HBO's lejemorder-hit er tilbage med ny sæson: Fans i chok allerede efter første afsnit

'Killing Eve' formår stadig at overraske, mener DR's serieekspert.

Jodie Comer, Sandra Oh og danske Kim Bodnia spiller med i 'Killing Eve'. (© HBO Nordic)

Spoiler-alarm: I følgende artikel spoiles det første afsnit af 3. sæson af 'Killing Eve'.

Jeg laver lige en lille personlighedstest på dig.

Forestil dig et par lejemordere klædt ud som klovne til en børnefødselsdag. De skal ind og myrde nogen i huset. Da de går over plænen, begynder børnene først at løbe hvinende glade hen til dem, indtil den ene af klovne-lejemorderne råber: "Bøh!" til dem.

Så løber de skrigende væk.

Var der et lille mentalt smil ved tanken? Så kan du glæde dig til tredje sæson af 'Killing Eve', der lige har haft premiere.

Hvis du slet ikke synes, at idéen om en lejemorder klædt ud som klovn er sjov, så vil mit bedste bud være, at 'Killing Eve' ikke er noget for dig.

Det bankende hjerte i 'Killing Eve' er de groteske situationer, der opstår omkring lejemorderen Villanelle. Og så hendes kjoler. De er meget, meget flotte.

Hvis man googler Villanelle, så er tre af de første forslag "pink dress", "outfits" og "style".

Det hele føles lidt som en meget smuk og stilsikker, feministisk parodi på en John le Carré-historie. Der er ikke noget at sige til, at Phoebe Waller-Bridge, der har lavet serien, blev prikket på skulderen til at skrive på James Bond-filmen 'No Time To Die', der får premiere senere på året.

Serien er baseret på en række bøger, der har Villanelle som hovedperson. I serieficeringen er Villanelles scener delt mere ligeligt med MI5-agenten Eve Polastri, der jagter hende til at starte med, og som lægger navn til tv-serien.

Den centrale dynamik er mellem kaos og orden, hvor Sandra Oh spiller Eve, der repræsenterer ordensmagten, men med en totalt kaotisk personlighed.

Den nye stjerne Jodie Comer repræsenterer omvendt morderisk kaos, men spiller med underholdende psykopatisk total kontrol over sin krop og sine følelser. De har begge vundet masser af skuespilpriser for deres præstationer.

Vores egen Kim Bodnia spiller Villanelles faderlige (og voldelige) kontaktperson Konstantin med stort karismatisk overskud. Og så det mest hjertelige grin, der eksploderer befriende på de mest upassende tidspunkter i højspændte superkriminelle snakke om liv og død.

Her er de tre mest betydningsfulde nye greb i sæson tre af 'Killing Eve'. OBS: Der kommer en rimelig stor spoiler fra slutningen af første afsnit nederst i artiklen.

1

Hvaaad? Villanelle har en baggrundshistorie!

Villanelle spilles af Jodie Comer, der blandt andet er kendt for sin medvirken i 'Thirteen' og 'The White Princess'. (© HBO Nordic)

Seriens store projekt har været at overbevise os om, at en iskold, psykopatisk, kvindelig lejemorder kan give mening. Og være farlig.

Det er som om, serien midt i den tørre humor og den overdrevne vold har et fascinerende og semi-alvorligt feministisk projekt.

Hvis vi skal kunne forestille os et patriarkat, der bryder sammen, og en opløsning af magthierarkierne mellem kønnene, så er vi også nødt til at kunne forestille en kvindelig psykopatisk morder. Altså bare for sjov! Eller hvad?

Langt henad vejen har det virket som en pointe, at Villanelle var en blank, smuk, psykotisk overflade. Så det var Jodie Comers humoristiske og indtagende præstation alene, der skulle sælge idéen til os.

Serien nægtede at diskutere rationale, psykologi og troværdighed med os. Den sagde bare: "Se, er hun ikke bare vildt skør, sexet og umulig at holde op med at kigge på?", indtil man pludselig troede på, at hun fandtes.

Men i tredje sæson spiller hendes gamle russiske lejemorder-træner en central rolle i Villanelles ambition om at komme højere op i hierarkiet. Det giver anledning til en vidunderligt kitschet idé om, at de konkurrerer om, hvorvidt Villanelle kan overgå hendes gamle lejemord.

- De studerer stadig mine gamle mord, fordi de var så geniale, praler Dasha, den benhårde negl af en gammel lejemorder.

2

Ny showrunner - igen

Phoebe Waller-Bridge har vundet både BAFTA'er, Emmy'er og Golden Globes for sine tv-serier. (Foto: Steve Granitz © Getty Images)

Da Phoebe Waller-Bridge slap tøjlerne på serien efter den nærmest universelt elskede første sæson, virkede det som et kæmpe problem. De meget skeptiske troede, at man fortsatte serien, alene fordi den var et hit, men at Waller-Bridge stak af for at beholde integriteten intakt.

For var der mere historie at fortælle?

I tredje sæson er det Suzanne Heathcoate, der tidligere har arbejdet på 'Fear the Walking Dead', der har taget styringen. I anden sæson var det instruktør og skuespiller Emerald Fennell og i den kommende fjerde sæson bliver det manuskriptforfatter Laura Neal, der blandt andet har skrevet på Netflix-hittet 'Sex Education'.

Så de har altså vendt situationen fra et tab af geniet Waller-Bridge til en antologi-agtig tankegang. Optimalt set vil modellen motivere de forskellige showrunnere til at gøre en historie færdig i hver sæson og samtidig finde på nye og chokerende ting, der kan sætte deres præg på serien og sørge for, at den ikke gror fast.

Lidt ligesom en ny instruktør på hver James Bond-film.

- It's not a bug, it's a feature, som software-udviklerne siger.

3

Dræber hovedkarakter allerede i første afsnit

Sandra Oh (til højre) blev belønnet med en Golden Globe for sin rolle som Eve i 2019, hvor hun selv var vært for prisuddelingen. (© HBO Nordic)

Spoiler-alarm: Herunder afsløres handlingen i første afsnit af sæson tre.

Kæmpefans af serien har haft nedtur over slutningen af første afsnit.

Eves gode ven, tech-nørden Kenny, der endda også er søn af efterretningschefen Carolyn, klasker ned fra et meget højt tag. Selvfølgelig sker det for at give Eve et mord at opklare i sæsonen, men mange fans synes, at man kunne have valgt en mindre elsket figur.

Showrunner Suzanne Heathcote siger til Variety, at det var for at komme dybere ned i personerne. At Eve (og serien) havde brug for et følelsesmæssigt chok for at komme videre fra anden sæsons foreløbige kulmination på relationen mellem hende og Villanelle.

- Det er en svær beslutning, men der er nødt til at være et tydeligt element af fare. For det er en serie, hvor man skal have følelsen af, at alt kan ske. Det betyder desværre, at nogle elskede personer må lade livet, lød det.

Selvom det drastiske valg kommer fra en ny showrunner, der skal ind og rydde lidt op, føles det nu karakteristisk nok for serien. For 'Killing Eve' er aldrig bange for at ødelægge den gode stemning.

Serien dyrker på den ene side vores kollektive, sygelige besættelse af vold på skærmen og specifikt blodige, ækle detaljer omkring overlagte seriemord. På den anden side holder den sig ikke på måtten i forhold til at vade frem og tilbage over grænsen mellem nydelsesfuld væmmelsesfryd og bare… klamt.

Tidligt i sæson tre begår Villanelle et mord og opdager bagefter, at offeret har en baby liggende, grædende i et andet rum. Stemningen ændres totalt for seeren, men Villanelles humør er fuldstændigt upåvirket, hvilket meget effektivt peger en usynlig finger tilbage på seerens dobbeltmoral: "Du var lige med på, at en tilsyneladende uskyldig person skulle have en stemmegaffel gennem kraniet, men nu får du pludselig moralske skrupler?"

Killing Eve, sæson tre kan ses på HBO Nordic.

Facebook
Twitter