Har Sverige haft en homoseksuel konge? Ny serie går helt tæt på én af kongehusets største skandaler

Kong Gustav 5.'s forhold til en anden mand er omdrejningspunktet for den kommende serie 'A Royal Secret'.

(Foto: Johan Paulin © SVT)

Der mangler ikke ligefrem film og serier om de kongelige i disse år.

'The Crown' har efterhånden været en god samtalestarter ved arbejdspladsens kaffemaskine i årevis. Til jul er der premiere på den stort anlagte prinsesse Diana-film 'Spencer'. Og herhjemme mæsker vi os glad og gerne i serier og dokumentarer om vores eget kongehus.

Men hvordan står det egentlig til på den anden side af sundet, i Sverige?

Jo, dér har DR's søsterkanal SVT også snart en storstilet serie på vej, der har kongehuset som sit dramatiske omdrejningspunkt.

Og hvilket omdrejningspunkt!

For vidste du, at den tidligere svenske kong Gustav 5. efter sigende havde en hemmelig affære med en anden mand? Og vidste du, at det, der siden er blevet kendt som Haijby-affæren, endte med at koste kongens angivelige elsker flere års fængsel for afpresning?

Et billede fra serien, der handler om relationen mellem kong Gustav 5. (til venstre) og Kurt Haijby. - Det burde være totalt irrelevant at lave den her historie i 2021, mener seriens instruktør, Lisa James Larsson: - Men det er stadig relevant, for folk kæmper stadigvæk for basale menneskerettigheder. (Foto: Johan Paulin © SVT)

Det er blandt andet disse ingredienser, der i slutningen af året kommer til at danne udgangspunkt for den fire afsnit lange svensksprogede serie 'A Royal Secret' (på svensk: 'En kunglig affär'), der er instrueret af britisk-svenske Lisa James Larsson.

- Det bliver interessant, hvad kongehuset kommer til at sige til serien. De ved godt, vi laver den, og vi har ikke fået lov til at filme i deres slotte. Det ville være ret sympatisk, hvis især de yngre medlemmer havde en mening om serien, lyder det fra instruktøren.

- Men det får de nok ikke lov til at have.

'Det er en offentlig hemmelighed, at kongen var homoseksuel'

Og selvom vi ikke kan helt sikre på, hvad der egentlig skete mellem kong Gustav 5., der regerede Sverige fra 1907 og frem til sin død i 1950, og Kurt Haijby, så mener Lisa James Larsson, at der er hold i historien om kongens homoseksualitet.

- Det er en offentlig kendt hemmelighed, at kongen var homoseksuel. Det er ikke noget, folk benægter. Det er bare ikke officielt, siger hun og uddyber:

- Min forfatter på serien (Bengt Braskered) har mødt ældre mænd, der har været med til kongens fester. Deres historier efterlader ikke megen tvivl, men grundlæggende kan vi jo ikke vide, hvad der foregår i rummet ved siden af os. Og slet ikke for 70-80 år siden.

Til gengæld ved vi, at 39-årige Kurt Haijby i 1933 åbnede restauranten Lido i Stockholm sammen med sin anden kone, Anna. Men da han havde en plettet straffeattest, fik han afslag på sin ansøgning om en alkoholbevilling.

Derfor gik Kurt Haijby – af alle steder – direkte til den aldrende kong Gustav 5. for at søge om dispensation.

Hvad der helt præcist skete mellem de to mænd, vides ikke med sikkerhed, men i dramaseriens version af historien bliver der "tændt en gnist" mellem dem ved dette møde, og "en forbudt og hemmelig relation blev indledt".

Da Haijby-affæren kom frem i 1950'erne, blev det fremlagt, som om Haijby havde afpresset kongen ved at sige, han havde et forhold til ham, forklarer Lisa James Larsson. (Foto: undefined © SVT)

- Det var en stor skandale dengang. Homoseksualitet var ulovligt, og det var simpelthen ikke tilladt, at folk fik at vide, at kongen var homoseksuel. Haijby blev betalt for at tie stille omkring det, og kongehuset ødelagde hans liv ad flere omgange, forklarer Lisa James Larsson.

- Der blev gjort, hvad der skulle gøres for at beskytte kronen. Og Kurt Haijby gjorde, hvad han kunne for at beskytte sig selv.

Rollen som Kurt Haijby bliver i øvrigt spillet af Sverrir Gudnason, mens Staffan Göthe spiller rollen som kong Gustav 5.

Sagen er siden blevet beskrevet som én af Sveriges største retsskandaler. For da Kurt Haijbys kone i 1936 søgte om skilsmisse fra sin utro mand, angav hun hans seksuelle forhold til kongen som årsag. Så stod anklagen om det forbudte forhold pludselig sort på hvidt i skilsmissebegæringen.

Og det gik simpelthen ikke i et land, der først afkriminaliserede homoseksualitet i 1946.

- Det er ikke kun en historie om homoseksuel kærlighed, forklarer Lisa James Larsson.

- Det er også en historie om menneskerettigheder. I Sverige var homoseksualitet ulovligt indtil midten af 1940'erne. Herefter var det indtil slutningen af 1970'erne klassificeret som en psykisk lidelse. Seriens forfatter Bengt Braskered, der er homoseksuel, blev født, da det stadig var en sygdom at være homoseksuel. Det er frygteligt at tænke på.

Lisa James Larsson håber, folk vil blive berørte af serien: - Vi er ikke historikere, og vi har aldrig påstået, at vi ville lave en dokumentar. Jeg er interesseret i, om folk bliver bevægede eller føler noget, når de ser den. (Foto: Johan Paulin © SVT)

Nej, det er ikke en historisk korrekt dokumentar

Relationen mellem kong Gustav 5. og Kurt Haijby fik da også konsekvenser. Men mest for Haijby.

Han blev sigtet for afpresning af kongen, og i 1952 blev han dømt skyldig i afpresning. Den endelige dom lød på seks års "straffearbejde".

- Haijby er dog på ingen måde et offer, understreger Lisa James Larsson. Han var nemlig et komplekst menneske, der ikke just gjorde det nemt for sig selv, mener hun.

- Det er interessant at dykke ned i de dobbeltheder, hans karakter besidder. Så er det op til publikum at regne ud, i hvor høj grad han egentlig elskede kongen, og hvor meget han gjorde det for egen vindings skyld.

'A Royal Secret's første afsnit har netop haft premiere på festivalen Aarhus Series, og Lisa James Larsson fortæller, at publikum ved den efterfølgende spørgesession var både nysgerrige og støttede op om serien.

Lisa James Larsson (nummer tre fra venstre) efter visningen af første afsnit af 'A Royal Secret' på Aarhus Series. Hun ses sammen med producer Lena Rehnberg (yderst til venstre) samt skuespillerne Sanna Krepper og Sverrir Gudnason, der spiller henholdsvis Anna og Kurt Haijby i serien. (Foto: PRIVAT)

Serier som the 'The Crown', 'Atlantic Crossing' og '1864' er tidligere blevet kritiseret for at være historisk ukorrekte. Hvordan vil du forholde dig til den eventuelle kritik, der måtte komme af 'A Royal Secret'?

- Selvfølgelig kommer serien til at blive kritiseret, for den vil blive underlagt en anden målestok end serier, der er 100 procent fiktionsbaserede. Men jeg håber, folk vil sætte pris på serien for det, den er.

- Og folk med fornuften i behold forstår jo godt, at vi ikke laver en dokumentar. Seriens forfatter har brugt seks-syv år på at skrive den og har researchet alt det, han kan. Men det er stadig en dramaserie. Det er en dramaserie baseret på de informationer, vi har kunnet finde, men vi prøver ikke på at lave en historisk korrekt dokumentar.

'A Royal Secret' får premiere på DR sidst på året.