God gammeldags hyggeligt vanvid med lidt afslappet anrettet anarki indover

En 100 år gammel svensker stikker af fra sit plejehjem. Fin idé. Men hvad er meningen?

Det er virkelig synd for 'Den hundredårige', at den får dansk premiere samme dag som Ben Stillers 'The Secret Life of Walter Mitty'. Den var ikke blevet en bedre film af at blive sendt på alle mulige andre tidspunkter, men stillet overfor netop 'Walter Mitty' bliver det tydeligt hvor stor forskellen er på fantasifuld fantasi og fantasiløs fantasi.

Det svenske samfunds snærende bånd

Mens Ben Stiller sender publikum på en eventyrlig filmrejse og giver velkendte hjørner af verden et helt nyt udtryk med en pointe 'om at gribe drømme og leve', er det betydeligt mere usikkert hvad instruktøren Felix Herngren vil os med 'Den hundredårige'. Den tager udgangspunkt i Jonas Jonassons bestseller af samme navn om en mand, der kravler ud af vinduet fra sit plejehjem på sin 100 års-dag og stikker af fra det svenske samfunds snærende bånd. Fuldt forståeligt eftersom mandens hjerne ser ud til at fungere fint.

Den afgørende brik i udviklingen af atombomben

Det er et glimrende billede på Manden, der tager på Det store Eventyr, men i modsætning til Walter Mitty er den hundrede år gamle Allan Karlsson ikke en dagdrømmer. Undervejs i filmen får vi at vide, at Karlsson allerede har været på talrige eventyr. Da han var dreng sprængte han en skruppelløs grossist, der var sin kone utro, i stumper og stykker. Senere deltog han i Den spanske Borgerkrig, hvor han fik lov at dyrke sin passion og smadre broer i læssevis, inden han til sidst blev inviteret til dans hos fjenden, diktatoren Franco. I slutningen af 2. verdenskrig gav han amerikanerne den afgørende brik i udviklingen af atombomben og blev derefter ven af den kommende præsident, Harry S. Truman. Senere havnede han i et net af spionage og mødte Stalin i det gamle Sovjetunionen.

Pænt sagt, fantasiløst

Det er som udgangspunkt vældig fantasifuldt, men også på en underlig nu-lader-vi-bare-alting-ske-facon. Der er ikke nogen egentlig mening med at Karlsson møder såvel Franco som Oppenheimer og Truman og Stalin. Det puffer ikke noget videre. Det er bare sjovt og skægt og - i udgangspunktet - fantasifuldt. Det nærmeste vi kommer en drivkraft i historien er at Allan stikker af med en kuffert, han bliver bedt om at passe på af en narkohandler på en banegård. Kufferten viser sig at indeholde en ordentlig røvfuld penge og så har vi sluppet et af folkekomediens allerældste kneb - en almindelig mand, der ubevidst driver gæk med en flok hårdkogte gangstere - løs. Det er, pænt sagt, fantasiløst.

Drøner rundt efter kufferten

Mens narkohandlerne drøner rundt efter kufferten, støder den hundredårige ind i talrige mennesker, der er parate til at gribe eventyret. Pludselig havner Allan og hans nye venner i en ødegård hos en ung kvinde, der har snuppet en elefant fra et omrejsende cirkus. Og så skal vi have en elefant tøffende rundt i historien, uden anden effekt end at en elefant i svenske omgivelser er ret tosset.

God gammeldags hyggeligt vanvid

Det er god gammeldags hyggeligt vanvid med lidt afslappet anrettet anarki indover, men som bekendt fungerer vanvid og anarki bedst når det er bundet op på en stram logik, hvilket så forskellige film som Monty Pythons 'Life of Brian', Seth Rogens og Evan Goldbergs 'This is The End' og Ben Stillers 'The Secret Life of Walter Mitty' grundigt understreger. Der er en klar mening når Stiller sender Mitty ud på rablende gale billedudflugter og lader ham slås med en grønlandsk haj eller stikke af fra et islandsk vulkanudbrud. Men bare at være skør for det skøres skyld, eller fantastisk fordi det er fantastisk at være fantastisk, som 'Den hundredårige', er altså fantasiløst.

'Den hundredårige' får premiere 1. juledag, den 25. december

Facebook
Twitter