederiksens nytårsforsæt om, at vi i udgangspunktet altid skal være på de udsatte børns side.

Det halter med den gode stemning hjemme hos familien fra 'Ulven kommer', da datteren Holly anklager sin stedfar for at slå hende. I rollen som hendes lillebror, Theo, ses Noah Storm Otto. (Foto: © Michella Bredahl, dr)

Savner det gamle 'glimt i øjet' fra DR

Det er dog ikke alle, der kaster om sig med fire eller fem stjerner. Mindst begejstring finder vi hos B.T., der giver 'Ulven kommer' tre stjerner.

Seriens "stærke hold af skuespillere" roses godt nok, men anmelderen påpeger, om det ikke er ved at være tid til at finde en smule lethed frem igen i DR.

Siden 'Borgen' sluttede i 2013 har DR's serier nemlig "generelt set været en tung omgang", skriver anmelderen:

- (Det er) alle serier af høj kvalitet, men glimtet i øjet, som ellers tidligere prægede de store, samlende serier, er på en måde forsvundet, og det er oplagt at spørge: Har I slet ikke nogen humor, DR?

Christian Rank har dog ikke sat sig for, at alle serier skal være socialrealistiske fremover, siger han:

- Vi har ikke et formuleret mål om kun at producere socialrealisme. Det er DR's rolle som public service-station at perspektivere og nuancere det samfund, vi lever i. Når jeg kigger frem imod de serier, vi har i udvikling til de kommende år, ser jeg flere serier i forskellige genrer og med forskellige udtryk, der hver især bidrager til en nuanceret skildring af vores fælles liv, siger han.

Første afsnit af 'Ulven kommer' kan ses på DRTV her, mens næste afsnit er tilgængeligt på DRTV fra fredag klokken 6. Se traileren til serien her: