God gammeldaws ramasjang som Vorherre lavede den

Billedmesteren Ridley Scott følger trofast Bibelens ord i 'Exodus: Gods and Kings'

Vi finder aldrig ud af hvad Ridley Scott tænkte, da han så Darren Aronofskys ’Noa’.

Tænkte han ’Wouv, sikken en fantasi, sikken en vild vision, sikken et mod til at pille ved en af grundfortællingerne i vores civilisation!’? Eller tænkte han ’hold kæft, noget forskruet og fortænkt films!’?

Eller konstaterede han blot ’fin film’?

Årets to store bibelfilm

Gamle Ridley bør have tænkt det første. Han og Aronofsky har serveret årets to store bibelfilm, de har kastet sig over hver sin beretning fra kristendommens Gamle Testamente, de historier der har formet vores måde at tænke på i Den vestlige Civilisation. Men det er Aronofsky, der har tænkt længst og højest og dybest og vildest.

Hans gendigtning af fortællingen om Noa, den eneste rettroende mand, der skal redde to eksemplarer af hver dyrerace og bygge et ark til at modstå Syndfloden, forsøgte at forstå de vanvittige kvaler, det menneske må gennemleve.

’Noa’ var et psykologisk portræt af et menneske, der bliver udfordret til det alleryderste på alt, på sin tro, på sin samvittighed, på sin kærlighed, på sin moral …

Tvivlen og overvejelserne var allerede beskrevet i Det gamle Testamente, men 45-årige Aronofsky foldede dem ud og gjorde tvivlen, ikke troen, til kernen i historien, samtidig med at han slap sin fantasi løs i computereffekternes rige.

Befrier sit folk fra slaveri

77-årige Ridley Scott har naturligvis også hentet hjælp hos computerne for at søsætte en nutidig version af fortællingen om Moses, der befrier sit folk fra slaveri i Egypten og kæmper sig frem mod Kana’ans land.

Men han har langtfra været så dristig. ’Exodus: Gods and Kings’ er en luksusudgave, et stort opsat ørkendrama, der forsøger at ramme originaltonen i Bibelfortællingen. Det er ingen religiøs prædiken, og ligesom i beretningen om Noa er Gud en dubiøs figur, i form af en sur 10-11-årig dreng (!), der vinder tilhængere med brutalitet og blodsudgydelser.

Ligesom hos Aronofsky er det psykologiske portræt kernen i Scotts bibelfilm. Som sin forfader Noa får Moses plads til at tvivle, han bliver vred på sin Gud, han vakler mellem sin elskede familie og sit uregerlige folk, han vakler mellem handling og tanke, han vender den tilgivende kind til, men trækker alligevel sit sværd.

Han er aldrig fuldt overbevist om noget, og er dermed en moderne menneskelig helt.

Vover aldrig at trække paralleller til nutidens Israel

Men Scott får ikke trukket så eftertænksomme tråde til nutiden som Aronofsky. Mens Aronofsky ser en potentiel naturkatastrofe i mennesket, og derfor overvejer om menneskeheden overhovedet bør overleve, vover Scott aldrig at trække paralleller fra jødernes situation i Egypten til nutidens Israel, hvor palæstinenserne må spejde efter en frelser.

Ridley Scott er i princippet ude i samme ærinde som Cecil B. DeMilles gamle storfilm fra 20’erne og 30’erne, bl.a. ’De 10 bud’ og ’Kleopatra’, at sætte billeder på de store, grundlæggende fortællinger.

Og skabe billeder kan Ridley Scott, som vi har set det i nyklassikere som ’Bladerunner’, ’Alien’, ’Duellanterne’, ’Thelma og Louise’ og ’Gladiator’.

Moses’ barndomsby i Egypten, Memfis, er genskabt som en betagende oldtidsmetropol ved Nilens bred. Dekadencen og storheden ved Kong Ramses den II’s hof er tydelig og Egyptens 10 berømte plager, der skal pine Ramses til at give slip på sit slavefolk, får alt hvad den kan trække. De stakkels egyptere vågner op i et bad af frøer, de kan knap trække vejret for græshopper og Nilens forgiftede vand står overdådigt i et rødt skær.

Og naturligvis er Det røde Hav, der bliver skilt så jødiske kvinder og børn kan komme tørskoede over mens de egyptiske soldater drukner i vandmasserne, et fantastisk computerskabt syn.

Fire sætninger i en bette birolle

Alt i ’Exodus: Gods and Kings’ er i det hele taget som man kan forlange af en storfilm baseret på den grundlæggende fortælling om frihedskamp. At en stjerne som Sigourney Weaver kun får lov at sige fire sætninger i en bette birolle siger noget om omfanget af den 2 ½ time lange film. Men hatten med de visionære perspektiver og kunstnerpaletten med de farverige selvstændige tanke ligger stadig hjemme hos Aronofsky.

'Exodus: Gods and Kings' får dansk premiere 1. juledag

Facebook
Twitter