'Helt usædvanligt': Biograffilm udkommer direkte på streaming under coronakrisen

Fra i dag kan du se flere nye biograffilm på nettet, fordi landets biografer må holde lukket.

'Emma', 'The Hunt' og 'Sonic the Hedgehog' vil blandt andre snart være mulige at streame hjemmefra, nu når biograferne er lukkede. (© UIP)

- Fra i morgen klokken 10 vil det ikke længere være tilladt at samles mere end ti personer.

Sådan lød budskabet fra Danmarks statsminister Mette Frederiksen i tirsdags.

Det var en hård melding for landets biografer, der i forvejen havde døjet med et svigtende billetsalg, siden coronakrisen begyndte.

Men nu tager filmdistributørerne alternative midler i brug for at få deres film ud til de brede masser.

Således udkommer flere nye biograffilm på streaming for at indhente noget af den tabte omsætning.

Elisabeth Moss-gyseren 'The Invisible Man' og Jane Austen-dramet 'Emma' var netop kommet i biograferne, da coronakrisen begyndte.

De er fra i dag, sammen med 'Doolitle' fra januar, blevet gjort tilgængelige på Viaplay, hvor de koster 189 kroner at leje.

Gyseren med Elisabeth Moss i hovedrollen, 'The Invisible Man', kan streames fra i dag. (© UIP)

Snart kommer også 'Sonic the Hedgehog', der havde premiere i februar, og thrilleren 'The Hunt', der skulle have haft premiere 8. april, på streaming i stedet.

Et hidtil

uset
træk, hvis man spørger filmekspert Maria Månson.

- Det er usædvanligt for de store filmproduktionsselskaber. Biografernes liv afhænger af, at folk køber billetter. Derfor er de ret stramme med at give køb på det vindue, der normalt er mellem en biografpremiere og frigivelsen til streaming, siger hun og fortsætter:

- Den givne situation ændrer imidlertid på hele den her struktur. Fødekæden er brudt, og nu kæmper alle parter hver især for overlevelse.

Men selvom det kan være en god idé for filmselskaberne at hente noget af den tabte fortjeneste ind gennem udgivelserne på streamingplatforme, mener Maria Månson, at 189 kroner for en lejefilm er en smule pebret.

- Jeg synes, man hellere skulle have satset på noget a la en biografbillet - det vil sige omtrent 100 kroner. Men det er også klart, at der er en masse faktorer på spil, som kan fordyre billetprisen.

Jane Austen-filmen 'Emma' nåede kun en enkelt uge i de danske biografer, før Danmark lukkede ned på grund af coronaforanstaltninger. Men nu kan skuffede biografgængere altså se filmen på Viaplay. (© UIP)

Ikke alle film kommer på streaming

Michael Berg er direktør i UIP (United International Pictures), der distribuerer og markedsfører film til biograferne for nogle af de store filmselskaber som Universal, Paramount og Sony.

Han mener, at den nye, alternative forretningsstrategi kan tjene både publikum og filmselskaber.

- Vi står i en ulykkelig situation, og vores primære kunder er jo biograferne. Så når vi ikke kan vise filmene på grund af de alvorlige omstændigheder, er vores opgave at

minimere
tabet, siger han og fortsætter:

- Publikum sidder jo derhjemme, og vi har en mulighed for at servicere dem gennem nogle andre tjenester. Og det gør, at filmproducenterne kan tjene nogle af deres penge ind igen.

Normalt skal der - ifølge reglerne - ellers gå fire måneder fra en film har haft premiere i biograferne, til den må udkomme på

streamingtjenester
som lejefilm.

Og man skal da heller ikke glæde sig for tidligt.

Det er nemlig ikke alle film, der vil udkomme på streaming, nu hvor biograferne holder lukket. For eksempel er premieredatoen for animationsfilmen 'Trolls: World Tour'

udskudt
til 1. oktober, selvom den ellers skulle have haft premiere den 26. marts.

Det er ikke alle planlagte forårsfilm, der udkommer på streaming. 'Trolls: World Tour' ville miste for mange penge, hvis den udkom på streaming nu. Derfor er dens premiere skubbet til 1. oktober. (© UIP)

Det sker, fordi der er nogle film, der er mere afhængige af at tjene penge end andre, forklarer Michael Berg.

- Man laver et regnestykke over, hvor mange penge man vil tabe eller tjene. Og 'Trolls: World Tour' har kostet mange penge at lave i forhold til en film som for eksempel 'The Hunt'.

- Så i tilfældet 'Trolls' vil tabet være meget større, hvis vi valgte at udgive den på streaming i stedet for at gemme den til en udgivelse i biograferne senere på året, siger Michael Berg, der ikke kan kommentere på den føromtalte prissætning på 189 kroner.

Han fortæller, at det er Viaplay, der sætter prisen.

Viaplay har ikke ønsket at kommentere på prisen, men siger, at den er aftalt med produktionsselskabet NBCUniversal.

Facebook
Twitter