Det bliver stadig mere og mere normalt for store skuespilnavne at kaste sig over deres egne serieprojekter.
Vi så det for eksempel med Ethan Hawke og hans fremragende serie 'The Good Lord Bird', Tom Hardys, der skabte 'Taboo', og Steve Carell, der skrev 'Space Force'.
De mange muligheder, som det konstant voksende seriemarked har bidraget til, er med andre ord ikke gået de store stjerners næse forbi, og man forstår godt, hvorfor streamingtjenesterne giver dem chancen for at skabe noget selv, da det giver en masse omtale.
'Mr. Corman' er en ny serie skabt af den populære skuespiller Joseph Gordon-Levitt.
De fleste kender ham nok fra science fiction-filmene 'Inception' og 'Looper' eller måske fra hans portræt af whistlebloweren Edward Snowden.
Jeg kunne remse yderligere fem eller ti bemærkelsesværdige roller op.
Den nu 40-årige Joseph Gordon-Levitt har nemlig spillet skuespil på højt niveau siden seksårsalderen, og du ved måske ikke engang, at du muligvis har fulgt ham i adskillige serier, inden han blev et stort navn i Hollywood.
I den nye serie 'Mr. Corman' er Gordon-Levitt ikke bare idemanden bag serien. Han instruerer, skriver og spiller hovedrollen som den fallerede musiker Josh Corman.
I stedet for at have fulgt sin store passion for musik er Corman blevet folkeskolelærer – og det endda i hans hjemby, Los Angeles, hvor alle omkring ham bedre evner at udnytte deres fulde potentiale og leve et ekstraordinært spændende liv.
Uroen i Josh og frygten for, om han nogensinde kan blive lykkelig, begynder at give ham angstanfald og måske en kommende depression, hvis han ikke allerede er midt i en. Med andre ord må der gøres noget, og Corman er nødt til at kigge seriøst på sig selv.
Er Joseph Gordon-Levitt som instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller i denne serie ude i et selvbiografisk ærinde? Og hvad prøver han at sige med denne ret simple og begivenhedsløse fortælling?
Hvem er det nu, Joseph Gordon-Levitt er?
Mange vil nok mene, at de kan genkende Gordon-Levitt på de sammenknebne øjne og det symmetriske ansigt, der ellers ikke rummer de store kendetegn.
Han har nemlig spillet skuespil i efterhånden 34 år, og siden midten af 00'erne har han været med i flere af årtiets største film.
Det hele startede, som med så mange andre skuespillere, i reklamefilm, da Joseph Gordon-Levitt var kun seks år gammel.
Han bevægede sig hurtigt videre til små roller i komedieserierne 'Blomsterbørns børn' og 'Roseanne' og en gennemgående rolle som creepy barn i den gotiske gyserserie 'Dark Shadows' fra 1991.
Men det var først en håndfuld år senere - i komedieserien 'Mælkevejen 1. th', hvor han spillede et rumvæsen bosat på jorden sammen med resten af sin strandede alien-familie, at Gordon-Levitt blev bemærket.
Det er en syret komedieserie – som jeg personligt elskede som barn, da den også blev sendt herhjemme – men igennem seks sæsoner fik både navnet og ansigtet bidt sig fast.
På nippet til at blive en af de største skuespillere i verden
Op gennem 00'erne sprang Joseph Gordon-Levitt fra den ene udfordrende rolle til den anden, og det var tydeligt, at han var skabt til mere end bare humoristiske sitcoms.
Han havde hovedrollen i den anmelderroste 'Mysterious Skin', den intense 'The Lookout' og den film noir-inspirerede 'Brick', hvis instruktør Rian Johnson senere skulle spille en vigtig rolle i Gordon-Levitts karriere.
Det første rigtig store gennembrud kom i 2009 i filmen '(500) Days of Summer', hvor Gordon-Levitt spillede overfor sin nære ven, Zooey Deschanel, i en hjerteskærende kærlighedsfilm.
Gordon-Levitt blev nomineret til flere mindre filmpriser for sit skuespil i filmen, og det var her, at alle de store instruktører begyndte at lægge billet ind på den unge skuespiller.
Det store gennembrud
I 2010 var Joseph Gordon-Levitt med i Christopher Nolans megahit 'Inception', og pludselig føltes det som om, at han for alvor var blevet voksen.
I denne periode var Gordon-Levitt kort tid efter også med i en anden Nolan-film, nemlig 'The Dark Knight Rises', men for mig personligt var det i filmen '50/50' fra 2010, at Gordon-Levitt havde sin til dato stærkeste rolle.
Her spillede han en ung mand, der får cancer, og som forsøger at klamre sig til sit unge liv med fester og et positivt syn på tilværelsen.
Det er en både sjov og rørende film, der gør det næsten umulige muligt ved at være den nok første kræftkomedie.
I 2012 var Gordon-Levitt alle vegne. Han blev dog nok mest bemærket i science fiction-hittet 'Looper'. Filmen blev instrueret af Rian Johnson, der nu var ved at blive en af Hollywoods største instruktører, efter Gordon-Levitt var ham i hans debutfilm 'Brick'.
Sideløbende med den succesfulde skuespilkarriere har Gordon-Levitt også skabt adskillige succesfulde virksomheder - og har blandt andet opfundet platformen HitRecord, der kan bruges til at producere film.
Han instruerede også sin første film, 'Don John', i 2013, men der skulle gå otte år yderligere, før han igen satte sig i instruktørstolen.
Mr. Corman på Apple+
I den nye serie 'Mr. Corman' er Joseph Gordon-Levitt sprunget ud som rigtig auteur.
Han både skriver, instruerer og spiller med i serien, der omhandler en skolelærer i en form for tidlig midtlivskrise, da det pludselig går op for ham, at livet slet ikke blev det, han havde håbet.
I serien spørger Mr. Corman en dag sine elever, om de føler sig heldige.
De fleste svarer til Cormans store overraskelse nej, og her går det op for ham, at blandt eleverne, hvoraf de færreste er hvide drenge, er det faktisk kun ham selv (og en enkelt optimistisk dreng), der har det privilegium at føle sig heldig.
Og det burde han måske også, for Corman er en flot ung mand med musiske evner og en skoleklasse, som umiddelbart lader til at elske ham som skolelærer.
Alligevel går det i dagene efter op for ham, at han ikke har brugt sit "held" til noget og på trods af alle mulighederne ikke er særlig glad.
Det får ham på en lang rejse i håbet om at finde meningen med livet.
'Mr. Corman' er virkelig fint lavet. Gordon-Levitt er en dygtig instruktør, og de fleste scener er lavet med både visuelt overskud og virkelig god timing i replikkerne.
Han er også en dygtig og interessant skuespiller, så man sjældent er i tvivl om, hvad Mr. Corman føler.
Der, hvor serien dog risikerer at drukne mellem alle de andre middelgode drama-komedier, er, at det er svært helt at lure, hvad Gordon-Levitt vil sige med serien.
Er det hans eget selvhad, privilegieblindhed eller mentale problemer, vi bliver præsenteret for, eller er det det pure opspind? Og skal vi have ondt af Corman, der mest af alt fremstår ynkelig og selvmedlidende?
Det er måske også unfair at lede efter den dybere mening med serien. Men den forsker trods alt selv i livets dybere mening, så man kunne godt ønske sig, at vores hovedfigurs problemer var lidt nemmere at afkode og båret lidt mere omhyggeligt frem af et plot, der kunne skabe mere grundlæggende spænding.
Jeg er dog positivt overrasket, for selvom serien på overfladen ser ret så kedelig ud, er der uden tvivl god underholdning at hente, hvis man er til små, finurlige indie-agtige serier, hvor det er ok med stilstand og hverdagens små problemer.
Mr. Corman kan ses på Apple+.