Glem alt om hurtig sex og onani. Det her er reality-tv, som du aldrig har set det før

Netflix' 'Too Hot to Handle' har taget verden med storm med sit anderledes koncept.

I 'Too Hot To Handle' er lektien, at hurtig sex kan stå i vejen for dybere relationer og forvrænge selvbilledet. (Foto: Ana Cristina Blumenkron © Netflix)

Hvis man er single lige i øjeblikket, så må reglerne om fysisk afstand i den grad føles som lidt af en forhindring. Specielt når sommeren, og alt hvad der følger med af let påklædning og flirtende blikke på gaden, føles meget tæt på.

Men bare rolig - du har det med garanti ikke så hårdt som deltagerne i Netflix' nyeste reality-program 'Too Hot to Handle'!

Reality-programmer er tydeligvis noget, Netflix har i sinde at satse på i fremtiden. Det er ikke mere end et par måneder siden, at Netflix havde gigantisk succes med et andet reality-program, 'Love Is Blind', hvor en række singler giftede sig med folk, de endnu ikke havde set. Også 'The Circle', som Netflix købte og lavede en amerikansk version af, var populær og skabte en del debat.

Fælles for de fleste af Netflix' reality-programmer er, at de alle har et element af læring og personlig udvikling. I 'The Circle' skulle vi blive klogere på vores færden på sociale medier. I 'Love Is Blind' skulle deltagerne se, om personlighed var nok i forhold til et længerevarende parforhold. Og i 'Too Hot to Handle' er lektien, at hurtig sex kan stå i vejen for dybere relationer og forvrænge selvbilledet.

Netflix-stilen kan på en måde opsummeres som liggende mellem TV3's visuelt polerede reality-stil og casting - der hovedsageligt består af trænede mennesker, der går op i deres udseende - og DR3's mere eksperimenterende stil, der har et selvudnævnt fokus på at grave dybere i vores psyke og identitet.

'Too Hot to Handle' rammer perfekt ned i midten, og jeg så samtlige otte afsnit henover kun to aftenener. Det er noget af det mest seværdige reality-tv i lang tid. Men hvorfor skal du se 'Too Hot to Handle', og hvordan adskiller det sig fra alle de andre reality-programmer?

Her er programmets skøre idéer ridset op, så du er helt klar til at kaste dig over kyskheds-tv, som du aldrig har set det før.

1

Dyrisk tiltrækning

- De her deltagere er ikke bare klar på lidt af hvert. De er håndplukket, fordi de er i en kronisk tilstand af løbetid, skriver Frederik Dirks Gottlieb. (© Courtesy of Netflix)

Netflix' timing med det her program kunne ikke være bedre. Vi taler så meget om berøring for tiden, og jeg tror, vi er mange, der allerede reagerer underligt, når man ser folk kramme, kysse og berøre hinanden på tv-skærmen. Vi er blevet bevidste om berøring på en måde, som vi aldrig har været før. Og det er præcis, hvad 'Too Hot to Handle' handler om.

Deltagerne ved ikke andet, end at de er blevet udvalgt til at være med i et eksperimenterende reality-program - og glæder sig i udgangspunktet blot til at dyrke en masse sex med andre lækre mennesker. Og de her deltagere er ikke bare klar på lidt af hvert. De er håndplukket, fordi de er i en kronisk tilstand af løbetid.

Den første dag voldflirtes der fra første minut, og begejstringen i deltagernes øjne, hver gang en ny, lækker deltager tropper op, minder om et barn, der åbner pakker juleaften.

2

Nok se, ikke røre

Der er 100.000 dollars på højkant, hvis deltagerne i 'Too Hot to Handle' kan holde hænderne over dynen. (Foto: Aline Arruda © Netflix)

Stemningen ændrer sig dramatisk, da en kegleformet højtaler pludselig begynder at tale og opridse spillets regler. Den Siri-lignede 'kunstige' intelligens hedder Lana, og hun ikke bare hører alt, hun ser alt. Lana synes ikke, at alle de her smukke unge mennesker skal kaste sig over hinanden med det samme.

Nej, hun mener, at de ville have bedre af at skabe rigtige forbindelser til hinanden og på den måde opbygge relationer, der kan holde for livet.

Det gør hun ved at sætte 100.000 dollars (eller lige under 700.000 danske kroner) på højkant, hvis de kan holde hænderne over dynen. Det indbefatter, at de ikke må kysse, dyrke sex eller tilfredsstille sig selv. Deltagerne er chokerede, men muligheden for at tjene så mange på penge på relativt kort tid (programmet er optaget over 30 dage), er ikke til at stå for.

3

Sex koster penge

Eksperimentet er på mange måder ret vellykket, mener Frederik Dirks Gottlieb. (Foto: Aline Arruda © Netflix)

Hvad sker der så, hvis man alligevel kommer til at røre lidt ved hinanden på en "upassende" måde? Så koster det ved kasse ét! Et kys koster for eksempel 3.000 dollar, og derefter stiger priserne, alt efter hvor "alvorlig" forseelsen er. Det kommer flere af deltagerne til at stifte bekendtskab med, for de solbrune deltagere kan ikke stå for hinanden. Og læg dertil oveni, at de ikke må onanere.

Flere deltagere danner også par på trods af ikke at kunne "prøvekøre" den seksuelle del af forholdet. Den altid storgrinende drengerøv Harry og Instagram-modellen Francesca bliver hurtigt hamrende forelsket og har i den grad svært ved ikke at bryde reglerne. Ligeledes danner Sharron og Rhonda hurtig par, og især Sharron skal virkelig vænne sig til forventningerne om, at han skal åbne følelsesmæssigt op, nu hvor man ikke kan udtrykke sig fysisk.

Eksperimentet er på mange måder ret vellykket. Måske er det bare effektivt klippearbejde, men som seer fornemmer man, at forhold, som måske ville have været hurtigt overstået på grund af de mange distraherende fristelser, får lov at bygge sig stærke, nu hvor sex ikke er på menuen.

4

Drille-robotten Lana

Programmets format fungerer som en slags spændetrøje, der tvinger deltagerne til at se indad. (© Courtesy of Netflix)

Selvfølgelig bliver der kastet masser af svensknøgler i maskineriet undervejs, og netop som et par lader til at have opbygget et stærkt bånd, tester Lana deltagernes loyalitet ved at invitere den ene part på date med en anden fristende deltager. Lana kan også give grønt lys til kys, når deltagerne har gjort sig fortjent til det.

Hun sender også folk hjem, hvis de ikke dedikerer sig til den selvudvikling, som programmet lægger op til. På den måde bliver programmet en slags spændetrøje, der tvinger deltagerne til at se indad.

Der er herligt meget humor i 'Too Hot to Handle', og både tv-speakeren og samlingspunktet Lana kaster spydige og til tider moralsk dømmende kommentarer efter deltagerne. Det skaber en sjov og let atmosfære, som trækker programmet mere i retning af 'Love Island', og distancerer det fra mere selvhøjtidelige koncepter, hvor vi skal købe ind på præmisserne, som gjaldt det deltagernes liv.

5

Illusionen er bedre end ingenting

Ifølge Frederik Dirks Gottlieb er det "ganske positivt og berigende at se helt unge mennesker fortrænge deres basale instinkter og i stedet snakke om følelser og forbindelser til de andre deltagere." (© Courtesy of Netflix)

Du bliver ikke et klogere menneske af at se 'Too Hot to Handle' – heller ikke selvom Netflix til en vis grad gerne vil have dig til at tro det.

Men det er skønt at se en række deltagere, der - i hvert fald for en stund - selv tror, at de udvikler sig med lynets hast. De taler stolpe op og ned om de fremskridt, de gør, fordi de ikke har dyrket sex i en håndfuld dage. Og hvis man glemmer den lille sarkastiske stemme nede i maven et øjeblik, så er det faktisk ganske positivt og berigende at se helt unge mennesker fortrænge deres basale instinkter og i stedet snakke om følelser og forbindelser til de andre deltagere.

Konkurrenceelementet fylder heller ikke så meget i 'Too Hot to Handle', så det er begrænset, hvor taktisk deltagerne opfører sig - et element, jeg hurtigt blev træt af efter for mange sæsoner af 'Paradise Hotel'.

'Too Hot to Handle' kan streames på Netflix.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter