Har dansk stjerneinstruktør indgået pagt med Djævelen? Ny film har perfekt timing

Lone Scherfigs nye film har en djævelsk præcis timing, men er for forudsigelig og tilrettelagt.

'The Kindness of Strangers' følger fire mennesker gennem deres livs værste krise. Selvom filmen foregår i USA, så er den dansk produceret og har blandt andet den danske skuespiller Esben Smed på rollelisten. (Foto: Per Arnesen © SF Studios)

Har Lone Scherfig indgået en pagt med Djævelen?

Det virker ikke sandsynligt. Scherfig er trods alt én af de store humanister i dansk film. En instruktør, der i sjælden grad bekymrer sig om sine filmfigurer, og som faktisk behandler dem samvittighedsfuldt. Som mennesker og ikke som kvæg, der kan udsættes for alverdens ulykker og slås ihjel efter behag.

Men alligevel. Scherfigs nye film 'The Kindness of Strangers' ankommer med en djævelsk præcis timing.

Coronapandemien har rystet menneskeheden, isoleret de ensomme endnu mere og har, bogstaveligt talt, skabt afstand mellem medborgere. Dertil kommer raceoptøjer og demonstrationer verden over ovenpå amerikanske politifolks, tilsyneladende, systematisk voldsomme behandling af sorte medborgere.

Kloden trænger til en kærlig krammer. Og vupti! Den har Scherfig.

Veksler mellem trist og optimistisk

Hun lader en håndfuld mennesker, der aldrig har mødt hinanden, ramle sammen gennem et par iskolde vinterdage omkring en russisk restaurant på Manhattan.

Clara og hendes to drenge er stukket af fra en voldelig ægtemand og far. Jeff duer ikke rigtig til noget og bliver hurtigt fyret, hver gang han får sig et job. Alice er en engel af en næstekærlig sygeplejerske. Marc er en dygtig chefkok, der har siddet i fængsel og nu har et ønske om et bedre liv.

Danske Lone Scherfig står blandt andet bag filmhittet 'Italiensk for begyndere' og den Oscar-nominerede 'An Education'. (Foto: Per Arnesen © SF Studios)

Og endelig er der den humoristiske lim i fortællingen: Timofey, ejeren af den russiske restaurant, der må tale engelsk med en klodset, russisk accent til kunderne – uanset at han er født og opvokset i New York.

Som Scherfigs gennembrudsfilm 'Italiensk for begyndere' er 'The Kindness of Strangers' en ensemblefilm med en gruppe af kuldslåede mennesker i centrum. Og som 'Italiensk for begyndere' ligger Scherfigs nye film og tipper på balancen mellem det triste og optimistiske.

Det er en ualmindelig hård skæbne, Clara og hendes to drenge har været udsat for. Intet barn bør opleve noget, der tilnærmelsesvis ligner Anthony og Judes oplevelser med deres far. Og som sygeplejerske må Alice mobilisere utrolige mængder af overskud for at klare sig gennem den menneskelige elendighed på bunden af Manhattan.

Men håbet er derude, signalerer Scherfig.

Virker kalkuleret og tilrettelagt

Marc kan faktisk fatte rigtig stor, kærlig interesse for yndige Clara. Også selvom det eneste, han ved om hende, er, at hun snyder sig ind for at stjæle hans hors d'oeuvrer ved et bryllup. Og når stærke Alice fatter sympati for klodsede Jeff, ligger det snublende tæt på en romance.

Sådan er film. Alt kan ske. Det er magi, jovist. Men hvis lidt for meget bare kan ske, så virker det også kalkuleret og tilrettelagt. Som i en romantisk komedie, hvor to mennesker afskyr hinanden i halvanden time, selvom alle, selv de allermest tungnemme, er helt med på, at de i sidste ende får fat på hinanden.

'The Kindness of Strangers' foregår i New York, hvor en række forskellige skæbner løber ind i hinanden på en russisk restaurant. (Foto: Per Arnesen © SF Studios)

Det er naturligvis en smagssag, i hvor høj grad man accepterer, at store eksistentielle kriser kan løses med et fingerknips. Det kan de, som bekendt, meget sjældent ude i den virkelige verden.

Men vejen fra den brutale, frostkolde elendighed til den håbefulde, medmenneskelige varme skal på en eller anden måde være overrumplende, fantasifuld og spektakulær for at overbevise større kynikere.

Og netop her er der noget, der ikke kommer i svingninger i 'The Kindness of Strangers'. Det er, som om at filmens titel, alt for tydeligt, bærer løsningen på filmens konfliktstof.

Vi ved, hvor Scherfig vil hen. Og bortset fra, at Esben Smed for en gangs skyld får lov til at spille en usympatisk stodder, er det meget nemt at forudsige den rejse, de fremmedes venlighed tager os på.

Der er bestemt gode øjeblikke.

Zoe Kazan spiller Clara med forbavsende indlevelse. Bill Nighy er som altid kejtet elskelig som Timofey. Og Esben Smed giver en spændende flertydighed til en rolle, der bare kunne have været endnu en klassisk psykopat.

Men måske havde det gjort historien mindre forudsigelig og mindre tilrettelagt, hvis Djævelen faktisk havde haft en finger med i spillet.

(© SF Studios)

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter