Ham skal du holde øje med! Gustav på 29 er dansk films nye stjerne

Instruktøren Gustav Möller står midt i sit store gennembrud. Men har slet ikke tid til at fejre sig selv.

Den debuterende spillefilmsinstruktør Gustav Möller er kommet godt fra start med 'Den skyldige', der roses af anmelderne. (Foto: © Nicolai Lorenzen, Ritzau Scanpix)

- Et lille dansk filmmirakel.

- En af de mest overrumplende danske debutfilm de seneste år.

- Den mest nervepirrende danske film, jeg har set meget længe.

De danske filmanmeldere har strøget om sig med superlativer og femstjernede anmeldelser til filmen 'Den skyldige', der havde biografpremiere over hele landet forleden.

Bag filmen står den 29-årige, debuterende filminstruktør Gustav Möller, der altså har fået noget af en drømmestart på karrieren.

Men den unge instruktør forholder sig meget ydmyg til de mange roser, der er drysset ned over ham de seneste dage, og har faktisk ikke rigtig haft tid til at fejre sig selv.

- Jeg har ikke nået at læse det hele, men jeg har fået noget tilsendt. Det er meget smigrende, og jeg er meget glad. Men for mig er det vigtigste, at filmen når ud til publikum – det er dem, jeg laver film til, siger Gustav Möller.

Fik idéen fra YouTube-video

Gustav Möller er født og opvokset i Göteborg i Sverige, men flyttede til Danmark for ti år siden.

I 2015 blev han uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole med afgangsfilmen 'I mørke'.

Filmen blev til i samarbejde med studiekammeraterne Emil Nygaard Albertsen og Lina Flint, som også har været med til at skrive henholdsvis manuskriptet til og producere den aktuelle film 'Den skyldige'.

I filmen følger man Asger – spillet af Jakob Cedergren – der under en vagt på en alarmcentral modtager et opkald fra kvinde, som er blevet kidnappet af sin eksmand.

Men i stedet for at krydsklippe til en intens biljagt og en skræmt kvinde foregår samtlige af filmens 85 minutter i realtid på alarmcentralen, hvor Jakob Cedergrens ansigt er det konstante fokuspunkt.

Gustav Möller (th.) sammen med skuespiller Jakob Cedergren, der spiller den altdominerende hovedrolle i 'Den skyldige'. Jakob Cedergren har tidligere medvirket i film som 'Frygtelig lykkelig', 'Submarino' og 'Sorg og glæde'. (Foto: © Nicolai Lorenzen, Ritzau Scanpix)

Ideen til filmen fik Gustav Möller efter at være stødt på et lydklip fra en amerikansk alarmcentral på YouTube, hvor en kidnappet kvinde ringer ind.

- Jeg var fuldstændig grebet af, hvor spændende et telefonopkald kunne være. Selvom jeg kun havde hørt lyden, havde jeg følelsen af at have set billeder af det hele. Efter at Emil og Lina også havde hørt klippet, gik det op for os, at vi havde set hver vores billeder for os, og at vi derfor havde hver vores unikke oplevelse af klippet. Det var det perfekte udgangspunkt for at lave en spændingsfilm, forklarer Gustav Möller.

Men hvorfor så ikke bare lave et radiodrama i stedet for en film?

- Filmen fungerer også som et karakterportræt af en profession – alarmoperatøren – og den her meget specifikke mand, vi ser på. Hvem er han? Og hvem er kvinden, han taler med? Det er en dobbelt detektivhistorie. Samtidig har det også været en fed udfordring at lave en film, hvor man oplever én persons perspektiv i realtid.

Vil udfordre og underholde

Dogmet om at lade en film udspille sig på én location er ikke nyt, men ifølge de danske anmeldere er det unikke ved 'Den skyldige' – ud over det stramme koncept – den menneskelige historie, der gemmer sig i Jakob Cedergrens karakter.

Noget, der stemmer godt overens med Gustav Möllers egne ambitioner.

- Jeg vil gerne bidrage med film, som både kan være dybdegående og dybtfølte og omhandle komplekse tematikker og karakterer, men som samtidig også er vildt spændende og underholdende. Kombinationen af at udfordre og underholde er det, der har været udgangspunktet for alle os, der har lavet 'Den skyldige', siger Gustav Möller og tilføjer:

- Og så lægger jeg utrolig stor vægt på at lave film, jeg selv gider at se. Det er min evige rettesnor og den, jeg altid kommer til at lave film ud fra.

'Den skyldige' havde tidligere i år verdenspremiere på den anerkendte, amerikanske filmfestival Sundance, hvor den oven i købet vandt publikumsprisen.

Gustav Möller modtager publikumsprisen ved Sundance Film Festival i januar i år. Siden da har 'Den Skyldige' også vundet priser på filmfestivaler i Seattle, Montclair og Rotterdam. (Foto: © GEORGE FREY, Ritzau Scanpix)

Siden er det blevet til yderligere fire internationale filmpriser, og filmen er allerede solgt til 90 lande over hele verden. Ganske imponerende for en dansk debutant, der ikke engang har rundet de 30 år endnu.

Den overvældende modtagelse internationalt får dog ikke umiddelbart Gustav Möller til at drømme om store Hollywood-produktioner.

- Min drøm er altid min næste film. Og nu, hvor 'Den skyldige' er ude, er min nye drøm min næste film, som jeg er i gang med at skrive på. Det bliver også en genrefilm, der arbejder med spænding som et greb, men som samtidig vil være et helt nyt take på en eksisterende genre, afslører han.

Samtidig er Gustav Möller i øvrigt i gang med at instruere nogle afsnit af den kommende sæson af DR-serien 'Bedrag', der får premiere først i det nye år.

Danske film er modige i disse år

Gustav Möller er den seneste i rækken af unge, danske filminstruktører, som er i fuld gang med at forny dansk film.

Christian Tafdrup, Hlynur Pálmason, Fenar Ahmad, Annika Berg og Avaz-brødrene er blandt dem, der de seneste år har taget den danske filmbranche med storm, og Gustav Möller mener da også, at der sker noget helt særligt i dansk film i øjeblikket.

- Dansk film befinder sig et modigt sted i disse år. Der findes virkelig meget lyst til at lave nye ting. Det kan jeg både mærke på min generation af filmskabere og på måden, som Det Danske Filminstitut og produktionsselskaberne går ind og bakker op om nye navne og nyskabende film på. Eksempelvis er det jo et af verdens ældste produktionsselskaber, Nordisk Film, der står bag 'Den skyldige', siger han.

For at den udvikling skal fortsætte de kommende år, kræver det en konstant strøm af nyt blod i branchen. Og skal Gustav Möller give ét råd til dem, der drømmer om selv at instruere film en dag, er det ganske enkelt:

- Lav kun film, du gerne selv vil se.

'Den skyldige' kan opleves i biografer landet over.

Gustav Möller er i øjeblikket i fuld gang med at indspille tredje sæson af DR-serien 'Bedrag'. (Foto: © Nicolai Lorenzen, Ritzau Scanpix)