Heftig uge for dansk skuespiller i Cannes: Alle vil høre om akavet sexscene

Verdenspressen er vild med Claes Bang. Han har givet 100 interviews under sin første Cannes Filmfestival.

Den danske skuespiller Claes Bang er blevet en international stjerne på kort tid i Cannes.

Den svenske film ’The Square’, som han spiller med i, spås nemlig gode chancer for at vinde en pris – ikke mindst Den Gyldne Palme for bedste film på søndag.

Danskeren har tilmed mulighed for at vinde prisen for bedste skuespillerpræstation.

Da DR Kultur taler med Claes Bang på Croisetten, bliver han for eksempel stoppet af en japansk journalist, der bare lige vil rose den danske skuespiller.

- Jeg er glad for den positive modtagelse. Og jeg har da tænkt mig at smede, mens jernet er varmt, siger den 50-årige skuespiller, der deltager for første gang i verdens største filmfestival i Cannes.

Se Claes Bangs reaktion på de rosende ord fra Cannes' internationale publikum fra premieren her:

Det er dog ikke kun Claes Bang, der har fanget verdenspressens opmærksomhed – det er også en helt specifik scene med ham i filmen.

Det mærkede skuespilleren under pressemødet med den internationale presse efter visning af filmen, der får dansk premiere senere i år.

Her har Claes Bang i rollen som museumsinspektøren Christian akavet sex med ’Mad Men’-stjernen Elisabeth Moss, der i øvrigt lige nu er aktuel i serien ’The Handmaid’s Tale’.

Hør Claes Bang fortælle om mødet med verdenspressen og den akavede sexscene i videoen øverst.