Gudesmuk og sveddryppende sexet: Oscar-vinder brillerer med serien, du skal se lige nu!

Jude Law og John Malkovich som paver er svære at stå for i 'The New Pope'.

- Hver eneste scene er nøje udtænkt rent visuelt, og Sorrentino behøver knap nok replikker for at fortælle os, hvad han synes om verdens – og Vatikanets moralsk skrøbelige – tilstand, skriver Frederik Dirks Gottlieb om 'The New Pope'. (© Giamni Fiorito/C More)

Mesterinstruktøren Paolo Sorrentino har noget helt særligt kørende med serien 'The New Pope'.

Inden for de første fem minutter har en nonne onaneret ved siden af en afklædt Jude Law, og en flok letpåklædte kvinder har danset foran et stort neonfarvet kors til rytmerne af moderne, pompøs popmusik.

Det er den slags, man får i en serie, når en ægte auteur-instruktør - der vandt både en Oscar og en Golden Globe-statuette for sin film 'The Great Beauty' - får lov til at udfolde sig.

'The New Pope' er fortsættelsen af 'The Young Pope', der udkom i 2016. Her spillede Jude Law den nye, unge, men også hamrende konservative sexbombe af en pave, Lenny Belardo.

I denne anden sæson med den modificerede titel 'The New Pope' er Belardo røget i koma, og der ledes derfor efter en ny pave.

Efter at have indset, at han aldrig får jobbet, igangsætter den udspekulerede rådgiver Voiello en proces, der handler om at få indsat den pave, som giver ham selv mest mulig magt.

Valget falder på Sir John Brannox, spillet af en uhyre veloplagt John Malkovich, og magtspillet om den ypperste religiøse post fortsætter.

Det er efterhånden ved at blive mere almindeligt at se selv de mest kunstneriske topinstruktører kaste sig over serieformatet, og her er tre grunde til, at serier som 'The New Pope' sætter en fed streg under en tendens, som jeg håber er kommet for at blive

1

Æstetik på et nyt niveau

Æstetikken er i fokus i Paolo Sorrentinos serie, som blander nonner og paver med neonlys og EDM-pop. (© Giamni Fiorito/ C More)

På samme måde som Quentin Tarantino blandede historisk fortælling med hårdtpumpet moderne hiphop-musik i 'Django Unchained', understreger Sorrentino lysten og fordærvet under overfladen i det religiøse miljø.

Via gentagen brug af moderne musik med promiskuøse undertoner kritiserer Sorrentino åbenlyst det forstokkede livssyn, der hersker i det katolske miljø.

Den sveddrypende EDM-pop minder os også om, at selvom alt ved Vatikanet skriger af fortiden, så befinder vi os rent faktisk i nutiden.

Men det er ikke kun på lydsiden, at Paolo Sorrentino træffer modige, kunstneriske valg, som stadig er relativt sjældent set i nutidens tv-serier.

'The New Pope' er lavet af en visuel mester, og de gudesmukke billeder er i centrum, mens plot og dialog indimellem må træde tilbage og give plads til en anderledes æstetisk oplevelse.

Hver eneste scene er nøje udtænkt rent visuelt, og Sorrentino behøver knap nok replikker for at fortælle os, hvad han synes om verdens - og Vatikanets moralsk skrøbelige - tilstand.

Og denne serie er endda optaget, inden virkelighedens pave Frans gav en manisk fan et rap over nallerne.

2

Skuespillere i særklasse

Den gamle pave Lenny Belardo (spillet af Jude Law, tv.) får et hjerteanfald, der sender ham i et koma, hvorefter John Brannox (John Malkovich) bliver valgt som den nye pave. (© Gianni Fiorito/ C More)

Den forrige sæson omhandlede Jude Laws paveskikkelse Lenny Belardo, og selvom krydset mellem en engelsktalende pave og et hovedsagligt italiensk skuespillerensemble kan synes en smule bizart, så får dirigenten Sorrentino alligevel det hele til at spille som en smuk symfoni.

Hver eneste skuespiller udøver sit ypperste, og i denne nye sæson er det i høj grad med John Malovich i centrum, der tager over for Jude Law, som kun er sporadisk med.

Malkovich er i sit vanlige, omhyggeligt talende es. Som en garvet teaterskuespiller, der giver den 110 procent på åbningsaftenen.

Men under Sorrentinos stilige instruktion og omgivet af stærke birolleskuespillere og billeder, der panorerer ubesværet rundt, som var det Helligånden selv, passer han perfekt ind i et næsten kitchet overflødighedshorn af sanseindtryk.

3

Mindre plot – flere følelser

Det er ikke for et hæsblæsende plot, at man skal se instruktør Paolo Sorrentinos 'The New Pope'. Instruktøren, der blandt andet står bag 'The Great Beauty' (2013) og 'Youth' (2016), har særligt kælet for processen og følelserne. (© Giamni Fiorito/C More)

Men – og der er et men – med en visuel og skruppelløs egoist af en auteur-instruktør må man også give afkald på noget.

'The New Pope' føles mere som en lang - meget lang - spillefilm, der dvæler mere ved billeder og karakterer end ved et egentligt plot.

Hvis man hører til dem, der foretrækker serier over film på grund af den høje grad af fremdrift i for eksempel en krimifortælling, så skal man nok springe 'The New Pope' over.

Sorrentino går ikke efter spænding eller mystik som drivkraft for serien, men derimod eftertænksomhed og humoristiske betragtninger om religion, magt og sjælesøgen.

Det er et friskt pust i en streamingverden, hvor ni ud af ti serier stadig er drevet af plot, og hvor det ultimative mål er at færdiggøre det historiemæssige puslespil.

'The New Pope' er ikke interesseret i at blive samlet, men derimod i den minutiøse og omhyggelige proces det rent faktisk er at samle et puslespil.

Måske man aldrig bliver færdig, men processen vil garanteret sætte gang i noget, hvad enten det er kreativ inspiration gennem de mageløse billeder, eller tanker om hvad der egentlig erstatter religion og fællesskab i vores spirituelle søgen efter mening i et moderne, kynisk og individdrevet samfund.

'The New Pope' kan streames på C More.

Facebook
Twitter