Gucci-familien langer ud efter Lady Gaga-film: 'Ekstremt smertefuldt og en fornærmelse' 

Det er særligt Lady Gagas portræt af Patrizia Reggiani, der har vakt familiens vrede.

Lady Gaga og Adam Driver i rollerne som Patrizia Reggiani og Mauricio Gucci i 'House of Gucci', der får dansk premiere torsdag. (Foto: Fabio Lovino/Universal and MGM © 2021 Metro-Goldwyn-Mayer Pictures Inc. All Rights Reserved)

OBS: I denne artikel spoiles der for dele af handlingen i 'House of Gucci', da den er baseret på virkelige hændelser.

Der tales allerede nu om, at 'House of Gucci' med stor sandsynlighed vil være at finde på listen over de nominerede film, når prisuddelingerne løber af stablen næste år.

Men umiddelbart inden sin danske premiere er det noget helt andet, der giver filmen spalteplads i alverdens medier.

Gucci-familien er nemlig langt fra tilfredse med den måde, de bliver portrætteret på i filmen, der blandt andet har Lady Gaga, Adam Driver og Al Pacino i de bærende roller.

Faktisk truer de med at tage juridisk affære. Det skriver blandt andet Variety med henvisning til en erklæring, familien har sendt ud gennem det italienske telegrambureau ANSA.

- Medlemmerne af Gucci-familien forbeholder sig retten til at tage juridisk affære for at beskytte deres eget og deres kæres navn, billede og værdighed, lyder det blandt andet i erklæringen.

I skrivende stund har de dog ikke sagsøgt hverken filmens instruktør, Ridley Scott, eller andre, der er tilknyttet true crime-dramaet, der kommer i de danske biografer på tordag.

Lady Gaga vandt i 2019 en Oscar for sangen 'Shallow' fra filmen 'A Star is Born'. Hun var også nomineret for sit skuespil i filmen. (Foto: Fabio Lovino © 2021 Metro-Goldwyn-Mayer Pictures Inc. All Rights Reserved)

'En fornærmelse mod den arv, som mærket er bygget på'

Erklæringen efterlader dog ikke meget tvivl om den italienske modefamilies utilfredshed:

- Filmens produktionshold gad ikke bekymre sig om at konsultere arvingerne, før de portrætterede Aldo Gucci – firmaets præsident i 30 år – og de øvrige familiemedlemmer som tyve, der var ignorante og ufølsomme over for deres omverden, lyder det blandt andet.

- Fra et menneskeligt synspunkt er det er ekstremt smertefuldt og en fornærmelse mod den arv, som mærket er bygget på i dag.

I erklæringen lyder det videre, at Gucci-familien er en familie, der "lever for at ære sine forfærdres arbejde". Derfor mener man ikke, at familiens arv fortjener "at blive forstyrret ved at iscenesætte et spektakel, der er usandt og som ikke er retfærdigt over for sine hovedpersoner".

Her henviser familien især til Oscar-vinderen Lady Gagas portræt af Patrizia Reggiani, der gifter sig ind i Gucci-familien. Hun beskrives i filmen som et offer for en mandsdomineret verden, mener familien. De hæfter sig dog ved det faktum, at Reggiani i virkeligheden blev dømt for at arrangere mordet på sin egen mand, Maurizio Gucci (der i filmen spilles af Adam Driver).

Lady Gaga spiller italienske Patrizia Reggiani i 'House of Gucci'. Hun har også selv italienske rødder. (Foto: Courtesy of Metro Goldwyn Mayer © 2021 Metro-Goldwyn-Mayer Pictures Inc. All Rights Reserved)

Det er i øvrigt ikke første gang, Gucci-familien har været ude med riven efter Lady Gaga og kompagni.

Tidligere har Patrizia Reggiani, der blev løsladt fra fængslet for fem år siden, også udtrykt utilfredshed med, at Lady Gaga ikke rådførte sig med hende som et led i forberedelserne til rollen.

Det syntes Lady Gaga imidlertid var unødvendigt, har hun tidligere sagt til Vogue ifølge The Guardian:

- Jeg følte kun, jeg virkelig kunne yde historien retfærdighed, hvis jeg gik til den med en nysgerrig kvindes øjne (...) det betød, at ingen skulle fortælle mig, hvem Patrizia var. Ikke engang Patrizia selv.

Også Patrizia Gucci (datter af Aldo Gucci, der i filmen spilles af Al Pacino) har langet ud efter filmen – nærmere bestemt dens instruktør, Ridley Scott. Hun beskyldte instruktøren for at "stjæle en families identitet for at tjene penge", skriver The Hollywood Reporter.

Den kritik gav Ridley Scott dog ikke meget for, da han tidligere på måneden talte med BBC.

- Det engagerer jeg mig ikke i (kritikken). Du må huske på, at ét af Gucci-familiens medlemmer blev myrdet og en anden sendt i fængsel for skatteunddragelse. Så tal ikke til mig om at ville tjene penge, lød det fra den britiske instruktør, der blandt andet står bag 'Alien', 'Gladiator' og 'The Martian'.

FacebookTwitter