Hvis du har en hang til danske serier, så har du stensikkert set eller hørt om flere af dem her:
Point of view-serien 'Anton 90', Tinder-serien 'Yes No Maybe', drukserien 'Fastland', parforholdsserien 'Perfekte steder', venskabsserien '29' og land/by-serien 'Doggystyle'.
Eller hvad med queer-serien 'Ondt i røven', kræftserien 'Kemohjerne', sexserien 'Sex', antologiserien 'Vakuum', overgrebsserien 'Natten til lørdag', akavethedsstudiet 'Pleaser', technoserien 'Noia'.
Eller nu: Romeo og Julie-serien 'Enten/eller', der handler om en socialistisk og en liberal københavner, der forelsker sig.
(Og jeg har sikkert glemt et par stykker).
Det allervildeste er ikke engang, at der nu er nok danske ungdomsserier til, at man kan glemme nogen. Hvilket ellers er vildt nok i sig selv.
Det allervildeste er, at de serier, jeg har glemt, garanteret er gode. For det er de faktisk allesammen. Og vidunderligt nok på vildt forskellige måder.
Til fælles har de, at de unges følelsesliv bliver portrætteret indefra og ud og bliver taget ekstremt alvorligt. Og som oftest er det meget unge folk, der står bag serierne.
Hvad enten der bliver malet med den helt store filmpensel, som i 'Perfekte steder' og 'Enten/eller', eller i mere afdæmpede, naturalistiske versioner i 'Sex' og 'Kemohjerne', så er der ingen tvivl om, at man ikke griner af de unge længere.
Og hvis vi overhovedet griner, så griner vi med dem.
Indlevelse på kommando
Det nyeste skud på den pludseligt meget tykke stamme af vellykkede danske ungdomsserier er 'Enten/eller' på Yousees streamingkanal Xee.
Her mødes to ungdomspolitikere en fortumlet, forelsket nat i byen uden at vide noget om hinanden. Men da socialistiske Maja dagen efter ser William hive hendes partis valgplakater ned med sine liberale venner i diverse blazere, er scenen sat for en meget ufarlig version af Romeo og Julie.
Men i de nye ungdomsserier behøver indsatsen heller ikke at være høj, for at vi kan tage personerne alvorligt.
Når William sender ligegyldige sms'er til Maja, så bliver vi, modsat hendes venner, ikke irriterede over, at hun aldrig kigger op fra telefonen. For sms'erne bliver skrevet så stort på skærmen, at de ikke bare distraherer Maja, men også mig, der ser serien.
Ligesom under de svimlende kamerature under forelskelsen i første sæson af 'Perfekte steder' får man følelsen af, at her skyr man ingen midler for at få seeren helt ind i figurernes forelskelse.
"Lev dig ind!", kommanderer de. Det er ikke for sjov.
Det er 'Skam's skyld
For fem-seks år siden fandtes der kun én dansk ungdomsserie, jeg kan komme i tanke om. 'Sjit Happens', der kørte fra 2012 til 2017.
En velsmurt ensemblekomedie på TV 2 Zulu om en flok forskellige venner, der bor i samme lejlighed. Vildt charmerende, ofte virkelig gammeldags og fuld af sjove vittigheder, men følelsesmæssigt var den en verden væk fra den bølge af ungdomsserier, vi ser i dag.
Ingen følelser blev taget rigtigt alvorligt - bortset fra enkelte øjeblikke i romancen mellem Stephania Potalivo og Ruben Søltofts figurer hen mod slutningen af serien.
I ægte sitcom-stil er der i 'Sjit Happens' i hvert fald ikke noget problem, der er så stort, at det ikke kan løses på 25 minutter.
Så hvad er det, der har fået serieskaberne til at skrive så meget mere virkelighedsnært og psykologisk? Og hvad er det, der har fået både de store, brede tv-kanaler og de nye streaming-tjenester til at satse på ungdomsserier?
Det korte svar er 'Skam'. Den norske ungdomsserie, der spredte sig som en steppebrand blandt granvoksne mennesker i Danmark.
Serien fik norsk premiere i 2015 og eksploderede i Danmark i 2016. Den markerede et intenst skifte i vores måde at (an)se ungdomsserier på. Pludselig kunne man tage dem kunstnerisk alvorligt.
'Skam', 'Girls' og en eksplosion af kanaler
Men det lidt længere svar på hvorfor ungdomsserierne har fået så stærk en stemme, involverer en masse tendenser, der lapper ind over hinanden.
Og de første, nye ungdomsserier med små budgetter må da også have været på skrivebordet flere år, før 'Skam' for alvor fik fat.
Det vilde (og sjove!) eksperiment 'Anton 90' (kan man lave en serie, hvor man aldrig ser hovedpersonen?) og Tinder-serien 'Yes No Maybe' startede i henholdsvis 2015 og 2016, hvor det kun var de allerførste sofakartofler, der lige havde opdaget 'Skam' på NRK.
Så der er selvfølgelig flere påvirkninger i spil: Seriemediets opblomstring i det hele taget, eksplosionen af nye streamingtjenester og så amerikanske ungdomsseriers kunstneriske drejning med Lena Dunhams 'Girls' fra 2012 som det mest uomgængelige eksempel.
Den vidunderlige opblomstring af danske ungdomshistorier i serieformat føles befriende forskellig, men det centrale budskab er klart nok: Ung eksistentiel ængstelighed er for alle, følelser skal tages alvorligt, og man skal død og pine snakke om dem.
Ellers går det galt.