#MeToo

Harvey Weinstein i retten: Nægter sig skyldig i anklager om voldtægt og seksuelle overgreb

Filmproducenten Harvey Weinstein nægtede sig skyldig, da han i dag mødte op i retten i New York City.

#MeToo startede, da flere kvindelige skuespillere anklagede den amerikanske filmproducent Harvey Weinstein for seksuelle krænkelser samt voldtægter. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Robyn Beck)

Harvey Weinstien har i dag nægtet sig skyldig i anklagerne om seksuelle overgreb, deriblandt voldtægt, på to kvinder.

Det skete ved et retsmøde i retten i New York City ved eftermiddag dansk tid.

Weinstein er sigtet for voldtægt og flere tilfælde af seksuelle overgreb af to forskellige ofre. I den pågældende sag er han anklaget for at voldtage en kvinde på et hotelværelse i 2013 samt at tvinge en anden kvinde til at udføre oralsex på ham på sit kontor.

Dusinvis af andre kvinder har beskyldt ham for blandt andet sexchikane, seksuelle overgreb og overfald, men sagerne i New York er de første, der er kommet for retten.

Anklagerne kom frem efter flere kvindelige skuespillere anklagede Weinstein for seksuelle krænkelser, hvilket i oktober sidste år for alvor satte gang i det, der i dag kendes som #MeToo-bevægelsen.

Harvey Weinstein meldte sig selv til politiet for 11 dage siden, men er på fri fod igen mod en kaution på én million dollars, hvilket svarer til cirka 6,4 millioner kroner. Siden har han været udstyret med en gps-fodlænke og har desuden måttet aflevere sit pas.

Facebook
Twitter