HBO's danske serie får selvmordsforskere til at bringe advarsel: 'Man skal vide, at der er hjælp at hente'

Den danske HBO Max-serie 'Kamikaze' handler blandet andet om en ung piges ønske om at begå selvmord.

Hovedpersonen i 'Kamikaze', Julie, spilles af skuespilleren Marie Reuther. (Foto: © Åsmund Sollihøgda, HBO Max)

Serien 'Kamikaze', der er HBO Max' første danske serie, har siden premieren for halvanden uge siden været genstand for en del opmærksomhed.

Men omtalen har ikke kun handlet om plottet og skuespillet. Det har også handlet om en manglende advarsel om, at serien handler om selvmord og viser selvmordsforsøg.

'Kamikaze' handler om pigen, Julie, der mister sin familie i en flyulykke, og som derefter flere gange forsøger at tage sit eget liv. Og det ser man i flere eksplicitte scener.

Men trods scener med selvmordsforsøg blev seerne i Danmark, Norge, Finland, Sverige og Spanien i første omgang ikke advaret om indholdet i 'Kamikaze' på grund af en teknisk fejl.

HBO Max udsendte i november den første dansksprogede serie, og Netflix har også allerede lavet flere af slagen. (Foto: © Åsmund Sollihøgda, HBO Max)

Det skete først fra i fredags, efter at P1 Morgen beskrev, at Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse kritiserede, at man ikke fik en advarsel om, at serien handler om selvmord.

Derfor står der nu følgende i programomtalen af hvert afsnit:

- 'Kamikaze' er en fiktiv fortælling om tab, sorg og følelsen af at mangle en grund til at leve. Hvis du oplever nogle af de følelser, kan det hjælpe at tale med nogen, du stoler på, eller kontakte en anonym hjælpelinje som www.livslinien.dk.

Desuden har HBO Max i en mail til DR Nyheder skrevet, at der også er en advarsel på vej i begyndelsen af hvert afsnit. Det er dog i skrivende stund endnu ikke sket.

Selvmordsekspert: Unge identificerer sig med hovedpersoner

Men tiltagene fra HBO Max er ikke fyldestgørende, mener Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse.

Derfor har de lavet en guide med 11 punkter til, hvad man bør tale med sit barn eller teenager om, hvis de ser 'Kamikaze'. Punkterne kan du læse nederst i denne artikel.

For en serie, der viser flere selvmordsforsøg, kan nemlig være farlig - særligt hvis man er psykisk sårbar, siger Britt Morthorst, der forsker i selvmordsforebyggelse, og som har taget initiativ til guiden.

- De fleste mennesker kan på et eller andet tidspunkt i deres liv opleve, at man får tanker om, at livet ikke er værd at leve. Her er det rigtig vigtigt, at vi hjælper mennesker til at forstå, at der er hjælp at hente. Det handler om at indgyde håb, og det handler om at vide, at hvis man rækker ud, kan tingene ændre sig, siger hun til P1 Morgen.

Og det er især børn og teenagere, der kan blive inspireret af seriens hovedperson, Julie. Og det kan føre til en stigning i antallet af selvmord, siger Britt Morthorst.

- Vi ved, at når man ser film og tv-serier, identificerer man sig med hovedpersonerne. Unge mennesker gør det muligvis endnu mere, end voksne mennesker gør.

- Hvis man identificerer sig med 'Kamikazes' meget sympatiske hovedperson, kan man blive inspireret af det, hun gør. Jo mere man identificerer sig, jo mere kan man få lyst til at følge hendes handlinger.

18-årig forstår forskeres bekymring

18-årige Isabella har set de to første afsnit af 'Kamikaze'. Hun har set dem på DR Nyheders forespørgsel, fordi hun bidrog i en tråd på Instagram, der handlede om serien og dens tema. Redaktionen er bekendt med Isabellas fulde navn.

Hun har set afsnittene i selskab med sin kæreste. I foråret 2021 havde hun selv tanker om, hvorvidt livet var værd at leve.

- Det var både rart og ubehageligt at se. Det var rart, fordi jeg kunne identificere mig med hovedpersonen, Julie, og tænke på, at andre også kunne have det dårligt. Men det var også ubehageligt, fordi man jo ser hendes selvmordsforsøg, og det fik mig til at tænke på dengang, jeg selv var helt kold og ligeglad og tænkte på, om mit liv var værd at leve, siger hun til P1 Morgen.

Hovedpersonen Julie i 'Kamikaze' er i de afsnit, der endnu er tilgængelige af serien, opsat på at tage sit eget liv. (Foto: © Åsmund Sollihøgda, HBO Max)

Isabella forstår godt forskernes bekymring for, at serien kan føre til en stigning i antallet af selvmord.

Hun opdagede ikke, at HBO Max havde sat en advarsel på i programomtalen. Hun synes, det er vigtigt, at den bliver forsynet med en advarsel og gerne noget tydeligere end den, der ligger der nu.

- Der skal ligge en meget klar tekst om, hvor man kan få hjælp, hvis man bliver påvirket af at se den, siger Isabella.

I dag har Isabella det godt, og at se serien i dag udløser ikke tanker om selvmord hos hende.

Ifølge Britt Morthorst hjælper det, når man i starten af et afsnit kommer med en advarsel om, at det, man nu skal se, handler om selvmord.

- Det at man tydeliggøre advarsler, så sårbare individer ved, at de nu skal være opmærksomme eller dele deres situation med andre, det er super vigtigt. Og så er det rigtig vigtigt at vise, hvor man kan få hjælp, siger hun.

HBO Max har ikke ønsket at stille op til interview med DR Nyheder, men de har i stedet sendt en skriftlig kommentar fra den nordiske redaktør for HBO Max Originals, Christian Wikander.

- 'Kamikaze' handler om livet, og at man selv efter en forfærdelig tragedie kan finde glæde og mening ved livet. Vi finder det vigtigt, at man i drama også portrætterer livets mørke sider som for eksempel tab, sorg og følelsen af at mangle en grund til at leve, der er udgangspunktet i 'Kamikaze', inden serien udvikler sig til en coming of age-story – og en hyldest af livet.

HBO siger videre, at man har "taget en række kunstneriske valg, der hverken glorificerer eller romantiserer selvmord".

- Med en meget synlig disclaimer, synes vi derudover, at vi gør vores for at advare og henvise seere med selvmordstanker til rette sted.