Guide til Guldpalmen: Jeune et Jolie

Francois Ozon er flamboyant og manipulationens mester, ifølge Maria Månson. I år præsenterer han juryen i Cannes for en teenagepige, der af egen fri vilje bliver prostitueret.

Det er den 23-årige, tidligere model Marine Vatch, der spiller hovedrollen i 'Jeune et Jolie'. (Foto: Pressefoto)

Op til Cannes-festivalen vil filmanmelder og vært på DR Ks filmprogram Filmselskabet, Maria Månson, gennemgå og vurdere de palmenominerede film.

Instruktøren:

Én af Frankrigs mest originale auteurs – Francois Ozon er vittig, flamboyant og vanvittig dygtig. Han er en mester i at manipulere seeren både fortællemæssigt og billedteknisk, og han har en særegen evne til at grave dybt i det menneskelige sind.

Blandt hans største successer tæller '8 Kvinder' (2002) og 'Swimming Pool' (2003), men min favorit er det psykologiske drama 'Under Sandet' (2000), hvor Charlotte Rampling ganske enkelt er vidunderlig som den sørgende enke, der flygter ind i en drømmeverden, hvor hendes mand stadig er i live. Det er kun anden gang, at Ozon er palmenomineret – første gang var for Swimming Pool i 2002.

Filmen:

Det eneste, der er sluppet ud om filmen, er følgende sætning: Et nutidigt portræt af en teenagepige, i fire årstider og fire sange. Den lader vi stå et øjeblik. Hvis man ser på traileren, afslører den ikke meget andet – noget med en teenagepige, der af egen fri vilje vælger at blive prostitueret.

Hvem er med?

Det er en 23-årig eks-model, Marine Vatch, der spiller hovedrollen i 'Jeune et Jolie'. Det er hendes fjerde spillefilm, men jeg har ikke selv set nogle af dem, så det skal blive spændende at se, om hun fungerer i en muligvis ret kontroversiel film. Hun er omgivet af erfarne kræfter i særdeleshed Charlotte Rampling, som jeg glæder mig meget til at få op på det store lærred igen.

Vinder den?

Kontroversiel og med teenageseksualitet i højsædet..? Jeg tror ikke, det er jurypræsident Steven Spielbergs kop té.

Facebook
Twitter