Harry Potters bedste ven fylder 30: Her er hans hemmelige film

Rupert Grint er bedst kendt som Ron Weasley. Men skuespilleren har spillet alt fra krigspilot til rockmusiker.

Rupert Grint blev verdensberømt i en alder af bare 11 år, da han var med i 'Harry Potter og De Vises Sten'. Han var med i alle otte Harry Potter-film og har siden spillet med i en håndfuld film. (Foto: Stuart C. Wilson © 2013 Getty Images)

Han var kun 11 år, da han debuterede som Harry Potters kejtede bedste ven, Ron Weasley. I dag fylder Rupert Grint – og hold nu rigtig godt fast – 30 år.

Så i stedet for at gå i livskrise og tælle de første rynker i spejlet, så lad os fejre fødselaren med nogle af de film, som han også har lavet. Faktisk er der gode muligheder for, at du ikke har set dem, da der ikke er lavet særlig meget larm for dem i Danmark.

Og selvom man skulle tro, at en tidligere børneskuespiller fra 'Harry Potter'-filmene er et selvskrevet hit, så optræder Rupert Grints navn altså ikke øverst på rollelisten særligt ofte.

Her er fire af hans film, som de færreste danskere nok har set, men som viser andre sider af den unge skuespillers talent – plus en ny tv-serie med ham, som vi glæder os til at se.

'Into the White' (2012): Sammenbidt krigspilot

Vi befinder os under anden verdenskrig, og et fly bliver skudt ned over Norge.

Tre tyske soldater overlever og søger læ for en voldsom snestorm i en hytte. To af de britiske soldater, som var skyld i nedskydningen, er også styrtet ned i nærheden, og det viser sig, at krigsfjenderne må deles om taget over hovedet.

Selvom det lyder utroligt, så bygger plottet faktisk på virkelige begivenheder. Rupert Grint spiller rollen som en af de britiske piloter, Gunner Robert Smith, som i virkeligheden var Løjtnant R.S. Bostock.

Hvis man skal se 'Into the White', skal man skal være i humør til en meget seriøs film og en intens fortælling om krig og umulige venskaber. Rupert Grint leverer en rimelig voksen og intens præstation – og snestormen uden for hytten lægger op til at trække dynen helt op under hagen.

'CBGB' (2013): Rockmusiker smider bukserne

Den næste film på listen er minsandten også bygget på virkelige hændelser.

Efter sin anden skilsmisse drømmer Hilly Kristal om at åbne en klub for countrymusik i 70’ernes New York City. Pludselig står rockbandet 'Television' og vil spille på klubben, og Hilly Kristals klub bliver i stedet et samlingspunkt for rockmusikken, hvor navne som Patti Smith og 'The Ramones' spiller nogle af deres første koncerter.

Hovedrollen som Hilly Kristal spilles af Alan Rickman (ja, ham der spiller Professor Snape i 'Harry Potter'), og Rupert Grint spiller en birolle som den hårdkogte musiker Cheetah Chrome.

Særligt i én scene beviser Rupert Grint, at han kan spille helt andre karakterer end den, han blev kendt for. En kvinde spørger Cheetah Chrome, om hans røde hår er naturligt eller farvet. I stedet for at svare, ser han overlegent på hende, mens han trækker bukserne ned om anklerne og afslører, at han altså er naturlig rødhåret.

'Charlie Countryman' (2013): Roommate i viagra-panik

Charlie Countryman mister sin mor. Da hun viser sig for ham i et syn og fortæller ham, at han skal rejse til den rumænske hovedstad Bukarest, tager han afsted med det samme.

Han møder Gabi, som han bliver forelsket i, og flytter sammen med gutterne Luc og Karl. Det viser sig at Charlies udkårne har skeletter i skabet, og et dramatisk eventyr er i fuld gang for den unge flok i Bukarest.

Som udgangspunkt er 'Charlie Countryman' altså mere et drama end en komedie. I hvert fald lige indtil Karl, som spilles af Rupert Grint, kommer til at tage alt for meget viagra og i panik må fragtes til en stripklub og få 'hjælp' af nogle letpåklædte damer.

Uden yderligere sammenligning, så er Rupert Grints måde at spille panisk i den førnævnte scene herligt genkendelig fra hans rolle i Harry Potter. Og så en lille spoiler: Vores alle sammens Lars Mikkelsen har en ret betydningsfuld rolle i filmen...

'Moonwalkers' (2014): Fjollet fætter

Da amerikanerne sendte mennesker til månen for første gang tilbage i 1969, sad hele verden klistret til tv-skærme og radioapparater. Men hvad nu hvis noget var gået galt, og missionen havde fejlet?

I filmen ‘Moonwalkers’ har CIA-agenten Tom Kidman fået den utaknemmelige opgave af stå for Plan B: At overtale filmlegenden Stanley Kubrick til at producere en falsk månelanding, som kan vises i stedet for den rigtige transmission, hvis uheldet er ude.

Tom Kidman tager til England for at møde Kubricks agent, og her støder han på agentens fætter Jonny, spillet af Rupert Grint, der går med til at arrangere mødet – og derefter får sin roommate Leon til at spille rollen som Kubrick.

Filmen er lige så plat, som den lyder. Men hvis man har brug for en tøhø-film, så er 'Moonwalkers' en solid kandidat. Og så har Rupert Grint altså bevist helt fra barnsben, at han har et ret fantastisk komisk talent.

'The ABC Murders' (2019): Politimand i krimi-klassiker

Vi slutter med en cliff hanger: Lige nu er Rupert Grint nemlig i gang med at filme BBC-serien 'The ABC Murders', som bygger på Agatha Christie-romanen af samme navn.

Vi befinder os i 1930'ernes Storbritannien, hvor Hercule Poirot, Arthur Hastings og Inspector Japp er på jagt efter en mystisk morder, der kendes under navnet A.B.C. Rupert Grints rolle er endnu en gang en birolle. Han spiller Inspector Crome, som tvivler om på Poirots evner som detektiv.

Hvis serien holder sig tro mod den oprindelige fortælling, er vi i den seriøse boldgade. Og er man til dystre detektivserier, er der god grund til at krydse fingre for, at 'The ABC Murders' kommer til at sidde lige i skabet.

De fire film kan streames gennem Blockbuster. Det vides endnu ikke, om serien kommer til Danmark.

Facebook
Twitter