Glem de rædselsfulde og mislykkede Stephen King-filmatiseringer! Denne serie må du ikke misse

'The Outsider' er muligvis den eneste gode Stephen King-serie til dato, mener serieekspert.

Som en del af det overnaturlige islæt i 'The Outsider' er det lokale politi afhængige af den clairvoyante privatdetektiv Holly Gibney. (© Bob Mahoney/ HBO Nordic)

Den amerikanske forfatter Stephen King er uden tvivl et geni - et enormt produktivt geni. Han har skrevet mere end 60 romaner og 200 noveller, og derfor er hans bøger også konstant genstand for diverse film og serie-filmatiseringer.

Selv er han ikke bange for at være kritisk over for disse, og det er med god grund, for standarden har vitterligt ikke altid været lige høj.

Bevares, der har været enkelte ikoniske filmatiseringer: Stanley Kubrics mesterværk 'The Shining' (som King notorisk ikke bryder sig om), gyserklassikerne 'Misery' og 'Carrie' og selvfølgelig 'The Shawshank Redemption', der er den højest ratede film nogensinde på filmsitet IMDb, er uden tvivl mesterligt udførte.

Men for hver 'The Shining' har vi også været udsat for ti dårlige til middelmådige filmatiseringer såsom 'The Lawnmower Man' og 'Children of the Corn'.

Hvor hans imponerende bagkatalog hovedsageligt plejede at blive til spillefilm, kommer der i dag langt flere serier – et format, der på papiret er perfekt, når det kommer til at filmatisere bøger, der i deres detaljerigdom og dybe karakterarbejde nyder godt af det længere format.

Desværre har de fleste været alt lige fra ligegyldige til rædselsfulde.

Nu har vi dog endelig fået en virkelig god Stephen King-serie, som både seere og anmeldere lader til at elske.

Gyser-thrilleren 'The Outsider', der handler om opklaringen af drabet på en lille dreng i en amerikansk flække, er nemlig ikke blot visuelt overlegen og uhyre velspillet. Det er muligvis den eneste gode Stephen King-serie til dato - og måske en af de bedste Stephen King-filmatiseringer overhovedet.

Her kan du se, hvor jeg synes, 'The Outsider' rangerer i forhold til andre Stephen King-film og -serier:

Her er de bedste og de værste Stephen King-filmatiseringer ifølge Frederik Dirks Gottlieb. (© DR)

Og her kan du læse mere om, hvad jeg synes om serien:

1

Mindre fjollet, mere seriøs

I 'The Outsider' bliver den garvede politibetjent Ralph Anderson kraftigt påvirket af mordet på en lille dreng. Han har mange år forinden mistet sin egen søn og er nu tvunget til at forholde sig til sit tab på ny. (© Bob Mahoney/ HBO Nordic)

Jeg elsker en sjov film eller serie fra tid til anden, men det er bedst, når den er bevidst sjov. Mange King-filmatiseringer gennem årene er desværre ofte endt som ubevidst morsomme, fordi de ikke har taget sig selv seriøst nok.

'The Outsider' er en langt mere seriøs sag og langt fra de fjollede 80'er- og 90'er-kitschfilm og -serier, der var med til at give King-filmatiseringer et dårligt ry.

I 'The Outsider' følger vi kriminalassistenten Ralph Anderson, der føler sig meget sikker i sin sag, da han foran størstedelen af de lokale indbyggere den lille flække Cherokee City i Georgia til en baseball-kamp anholder den joviale familiefar Terry Maitland for mordet på den lille dreng Frankie Peterson.

Det går dog hurtigt op for Ralph, at der er noget mystisk på spil. For på trods af håndfaste beviser dukker der en videooptagelse op af Terry, der indikerer, at han har været to steder på én gang. Uden at ane hvad han skal stille op, inviterer Ralph den clairvoyante betjent Holly Gibney med om bord på opklaringsholdet.

Seriens overnaturlige element er meget underspillet, og det meste af tiden er det som at se en almindelig (om end rigtig god!) krimiserie. Faktisk glemmer man indimellem, at der er noget overnaturligt på spil og bliver i stedet suget ind af Ben Mendelsohns fantastiske skuespil og den høje produktionsværdi på både lyd- og billedside.

Generelt vil jeg sige, at 'The Outsider' er en serie, der kan tilfredsstille både fans af ordinære krimier og dem, der er mere til sci-fi eller gys.

2

Fortæller en brugbar historie

I serien spiller den amerikanske skuespiller Mare Winningham rollen som Ralph Andersons kone, Jeannie Anderson. Mordsagen vækker store spændinger i deres forhold. (© Bob Mahoney/ HBO Nordic)

Jeg elsker, at man har taget krimi-delen hamrende seriøst, og selvom nogen måske vil blive skuffet over, at serien går i en overnaturlig retning, så er gyser-elementerne med til at brede historien og figurerne mere ud end den gængse krimi kan.

For det er nemlig ikke længere bare et puslespil, der skal gå op, som i en klassisk "hvem har gjort det"-fortælling. Det er en mere filosofisk historie om ondskaben i os alle og det at overkomme tab.

Sideløbende med hovedplottet følger vi nemlig også betjenten Ralphs personlige liv med konen Jeannie, hvor parret glider længere og længere fra hinanden, efter de for mange år siden mistede deres eneste barn.

Ralph er en fordrukken arbejdsnarkoman, og Jeannie har lukket helt af for følelserne. Men missionen om at finde den lille Frankie Petersons morder åbner for de gamle sår, og en modvillig - men tiltrængt - helingsproces går så småt i gang.

'The Outsider' er et godt eksempel på, at genre-serier, i dette tilfælde en overnaturlig gyser-serie, også kan fortælle nærværende og troværdige historier om almindelige mennesker.

3

Ingen b-horror

En anden Stephen King-filmatisering er serien 'The Mist', der generelt har fået en hård modtagelse. Online-magasinet IndieWire kaldte sågar serien for "en hån mod Stephen King". (© Spike - Viacom)

Nyere tids King-filmatiseringer har med få undtagelser været ret så rædderlige. Fra serien 'The Mist' til den dansk-instruerede 'Dark Tower', der føltes som en forhastet tv-film.

Men Stephen King-films dårlige ry trækker tråde helt tilbage til de tidlige 80'ere, og selvom jeg personligt elsker kitschede b-film som 'Pet Sematary' og 'Creepshow', så har den svingende kvalitet gjort det svært at stole på, at en ny Stephen King-filmatisering skulle være værd at se.

'The Outsider' er derimod anderledes kvalitetsbevidst og generelt lavet af virkelig dygtige folk. Udover et blændende cast, endelig med en gennembrudsrolle til den evige birolleskuespiller Ben Mendelsohn, så er de to første afsnit instrueret af en af seriens hovedroller, Jason Bateman.

De seneste år har Jason Bateman, som nok er mest kendt for sin rolle som Michael Bluth i 'Arrested Development', udviklet sig fra en solid skuespiller til lidt af en serie-auteur. Han står bag den populære Netflix-serie 'Ozark', og så har han mesterligt instrueret de to første afsnit af 'The Outsider'.

Bag 'The Outsider' står Richard Price, en amerikansk manuskriptforfatter, der blandt andet står bag en anden HBO-serie, nemlig den yderst kompetente 'The Night of'. Han har derudover skrevet på 'The Deuce' og 'The Wire' og er efterhånden ved at opbygge et af tidens mere imponerende serie-cv'er.

Med 'The Outsider' har han ikke bare lavet en fantastisk serie – han har lavet den bedste Stephen King-filmatisering i årevis.

'The Outsider' kan streames på HBO Nordic.

Facebook
Twitter