Her er aftenens store Oscar-vindere og tabere

Filmen ’Birdman’ blev nattens store Oscar-vinder, mens ’Boyhood’ blev forbigået ved prisuddelingen.

Instruktøren Alejandro Gonzalez Inarritu stod for aftenens store Oscar-vinder, nemlig filmen Birdman. (Foto: Frederic J. Brown)

Filmen ’Birdman’ var på forhånd udset til at være en af Oscar-showets favoritter.

Ni nomineringer havde Alejandro Gonzales Inarritus film modtaget – og med fire Oscar-stauetter ud af ni mulige, blev filmen nattens store Oscar-vinder.

'Birdman' har den tidligere Batman-stjerne, Michael Keaton, i hovedrollen og handler om en afdanket skuespillers forsøg på at få et comeback ved at sætte et Broadway-stykke op. Filmen vandt priserne i de store kategorier ’bedste film’, ’bedste instruktør’, ’bedste originale manuskript’ samt i den mindre kategori ’bedste cinematografi’.

'Boyhood' måtte nøjes med en enkelt pris

Samtidig blev en af aftenens andre favoritter, den kritikerroste film ’Boyhood’, aftenens taber.

’Boyhood’ er instrueret af Richard Linklater og er en 'coming of age-film' optaget henover 12 år. Filmen ankom til Oscar-festen med seks nomineringer for blandt andet bedste film og bedste instruktør, men måtte nøjes med en enkelt pris for bedste kvindelige birolle, der gik til Patricia Arquette.

Julianne Moore bedste kvindelige hovedrolle

Aftenens øvrige vigtige priser blev givet til blandt andre den 33-årige britiske Eddie Redmayne, der vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle for rollen som fysikeren Stephen Hawkins i ’The Theory of Everything’.

Julianne Moore vandt Oscar-statuetten for bedste kvindelige hovedrolle for filmen ’I’m Still Alice’. Det var femte gang, Julianne Moore var nomineret til en Oscar-statuette, men første gang det lykkedes hende at vinde en.

Bedste mandlige birolle gik til J.K. Simmons for ’Whiplash’, mens den polske’Ida’ vandt prisen for bedste ikke engelsk-sprogede film. Bedste animerede film blev ’Big Hero 6’.

'The Grand Budapest Hotel' vandt de mindre kategorier

En anden af aftenens store vindere var Wes Andersons 'The Grand Budapest Hotel'. Filmen var nomineret i ni kategorier - blandt andet for bedste instruktør, bedste film og bedste originalmanuksript - og vandt i fire kategorier, ligesom 'Birdman' gjorde.

Priserne, som 'The Grand Budapest Hotel' hev hjem var dog i de mindre kategorier sammenlignet med 'Birdman'. Filmen modtog priser for 'bedste kostumedesign', 'bedste make-up og hår', 'bedste produktionsdesign' samt 'bedste originalmusik'.

Facebook
Twitter