Halvanden uge til den røde løber: Første danske Oscar er i hus

Der er halvanden uge til, at årets Oscar show finder sted, men danske Ken Museth kan allerede nu kalde sig for Oscar-vinder.

Det er ikke en Oscar-statuette, som på billedet her, men derimod et diplom man modtager, når man vinder en pris ved de såkaldte Sci-Tech Awards, som Oscar Akademiet uddeler hvert år. For Danske Ken Museth er prisen det største han kan opnå proffesionelt. Statuette eller ej. (© Scanpix)

Selvom det først er den 22. februar, at verdens største filmstjerner skal kæmpe om årets Oscar-statuetter, så kan den 47-årige danske Ken Museth allerede nu række armene i vejret.

Natten til søndag den 8. februar modtog han nemlig en af verdens mest eftertragtede filmpriser ved en stor fest i filmbyen Los Angeles, som man kan se i klippet herunder.

To Oscar-shows med to ugers mellemrum

Men hvordan vinder man en Oscar inden showet? Jo, forklaringen er faktisk ret enkel:

Hvert år uddeles Oscar-statuetterne i februar måned, men allerede to uger inden hædres en række mennesker af Oscar-akademiet ved de såkaldte Sci-Tech Awards, hvor filmindustrien hylder sine bedste folk inden for special effects.

Ken Museths animationsværktøj er især god til at lave store formationer af skyer og vand. (© Dreamworks Animation)

Det er her, Ken Museth er blandt de 31 vindere, fordi han sammen med to kolleger har udviklet det såkaldte OpenVDB-værktøj for sin arbejdsgiver Dreamworks Animation.

Ken Museth har vidst i et par uger, at han ville blive hædret med den fornemme filmpris. Og selvom prisvinderne ved Sci-Tech Awards blot får et diplom og ikke en Oscar-statuette, så er han lykkelig over prisen.

- Jeg er megaglad, og jeg føler det faktisk som en rigtig Oscar, selvom jeg ikke har fået en statuette. Du skal jo huske på, at inden for min branche er det det ypperste du kan opnå, når det gælder priser, siger Ken Museth fra en telefon i Los Angeles.

Bedre og billigere special effects

Men hvad er det så Ken Museth helt præcis har vundet sin Oscar for?

Den tekniske forklaring er kompliceret, men faktum er, at hans OpenVDB – værktøj har gjort special effects i film markant bedre og billigere, endda i en sådan grad, at det allerede nu er blevet brugt i 60 forskellige Hollywood-film. Deriblandt store blockbustere som ‘Pirates og The Carribean’ og ‘Guardian of The Galaxy’.

Open VDB-teknikken er foreløbig blevet brugt i over 30 store hollywood-produktioner. (© Dreamworks Animation)

Eller som Ken Museth selv udtrykker det:

- Når man arbejdede med special effects før i tiden, brugte man utrolig meget computerkraft på at presse alting ned i en virtuel boks. Med OpenVDB behøver man ikke nogen boks mere, og det betyder, at du kan få nogle meget mindre computere til at lave nogle ret spektakulære effekter. Det er en kæmpe fordel ressourcemæssigt, fortæller Ken Museth.

Oscar er muligvis en lønforhøjelse værd

Han forventer ikke, at Oscar-hæderen kommer til at vende op og ned på hans tilværelse. Special Effects-industrien i Hollywood er forholdsvis lille, forklarer han, og så har han det egentlig meget godt arbejdsmæssigt, der hvor han er nu.

- Men det kan da godt være, det er tidspunktet, hvor jeg skal bede om en lille lønforhøjelse. Og hvis jeg engang får lyst til at skifte job, så tror jeg heller ikke, det bliver noget problem efter prisen her, siger Ken Museth