Hele Danmarks diva: Ghita Nørby fejrer i dag sit teaterjubilæum

Folketeatret i København har i dag premiere på forestillingen 'Sarah', som er Ghita Nørbys 60-års jubilæumsforestilling. Se her de bedste billeder fra skuespillerens store karriere.

  • Ghita Nørby spillede i 1958 rollen som Columbine. Det var en af hendes første roller. (Foto: Per Pejstrup © Scanpix)
  • Ghita Nørby spillede med i filmen 'Ung leg' fra 1956, hvilket var hendes første film. Her ses hun sammen med Anne Werner Thomsen. (Foto: Olav Kjelstrup © Scanpix)
  • Ghita Nørby i 1956, da hun var med i 'Eventyr på fodrejsen', der blev vist på Det Kongelige Teater. Hun spillede senere på bl.a. Allé-Scenen og Betty Nansen Teatret. (Foto: Aage Sørensen © Scanpix)
  • I 1958 havde Det Kongelige Teater premiere på Henry de Montherlants 'Den døde dronning'. Ghita Nørby spiller infantinde af Navarra. (Foto: Ulf Nilsen © Scanpix)
  • Billede fra 'En duft af honning'. Berlingske Tidende skrev i 1960 om Ghita Nørbys præstation: "Hun var simpelthen pigen Jo - ikke blot i ydre, men i tale, i reaktioner, i sin hele gennemleven og gennemliden af kærlighed og smerte." (Foto: Allan Moe © Scanpix)
  • Ghita Nørby, da hun spillede Jo i forestillingen 'En duft af honning'. Forestillingen blev opført i 1960 på Allé-Scenen på Frederiksberg, og den anses som betydningsfuld for hendes gennembrud. (Foto: ukendt © Scanpix)
  • Ghita Nørby og Dario Campeotto blev gift i 1963. Sammen fik de sønnen Giacomo Campeotto, der er instruktør. Parret blev senere skilt. (Foto: Flemming Adelsson © Scanpix)
  • Ghita Nørby sammen med Dirch Passer. Her fra 'Pigen og pressefotografen' fra 1963. (Foto: Flemming Adelson © Scanpix)
  • I 1973 var hun igen på scenen på Det Kongelige Teater i forestillingen 'Stormen'. (Foto: STEEN JACOBSEN © Scanpix)
  • De fleste kender Ghita Nørby som Ingeborg fra 'Matador'. Her ses hun sammen med Jørgen Buckhøj, som spillede Mads Skjern, under indspilningen til tv-serien. (Foto: Allan Moe © Scanpix)
  • Ghita Nørby ses her i sminken, inden hun skal ind på scenen. Hun begyndte på det Kongelige Teater i 1955. (Foto: JAN JØRGENSEN © Scanpix)
  • Søren Pilmark og Ghita Nørby i Shakespeares 'Richard III' på Det Kongelige Teatret. Billedet er fra 1994. (Foto: JAN JØRGENSEN © Scanpix)
  • Ghita Nørby har flere gange spillet med i Bille Augusts film. Blandt andet i 'Den gode vilje' fra 1992 og 'Stille hjerte' fra 2014. (Foto: CLAUS BJØRN LARSEN © Scanpix)
  • Skuespiller Ghita Nørby takker her for sin æresbodil ved uddeling af Bodilprisen 2012. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)
  • Ghita Nørby ses her sammen med sine tre hunde omkring hendes 75 års fødselsdag. (Foto: Andreas Hagemann Bro © Scanpix)
  • Ghita Nørby stod for første gang på scenen på Aarhus Teater i stykket 'Other Desert Cities' fra 2012. Ud over Ghita Nørby medvirkede Waage Sandø, Marie Louise Wille, Inge Sofie Skovbo og Jesper Dupont. (Foto: Axel Schütt © Scanpix)
  • Da dronning Margrethe afholdt aftenselskab for kunst- og kulturlivet på Christiansborg Slot i 2016, stjal Ghita Nørby og særligt hendes kjole rampelyset. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)
  • Ghita Nørby har både modtaget en Æresbodil og en Æresrobert for sin indsats i dansk film. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)
1 / 18

Ghita Nørby er Danmarks ukronede dronning både på teaterscenerne og på film.

I dag bliver skuespillerens imponerende karriere på de danske scener hyldet med en såkaldt 60-års jubilæumsforestilling, når der er præmiere på forestillingen 'Sarah' på Folketeatret i København.

82-årige Nørby spiller rollen som den franske skuespiller Sarah Bernhardt, der i forestillingen erindrer de skelsættende øjeblikke i sit liv. Her spiller hun over for skuespilleren Preben Christensen.

Niels Birger Wamberg har skrevet samtalebogen 'Mine egne veje' sammen med Ghita Nørby. Han fortæller, at hun som skuespiller har haft en uhyrlig gennemslagskraft.

- Hun kan i den grad sin metier. Hun kan komme ud i fagets kroge, og hun kunne jo meget tidligt sit kram, siger han.

DR Kultur har været i arkiverne for at finde de bedste billeder frem af skuespilleren fra hendes spæde start på teaterscenen, til hun tog rampelyset med sin røde kjole, da hun var inviteret til royal fest på Christiansborg sidste år.

Du kan se billederne øverst i artiklen.

FacebookTwitter