Her er verdens bedste sportsserie (til os der hader sport)

Den sæsonaktuelle serie 'GLOW' har det hele. Overvej at skifte VM ud med wrestling og grønsvær ud med 80'er-neon for en stund.

Når sport skildres så begavet og underholdende, så drikker jeg gerne en dåseøl, glemmer mig selv og hepper på de gode, siger serieekspert Kasper Lundberg om 80'er-nostalgibraget 'GLOW'. (© Netflix)

Det er ikke særlig sejt at definere sig selv ud fra ting, man ikke kan lide.

På den anden side er det altså også virkelig, virkelig hårdt at være et menneske uden fodbold-følelser i en VM-verden.

Men hvis du ligesom mig har virkelig svært ved at forstå behovet for at opløse egoet i grænseløs dåseølsaffekt i et hysterisk cirkus med en lillebitte læderbold som epicenter - så er der heldigvis hjælp at hente i seriens verden.

Jenji Kohans lille perle af en 80’er-sportserie, 'Glow', har lige fået premiere på sin anden sæson, og det er en vidunderligt let, sjov og vedkommende indføring i sportens psykologi.

Miljøet omkring opbygningen af kvindewrestling i 80’erne - titlen står for ’Gorgeous Ladies Of Wrestling’ - viser sig at være en overraskende perfekt indføring i, hvordan sportens brug af krigsmetaforer og nationalisme både kan fungere som psykologisk ventil og accelerator.

Og så er den medrivende på en måde, der gør, at jeg lidt bedre kan forstå de primale skrig fra byens vinduer. Undervejs er denne sportsignorant i hvert fald ofte blevet revet fuldstændigt med og ind i den befriende entusiasme for, at VI skal vinde over DEM.

Genialt pakket ind i et af de sjoveste, mest mangfoldige casts på tv lige nu, ekstrem neongrafik, masser af hårspray og så mange syntetiske materialer, at hårene rejser sig på seeren af statisk elektricitet.

(Foto: Erica Parise © Netflix)

Jenji Kohans rambuk

Serieskaberen Jenji Kohan har tidligere lavet den ret populære forstadskomedie Weeds og slog for alvor igennem med 'Orange is the New Black', et af Netflix’ største hits til dato.

Her fandt hun både sin naturlige platform og metode til at sprænge grænserne for, hvor vildt forskellige mennesker, man kan proppe i en mainstreamserie:

Tag en smuk, hvid hovedperson og brug hende som seerens rambuk ind til et ekstremt miljø fyldt med kvinder af alle slags, en sand regnbue af køn, seksualitet, hudfarve, afhængigheder og psykiske problemer.

I 'Orange is the New Black' ender Piper Chapman i kvindefængslet Litchfield, og i 'GLOW' prøver Ruth Wilder at skabe sig en karriere i den spirende kvindewrestlingsliga.

Resultatet er et megaunderholdende take på politisk korrekthed, racisme og fordomme.

Først får vi etableret seriens to stjerner, Alison Brie som den mislykkede skuespiller, der finder nyt håb for fremtiden, og podcaststjernen Marc Maron, der spiller Sam Sylvia, den elskelige gnavpot af en b-filminstruktør, der prøver at bygge kvindewrestlingsdisciplinen op fra bunden.

Arbejdet går jo først og fremmest ud på at samle en gruppe af wrestlere og bygge deres alter-egoer op. Og det er her, hvor 'GLOW' bliver et af hvor tids mest overraskende og begavede takes på diskussionerne om diskrimination og magt.

(Foto: Erica Parise © Netflix)

Dynamitterroristen, bistandsdronningen og psykorusseren

Sam Sylvias arbejde med wrestlernes roller tager udgangspunkt i samfundets fordomme om kvinderne bag.

Og resultaterne er lige så grinagtigt barokke som de er tåkrummende genkendelige: Arthie med indisk baggrund bliver til den arabiske terrorist Beirut med dynamitstænger i hånden, Tammé bliver den dovne afroamerikaner, 'Welfare Queen', der praler med, hvor mange penge hun får fra staten.

Ruth bliver den psykopatiske russer, 'Zoya The Destroya' efter en kort overgang som den amoralske 'Homewrecker', fordi hun var sammen med sin bedste venindes mand i virkeligheden.

Wrestlernes arbejde med at finde frem til rollerne bliver en virkelig fascinerende og underholdende diskussion af vores kollektive fordomme.

Et ret alvorligt emne, som det er vildt befriende at få præsenteret i en komisk, selvironisk tone og en positiv historie om, hvordan de bruger dem til at skabe muligheder for sig selv og en ventil for publikum.

Alligevel slutter første sæson med et twist, der viser, at serien ikke kun tager let på fordommenes konsekvenser i virkeligheden.

(Foto: Erica Parise © Netflix)

Genial tumpesarkastisk feminisme

Anden sæson viser, at GLOW, på trods af de korte afsnit og den lette tone, hælder til dramasiden.

I stedet for at skifte bipersonerne ud og flytte handlingen til et nyt skørt sted for maksimal komisk effekt, så vælger den at gå dybere ned i persongalleriet og de etablerede dynamikker.

Vi får stadig high fives og fælles sejre, men også fokus på (og en slet skjult henvisning til livet i tv-branchen), hvordan den kvindelige frigørelse sker på ulige præmisser.

De to hvideste kvinder bliver naturligt stjerner, udvalgt af hvide mænd, og nu ser vi også, hvordan soapstjernen Debbie med den rige eksmand sjovt nok får en producerrolle og en meget bedre kontrakt end de andre. På trods af at Tammés 'Welfare Queen' faktisk er den regerende mester.

Nogle er tvunget til at nøjes med den magt, de allernådigst kan få tildelt af patriarkatet, og nogle kan i højere grad rykke ved grænserne. En imponerende klar strukturel pointe i en let underholdningsserie på ti korte afsnit per sæson. Egentlig noget, vi typisk forbinder med lange, tunge serier som David Simons 'The Wire'.

Helt eksemplarisk for serien får en af mændene i serien lov til genialt tumpe-sarkastisk at sammenfatte feminismens kamp siden Virginia Woolf og mændenes forvirring i processen.

'Kvinder,' pruster han. 'Først vil de have deres eget værelse. Så vil de have en plads ved bordet. Så vil de have, at vi skal komme og spise ved bordet, og så ligger det bord helt ude i Pasadena. Og jeg er sådan her, hvor blev værelset af?'

Når sport er så begavet og underholdende, så drikker jeg gerne en dåseøl, glemmer mig selv og hepper på de gode.

Anden sæson af 'GLOW ' kan streames på Netflix.

Facebook
Twitter