HBO laver dansk dramaserie for første gang

'Pelle Erobreren' bliver til en serie på otte afsnit. Det er første gang, at streamingtjenesten laver en dansk serie.

Pelle Hvenegaard og Max von Sydow i rollerne som Pelle og Lassefar i 'Pelle Erobreren', der vandt en Oscar for bedste udenlandske film. Nu kommer der en fortsættelse - som serie. (Foto: John Springer Collection © Getty Images)

Du har muligvis læst værket i gymnasiet eller set Bille Augusts Oscar-vindende film.

Nu bliver Martin Andersen Nexøs socialrealistiske klassiker ’Pelle Erobreren’ til en tv-serie på HBO Nordic.

Film- og serietjenesten har tidligere udtalt, at der skulle laves en nordisk serie, men først nu er det kommet frem, hvilken historie vi kan glæde os til at se.

Den historiske dramaserie får titlen ’Erobreren’ og støttes af public service-puljen, skriver Det Danske Filminstitut.

- 'Erobreren' skildrer en væsentlig historisk periode og bygger på et vægtigt litterært forlæg. Alene af den grund er der tale om en serie med betydning og værdi som public service, udtaler Claus Ladegaard, der er vicedirektør på Det Danske Filminstitut.

Skulle have været en biograffilm

Mens Bille Augusts Oscar-vindende film ’Pelle Erobreren’ fra 1987 fortalte historien om Pelle og Lassefar fra første bind, så tager HBO-serien fat i de resterende tre bind af Martin Andersen Nexøs værk.

At der ville komme en fortsættelse til filmen er i øvrigt ikke nyt.

Allerede for tre år siden kunne vi læse nyheden om, at den danske instruktør Per Fly ville indspille en film baseret på Martin Andersen Nexøs roman, men nu er det altså blevet til en HBO-serie i stedet.

Per Fly er stadig tilknyttet – denne gang som hovedinstruktør på serien – og Rasmus Heisterberg bliver hovedforfatter på ’Erobreren’.

Serien kommer til at bestå af otte afsnit på hver en times varighed, skriver Soundvenue. Der er endnu ikke oplyst en premieredato.

FacebookTwitter