Gys og grin med døden i dybet: 6 hajfilm vi elsker og hader

Hajfilm er ofte - med god grund - en udskældt genre. Vi udpeger de bedste og de værste af slagsen.

(© Universal Picture /Syfy /Tea shop)

Intet siger sommer som sand mellem tæerne, en tur i bølgen blå... og en blodtørstig haj hungrende efter menneskekød lige under vandoverfladen.

I hvert fald hvis man skal tro Hollywood.

For sommeren er nemlig højsæson for mere eller mindre vellykkede film om strandgæsternes og fiskernes frygt nummer ét; hajen.

Således også i år, hvor 'The Meg' med Jason Statham i front netop har fået premiere i de danske biografer.

I den anledning har vi på Troldspejlet samlet en liste over vores yndlings-hajfilm - både når vi vil gyse, og når vi vil grine af døden fra dybet.

De 3 bedste og mest skræmmende hajfilm

(© Universal Pictures/Ritzau Scanpix)

Dødens Gab

Ingen kan overgå Steven Spielbergs haj-klassiker, der tog en genre, som havde været forbeholdt b-film, og gjorde den til den første sommer-blockbuster.

Mange af filmens ikoniske elementer er blevet kopieret så meget, at de næsten er blevet klichéer. Men uhyggen er der stadig.

Fra startscenen med en kvinde, der bliver revet fra side til side i vandet til John Williams' temamusik, til citatet 'You're gonna need a bigger boat' (en replik, der var i øvrigt var improviseret).

Hovedpersonen fra dybet ser man faktisk ikke meget til i filmen. Det er i stedet politimesteren Martin Brodys frygt, der bygger uhyggen op, illustreret med hurtige klip af legende børn i vandet. Derfor bliver man også ekstra forskrækket, når den store, hvide skabning endelig viser sit gab.

(© Lightning Entertainment Group)

The Reef

Der lever over 8.000 hvidhajer ved kysterne omkring Australien, og det er faktisk sært, at der ikke findes flere hajfilm fra de kanter. Men her er en.

En gruppe mennesker får slået hul på deres båd af et rev og står over for valget, om de skal blive på båden, der stille synker, eller om de skal svømme til nærmeste land. Og hvidhajerne lurer selvfølgelig i vandet omkring dem.

Filmen er velproduceret og velspillet, men det er især brugen af ægte hajer, der gør oplevelsen autentisk.

Følelsen af at være midt på åbent hav, mens en hvidhaj lige svømmer forbi for at se, om man måske egner sig til aftensmad, er gruopvækkende, og man føler med personerne, når de næsten hyperventilerer af frygt.

At filmen er baseret på en sand historie, gør den ikke mindre frygtindgydende.

(© Tea Shop & Film Company)

47 meters down

Hvem lader sig frivilligt sænke ned i et bur i havet for at komme helt tæt på en hvidhaj?

Det gør Lisa, spillet af Mandy Moore, for hendes kæreste har forladt hende, fordi hun er kedelig. Det vil hun ikke have siddende på sig!

Men kablet, der holder haj-buret, knækker, og sammen med sin søster er hun nu fanget - 47 meter nede på havets bund.

Filmen kombinerer klaustrofobien ved at være fanget i et bur med truslen om det sultne rovdyr, som lurer lige udenfor, og de to kvinder må både kæmpe mod hajen og mod uret, fordi ilten er begrænset.

De tre værste og morsomste hajfilm

(© The Asylum/Ritzau Scanpix)

Sharknado

Det kom bag på alle, at 'Sharknado' blev så stor en succes, som den gjorde.

Produktionsselskabet The Asylum er specialister i billige film, der kopierer storfilm, men ingen af deres andre film har fået nær så meget succes som 'Sharknado'.

Måske er det fordi, filmene af b-film at være har forholdsvis kendte ansigter i hovedrollerne i form af Tara Reid fra 'American Pie' og Ian Ziering fra 'Beverly Hills 90210'. Måske er det fordi, plottet er så skørt, at det skabte en bølge af omtale på de sociale medier.

I hvert fald virkede det, og det er blevet til foreløbig fem film - med en sjette lige om hjørnet - med mange millioner seere verden over.

'Sharknado' er morsom og kommer med dejligt mange referencer til dens mere velansete modstykke 'Dødens Gab'.

(© Little Dragon Productions)

Sand Sharks

Inden 'Dødens Gab' var alle hajfilm b-film. Men der kom kun endnu flere af dem efter 'Dødens Gabs'' succes.

I 'Sand Sharks' fra 2011 er man ikke længere i sikkerhed på land, for disse hajer kan svømme i sandet og derfra angribe forsvarsløse mennesker.

Wrestleren Hulk Hogans datter Brooke har en af de centrale roller som hajeksperten Sandy - og sand- og hajvittighederne står i kø. Blandet med forfærdelige CGI-sandhajer har vi her en rigtig lavbudget-hajfilm i selskab med film som 'Sharktopus vs Whalewolf', 'Ghost Shark', 'Snow Shark', '5-Headed Shark Attack', 'Mega Shark vs Mecha Shark' og mange mange flere.

(© Universal Pictures)

Dødens Gab 4: Hævnen

Efter succesen med den første 'Dødens Gab' kom der efterfølgende tre film, og kvaliteten dalede støt.

Den fjerde film er fyldt med kontinuitetsfejl, som eksempelvis en drivvåd Michael Caine, der pludselig er knastør.

Men det skyldes nok, at mens dens forgængerne havde taget to år at producere, så blev 'Dødens Gab 4: Hævnen' lavet på kun ni måneder.

Dertil kommer en historie om en haj, der vil have hævn, som ved, hvordan Brody-familien ser ud på trods af, at den aldrig har set dem, og som kan følge efter et fly fra Amity til Bahamas.

Den kan også brøle som en løve og har en form for telepatisk forbindelse med mor Ellen Brody, der kan fornemme, hvornår den vil slå til.

Facebook
Twitter