Her er DR1’s nye krimiserie der tager over efter ’Arvingerne’

Europæisk produceret krimiserie med Lars Mikkelsen i en af de tre hovedroller er afløseren for ’Arvingerne’ på DR1 søndag aften.

Efter en sæson med arvestrid og familiefejde i 'Arvingerne' vender DR1 tilbage til krimigenren søndag aften. Det sker fra 22. februar, når kanalen sender 'Mord uden grænser'. (© dr)

DR1 vender tilbage til mørke mordgåder, når kanalen fra februar præsenterer den nye søndagsserie, der skal tage over efter anden sæson af ’Arvingerne’.

’Mord uden grænser’ eller ’The Team’, som serien hedder på engelsk, vil blive vist første gang den søndag 22. februar klokken 20. I den europæisk producerede krimiserie vil den danske skuespiller Lars Mikkelsen spille en af de tre hovedroller over i alt otte søndage.

Det skriver DR Presse.

Tre europæiske drab

Serien lyder som en omgang ’Forbrydelsen’ i nye og mere internationale klæder. I serien bliver en kvinde fundet myrdet i København. Hun er blevet skudt gennem venstre øje, og en af hendes fingre er skåret af.

Blot få timer senere finder man to andre døde kvinder i Antwerpen og Berlin, som har lidt samme skæbne – igen skud gennem venstre øje og med en finger skåret af.

Lars Mikkelsen spiller Harald, der arbejder med international kriminalitet. Han bliver sammen med Jackie fra Tyskland og Alicia fra Belgien sat på opgaven om at opklare mordene, og efterforskningen leder dem gennem de europæiske kriminelle miljøer.

Efterforskningen fører de tre politifolk gennem Europa lige fra København, Berlin og Antwerpen til Haag, Alperne og Litauen.

Dramachef lover en superflot produceret serie

Piv Bernth, der er dramachef i DR, fortæller, at hun har høje forventninger til den ny serie.

- Serien er superflot produceret, men det spændende ved serien, er, at den foregår på mange sprog. De danske skuespillere taler dansk med hinanden, og tyskerne taler tysk med hinanden. Men sammen taler de engelsk. Det er et forsøg på noget nyt, og vi glæder os meget til at se, hvordan det går.

Hun vurderer dog ikke, at serien kan blive for international for de danske tv-seere, fordi store dele af skuespillerne er danske, og at holdet bag serien er dansk.

Det er Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, der er hovedforfatterne bag ’Mord uden grænser’, mens Kathrine Windfeld er konceptuerende instruktør. De to hovedforfattere var blandt andet også forfattere til DR-serierne ’Livvagterne’ og ’Ørnen’.

Ud over Lars Mikkelsen spiller den tyske skuespiller Jasmin Gerat og den belgiske Veerle Baetens også med som politiefterforskere.

Flere vil producere med DR

Serien er eksternt produceret, da det er et tysk produktionsselskab og Nordisk Film, der står bag ideen, og derefter har kontaktet DR’s dramaafdeling.

De seneste år har flere danske DR-dramaserier haft succes i udlandet, og derfor modtager DR flere tilbud om koproduktioner, fortæller Piv Bernth til DR Kultur.

Hun fortæller, at de derfor vælger samarbejdspartnere med omhu, hvor der er dansk islæt, så de danske seere kan identificere sig med seriens handling og karakterer.

Facebook
Twitter