Det var først, da filmen var slut, jeg kunne mærke en sær boblen i mig, sådan lidt som de små perlende bobler i en flaske danskvand med brus. Jeg følte mig frizzante, som italienerne ville sige. Boblende. Levende.

Jeg havde skam mine forbehold overfor gyseren 'A Quiet Place'. Jeg tror endda, jeg så en del af filmen med armene lagt over kors.

Grundlæggende er filmens idé ikke vildt indlysende. Nogle mystiske monstre, der har erobret Jorden – eller dele af den – og som går efter lyd, når de dræber? Lyder det ikke mere som en fiks idé, som et spil, end som en fortælling?

Hvad hvis man prutter?

Men skidt, jeg gav det en chance. Danske Charlotte Bruus Christensens billeder af en lille familie, der tøffer rundt på en gammel bondegård og forsøger at undgå at lave den mindste lille lyd, sitrer nemlig af stemning.

Tænk at leve på den måde. Tænk at risikere at blive ædt levende hvis man falder i søvn og taber sin bog på gulvet!

Og tænker man den tanke helt til ende, vælter hele korthuset i 'A Quiet Place'. Hvad sker der hvis man snorker om natten? Hvad nu hvis man prutter højt, mens man er på lokum? Kan de dersens monstre virkelig høre et spædbarn græde gennem en væg på flere kilometers afstand? Kan man så ikke bare gøre sit hus lydtæt? Det er jo ikke så svært.

Desuden er naturen fyldt med lyde, såsom fuglekvidder. Bliver de sultne monstre ikke sindssyge i bolden af at hele tiden at kravle op i træer blot for at komme for sent til fuglene, der er fløjet deres vej? Og hvorfor laver de overlevende i ’A Quiet Place’ ikke nogen fælder for monstrene? Hvor svært kan det være at lokke bæsterne ned i fx et stort sort hul ved spille dødsmetal på en smartphone?

Flere chancer værd

Men skidt. Jeg gav 'A Quiet Place' flere chancer.

Instruktøren John Krasinski, der også spiller familiefaderen, gør sig nemlig store anstrengelser for at gøre legen i 'A Quiet Place' så overbevisende og realistisk som muligt – uanset førnævnte naturlige indvendinger.

Der er en troværdig intensitet over familiens stille, stille liv på farmen. Der er – paradoksalt nok – noget utrolig smukt ved at se en familie bekymre sig så meget, og leve i så tyst et sammenhold, med truslen konstant hængende over hovedet.

Og det er en smuk tanke, at moderen, spillet af Emily Blunt, skal føde og give nyt liv midt i den her mareridtsverden.

Tager sig selv i at tysse

Der er rigeligt med intense scener i ’A Quiet Place’. Som da familiens lille søn har fået fingre i et legetøjsrumskib og tænder for det midt ude i en skov og faderen kommer halsende for at redde ham. Eller da moderen får plukveer, og stønnende og hiksende må gemme sig for et monster i deres hus.

Men det, der i sidste ende gav en følelse af at være 177 procent til stede, at være frizzante, levende og boblende, er den intensitet, den følelse af et hjerteskærende sårbart liv, John Krasinski skaber i 'A Quiet Place'.

Skidt med de irriterende 'jump scares', der er så populære i amerikanske gysere for tiden, og som dukker op flere steder i ’A Quiet Place’. Skidt med de pænt mange, pænt store huller i logikken. Den fornemmelse af at være tilstede, at leve sig så meget ind i filmen, at man tager sig selv i at tysse på folk, der hoster eller rasler med madpapir i biografsalen, er fantastisk.

Charlotte Bruus Christensen stemningsmættede billeder masserer virkelig fornemmelsen af landliv og skov ind i ens krop. Og filmens store hold af lyddesignere skaber en fornemmelse af at alle sanser er pivåbne og på vagt.

Den hænger ved, den fornemmelse, mens man sniger sig, ligeså tyst og forsigtigt, hjem fra biografen.