Gyserparodier på speed: Her er de 5 bedste halloweenafsnit i komedieserier

Der er tradition for at lave særlige afsnit i forbindelse med halloween. Her er fem afsnit, du kan se uden at have set resten af serien.

'Venner' er bare en af mange serier, der har et halloweenafsnit med skøre kostumer og veloplagte punchlines. (Foto: Warner Bros. / Courtesy: Everett © Courtesy Everett Collection)

Jeg har altid været dybt misundelig på amerikanske børn og deres halloween.

Fastelavn er sådan et underligt rod. Man får lidt slik på en gren, som man måske må slå sine forældre med? Så kan man klæde sig ud som alt, og så skal man slå på en kat i en tønde. Hvorfor så meget vold egentlig? Og hvorfor hedder det noget med faste, når man hverken faster før, under eller efter? Alt for mange spørgsmål, alt for lidt gys.

Det er da helt utroligt meget sejere og sjovere med en enkelt aften om året, hvor det gælder om at se frygten, døden og alle monstrene i øjnene, mens man trygt propper sig med slik.

En hyperkapitalistisk version af den mexikanske Día de Muertos - bare endnu federe. Nu er halloween heldigvis næsten fuldt integreret herhjemme - dog uden at vi helt har overtaget et af mine yndlingselementer: halloweenafsnittene i komedieserierne.

Det er en fast tradition, at de amerikanske serier, der udkommer med et afsnit i slutningen af oktober, lader afsnittet have et plot, hvor figurerne klæder sig ud og holder halloween. Især komedierne.

Det er samtidig en perfekt måde at få lidt halloweenstemning ind i stuen, hvis man ikke ligefrem tør at se rigtige gysere.

Jeg har udvalgt en række serier med halloweenafsnit, hvor man sagtens kan snuppe afsnittet uden at kende serien ind og ud.

Det kan være, at du finder en ny yndlingsserie - jeg kan i hvert fald varmt anbefale at se videre i alle tilfældene.

1

'Parks and Recreation': 'Greg Pikitis' (sæson 2, afsnit 7)

Her ses Aubrey Plaza i rollen som April Ludgate i 'Parks and Recreation'. Det er en såkaldt mockumentary-serie, skabt af folkene bag 'The Office', Greg Daniels og Michael Schur. (© Parks and Recreation 2009)

Alle er enige om, at 'Parks and Recreation' først fandt sin tone i anden sæson, så i virkeligheden kan du springe direkte til halloweenafsnittet her og så se resten af en af verdens bedste komedieserier.

Det er et hold af skuespillere, der kun er blevet sjovere at se, efter næsten alle har fået store solokarrierer siden.

Amy Poehler, Chris Pratt, Aziz Ansari, Aubrey Plaza, Rashida Jones, Adam Scott og Nick Offerman er allesammen sådan nogle, du vil have set før et eller andet sted. Og sammen udgør de et af de bedste, mest karismatiske serie-ensembler nogensinde i historien. Serien handler om en arbejdsplads i den kommunale parkafdeling i en ligegyldig, lillebitte, amerikansk skodby.

Halloweenafsnittet er en parodi på en true crime-fortælling med historien om karakteren Leslies ærkefjende, Greg Pikitis, som hun refererer til som et "forfærdeligt monster".

Han er en lille, flabet skoleelev, der hver halloween vandaliserer en af byens statuer. Leslie er i hvert fald sikker på, at det er ham, så hun beslutter sig for at bevise det med alle nødvendige midler. Overvågning, vagtværn og nidkære optegnelser over teenagerens bevægelser.

- Det der ligner altså noget, man kunne finde på en seriemorders væg, siger Ann om Leslies udskejelser.

- Det er faktisk en kompliment. Det er tegn på engagement, siger Leslie glad.

'Parks and Recreation' kan ses på Viaplay.

2

'Venner': 'The one with the Halloween Party' (sæson 8, afsnit 6)

'Venner' kørte over skærmen i ti år fra 1994-2004 og er siden blevet genudsendt igen og igen på diverse kanaler og streamingtjenester. Den følger seks venner i New York. Her ses karakteren Phoebe med Eric, spillet af Sean Penn, som gæstede serien i to afsnit - blandt andet i halloweenafsnittet. (Foto: ©Warner Bros/Courtesy Everett Collection © ©Warner Bros/Courtesy Everett Collection)

Vennerne fra New York holder halloweenfest, og kostumerne siger selvfølgelig alt muligt om, hvem de i virkeligheden er.

Chandler er klædt ud som en supernuttet, lyserød kanin. Phoebe og Monica er klædt ud som henholdsvis Superwoman og Catwoman, Ross er klædt ud som en kartoffel.

Temaet giver anledning til nogle perfekte jokes om Joeys skuespillervirksomhed.

- Jeg nægter at klæde mig ud. Det er for dumt at klæde sig ud og lade, som om man er en anden, siger Joey, som er skuespiller.

Joey giver sig dog og ankommer til festen klædt ud som Chandler. Han laver en Chandler-parodi, der er så dum, at den er virkelig sjov. Han siger bare med sin helt almindelige stemme: "Hej, jeg hedder Chandler," og så laver han en mærkelig grimasse og siger en helt tilfældig lyd: "Bwuaaah." Og alle de andre griner og siger: "Haha, det er totalt dig, Chandler."

Som bonus er Sean Penn med som Phoebes tvillingesøster, Ursulas, forlovede. Han tager prisen for den værste entré til en fest nogensinde. Han klasker Phoebe bagi, fordi han ikke kan se forskel på hende og Ursula:

- Åh nej, jeg har lige klappet min svigerinde i måsen. Nu storsveder jeg. Er jeres mor her, så jeg også kan klaske hende, ha ha?

- Vores mor begik selvmord, svarer Phoebe tørt.

'Venner' kan ses på Netflix.

3

'Community': 'Epidemiology' (sæson 2, afsnit 6)

'Community' handler om en studiegruppe på et folkeuniversitet, der på den ene eller anden måde er blevet udstødt fra skolens øvrige fællesskaber. (© Community/via Buzzfeed)

Det her var tidspunktet, hvor det begyndte at gå op for mig, at 'Community' ikke bare var en gennemsnitlig komedie om en gruppe skolevenner på det fattige universitet Greendale.

Serien udvikler sig fra anden sæson i højere og højere grad til en række enkeltstående afsnit, der parodierer og kommenterer på kendte filmgenrer.

Der er både nogle af de mest komplicerede tidsrejseplots, og så er der sågar afsnit, der er lavet som modellervoks-animation. De kommer ALLE genrer igennem.

Halloweenafsnittet skal selvfølgelig udspille sig som en gyser på speed. En uskyldig udklædningsfest udvikler sig til en solid karikatur af alle zombie-historier nogensinde på under to minutter. Chevy Chase spiser noget mystisk "taco-kød", som rektor har købt på et militært overskudslager for at spare penge og begynder straks at smitte de andre gæster ved at bide dem.

Serien viser et indgående kendskab til genren med variationer af smarte action-replikker. Der er den klassiske reaktion på zombien:

- Zombie-Annie! Sikke store næver, du har. I dit ansigt!

Senere får vi en overraskende velformuleret videnskabelig formulering af sygdommen, der spreder sig.

- Det er nok et rabies-lignende patogen, der påvirker frontalhjernebarken og forårsager hyperaggression!

Og så kommenterer den på genren ved at lade Donald Glover være "den første sorte mand, der når til slutningen".

'Community' kan ses på Viaplay.

4

'The Office' (USA): 'Halloween' (sæson 2, episode 5)

'The Office' findes i to versioner: en britisk, som er den oprindelige, og en amerikansk udgave. Begge handler om hverdagslivet på et kontor - med de skæve typer, underlige påfund og upassende samtaler, der følger med. Steve Carell på billedet spiller chefen Michael Scott i den amerikanske udgave. (© The Office (2005))

- Hvorfor har du ventet til halloween med at fyre en af dine ansatte?

- Fordi det er vildt uhyggeligt.

Der er masser af dumme kostumer i den amerikanske udgave af 'The Office's halloweenafsnit. Steve Carell har for eksempel et papmaché-hoved siddende på sin skulder hele afsnittet igennem.

Genistregen her er at putte en dybt ubehagelig og alvorlig fyringssituation ind i blandingen.

Steve Carells karakter, chefen Michael, har ikke kunnet tage sig sammen til at fyre en medarbejder på grund af nedskæringerne og har udskudt det indtil sidste øjeblik.

Så nu er han nødt til at få det overstået samme dag. En dag, der tilfældigvis er halloween.

Så i stedet for at bruge halloween som en undskyldning for at lave et ekstraskørt afstikker-afsnit, bruger serien anledningen til at lave et ekstra alvorligt afsnit om chefinkompetence og så bare lade humoren bestå i, at alle er klædt ud som vampyrer, katte og 'Star Wars'-figurer.

'The Office' kan ses på HBO Nordic.

5

'It's Always Sunny in Philadelphia': 'Who got Dee pregnant?' (sæson 6, afsnit 8)

'It's Always Sunny in Philadelphia' er en amerikansk sitcom fra 2005, som følger en flok selvcentrerede venner og deres fælles irske bar, Paddys Pub. I 2020 blev det besluttet, at serien skulle køre en sæson mere - hvilket bliver seriens 15. af slagsen. (© It's always sunny in Philadelphia/Who got Dee pregnant?)

I halloweenafsnittet har "The Gang", som er venneflokken i serien, en plan om at overnatte på et museum. Det bliver dog hurtigt spoleret, da en af dem, Dee, afslører, at hun er gravid, og at en af de andre venner er faderen.

De har alle været for fulde til at huske præcis, hvad der er sket til den skæbnesvangre halloweenfest, hvor barnet tilsyneladende blev undfanget. Så de dropper turen til museet og sætter sig for at huske, hvad de kan, og opklare mysteriet.

For hver historie får seeren selvfølgelig mere og mere vanvittige flashbacks fra halloweenfesten, hvor de alle sammen har haft "brownout". Et udtryk opfundet til anledningen: Aftenen er nemlig ikke helt sort, for de kan huske lidt mere, end hvis det var et rigtig blackout.

Og så har afsnittet nogle af de mest legendarisk idiotiske kostumer. Charlie er klædt ud som The Phantom of the Opera, men tror, at han er klædt ud som en vampyr fra 'Twilight'.

Danny DeVito har presset sig ned i et alt for lille 'Spiderman'-kostume. Dennis er klædt ud som Marios bror, Luigi, og Mac er klædt ud som Aragorn fra 'Ringenes Herre' eller, som han kalder, ham: Vigil Morgenstein.

'It's Always Sunny in Philadelphia' kan ses på Viaplay.

Facebook
Twitter