Her er kvinden, der fik Charles Dickens til at forlade kone og børn

Skuespillet er fremragende i 'Den usynlige kvinde', men den mangler en grund til at snage

Der er intet i vejen med at snage i andres privatliv. Hvis bare man har en god grund til det, er det i princippet i orden at snige sig ind i andre menneskers soveværelse og studere deres uvaskede undertøj.

Desværre er præcis den gode grund, der ikke er rigtig ordentligt god i 'Den usynlige kvinde' og i en række andre af tidens snagefilm, fx Roger Michells 'Hyde Park on Hudson' og Simon Curtis 'My Week With Marilyn. De sneg sig ind i soveværelset hos henholdsvis den amerikanske præsident Franklin Roosevelt og starletten Marilyn Monroe for at snage i mere eller mindre veldokumenterede kærlighedsaffærer, uden anden pointe med snagerierne end at komme indenfor i soveværelset hos en berømthed.

Snage og rode og rage

Det er ikke helt retfærdigt at smide Ralph Fiennes' 'Den usynlige kvinde' i samme filmsnagekasse som 'Hyde Park on Hudson' og 'My Week With Marilyn'. Skuespillet og fotograferingen er af fornem karat, og ambitionerne er højere end bare at pille i forfatteren Charles Dickens og hans sene års udenomsægteskabelige affære med den 27 år yngre skuespillerinde Nelly Ternan.

Men snage og rode og rage i en berømtheds soveværelse, det gør den.

Husk da på at elske

'Hvis vi tror at stilheden er et sted at gemme et tungt hjerte, husk da på at elske og at blive elsket er livet selv, uden hvilket vi er intet', lyder det smukt undervejs i 'Den usynlige kvinde'. Og filmen indleder sig selv med et andet Dickens-citat, 'et vidunderlig fakta det er at tænke på, at ethvert menneske er en grundlæggende hemmelighed og et mysterium for alle andre'.

De to sætninger svæver hele tiden omkring forholdet mellem Dickens og Ternan. Det er ikke svært at gennemskue hvorfor en 18-årig skuespillerinde forelsker sig i en stor sproglig begavelse, en af tidens mest berømte forfattere, men hvorfor forelskede Dickens sig så grundigt i Ternan, at han var parat til at forlade sin kone og sætte sit ry på spil?

Og hvor meget sled det på Ternan, at hun måtte gemme sit tunge hjerte i stilheden?

Forbliver et mysterium for hinanden

Kendte mænd, der forelsker sig i smukke unge kvinder, bliver regnet for at være godt stof. Og det bliver kun bedre af at deres kærlighed er småforbudt, og at begge sætter deres ry og respektabelhed på spil. Det er vældig sobert konstrueret i 'Den usynlige kvinde', men på den anden side er der ikke meget i forholdet mellem Dickens og Ternan, der rigtig smager af en god og særlig historie.

Hverken beretningen om et tungt hjerte, der må gemme sig i stilheden, eller pointen om de to mennesker, der forbliver et mysterium for hinanden, brager for alvor igennem i beretningen om Dickens og Ternan.

Nådesløs hård ved sin yngste søn

I stedet er det åbenlyst at instruktøren selv, stjerneskuespilleren Ralph Fiennes, har nydt hvert sekund i rollen som Charles Dickens, der læser højt af sine bøger så tilhørerne synes de befinder sig midt i historierne, som forarges over fattiges usle kår i Storbritannien i midten af 1800-tallet og samtidig er nådesløs hård ved sin yngste søn.

En snagen i et menneskes privatliv

Fiennes er en fornøjelse i hvert et billede i 'Den usynlige kvinde' og i det hele taget er håndværket og de smukke, stemningsfulde billeder af 1800-tallets England upåklageligt. Men det kan ikke forhindre Fiennes' anden spillefilm som instruktør i at føles mest som en snagen, som en del af en strøm af historier, både på film og i romaner, der griber fat i historiske kendisser.

Nogen gange giver den slags historiske beretninger et spændende indblik eller en nyfortolkning af begivenheder, der har formet vores tid. Andre gange føles det bare som en snagen i et menneskes privatliv.

'Den usynlige kvinde' føles mest som det sidste.

'Den usynlige kvinde' kan ses i biografen fra den 9. oktober

FacebookTwitter