Historisk sejr i nat: Her er alle årets Emmy-vindere

Serieverdenen har kronet en ny konge og dronning. 'Game of Thrones' blev derimod snydt ved nattens Emmy-uddeling.

Billy Porter har med sin hovedrolle i 'Pose' fået sit helt store gennembrud. Han kan i øvrigt også spottes i musikvideoen til Taylor Swifts hit 'You Need to Calm Down'. (Foto: Robyn BECK © Ritzau Scanpix)

Der blev skrevet popkulturel historie ved årets Emmy Awards, der blev afholdt i Los Angeles natten til mandag dansk tid.

For første gang nogensinde løb en åbent homoseksuel sort mand nemlig med en pris i en af hovedkategorierne for skuespil.

Således kunne den 50-årige Billy Porter modtage et stående bifald fra salen, da han tog imod prisen for 'Bedste mandlige skuespiller i en dramaserie' for sin rolle som Pray Tell i hitserien 'Pose', der handler om ballroom-scenen i New York i slutfirserne.

Og det var en tydeligt rørt Billy Porter, der tog imod prisen.

- Jeg er så overlykkelig for at have levet længe nok til at opleve denne dag, sagde Billy Porter og citerede den afdøde amerikanske forfatter og aktivist James Baldwin:

- Jeg brugte mange år på at kaste alt det skidt op, jeg havde lært om mig selv, og som jeg til dels troede på, inden jeg kunne færdes her på jorden, som om jeg har retten til at være her.

- Jeg har retten til det. I har retten til det, lød fra skuespilleren, som tidligere også har vundet teaterbranchens største pris, en Tony-statuette.

Også i den mundrette kategori 'Bedste mandlige birolle i en miniserie eller tv-film' kunne en homoseksuel skuespiller lade sig hylde som vinder, nemlig den britiske skuespiller Ben Whishaw, der spiller over for Hugh Grant i serien 'A Very English Scandal'.

  • Ben Whishaw med prisen for 'Bedste mandlige birolle i en miniserie eller tv-film' for sin rolle i serien 'A Very English Scandal'. Rollen indbragte ham også en Golden Globe og en Bafta tidligere i år. (Foto: Monica Almeida © Ritzau Scanpix)
  • Patricia Arquette, der i 2015 vandt en Oscar for sin hovedrolle i 'Boyhood', var nomineret i to forskellige kategorier. Hun vandt 'kun' den ene - nemlig prisen for 'Bedste kvindelige birolle i en miniserie eller tv-film' for sin rolle i 'The Act'. Den anden pris tabte hun til... (Foto: Christine Chew © Ritzau Scanpix)
  • ... Michelle Williams. Den firdobbelte Oscar-nominerede skuespiller snuppede prisen for 'Bedste kvindelige hovedrolle i en miniserie eller tv-film' for sin rolle i serien 'Fosse/Verdon'. Ud over Patricia Arquette slog Williams også blandt andre Amy Adams. (Foto: Frazer Harrison © Getty Images)
  • Tony Shalhoub og Alex Borstein vandt begge birolle-priser for deres roller i komedieserien 'The Marvelous Mrs. Maisel'. Rachel Brosnahan, der spiller seriens hovedkarakter, måtte til gengæld gå tomhændet hjem. (Foto: Christine Chew © Ritzau Scanpix)
  • Jodie Comer slog blandt andre sin medskuespiller Sandra Oh, da hun modtog prisen for 'Bedste kvindelige hovedrolle i en dramaserie' for sin rolle i 'Killing Eve' - en serie der i øvrigt også har danske Kim Bodnia på rollelisten. (Foto: Frazer Harrison © Getty Images)
  • Jharrel Jerome havde sin første store rolle i filmen 'Moonlight'. I år har han været aktuel i den omdiskuterede Netflix-serie 'When They See Us', som han altså nu har vundet en Emmy-statuette for. (Foto: Frazer Harrison © Getty Images)
  • 25-årige Julia Garner vandt sit livs hidtil største pris, da hun modtog prisen 'Bedste kvindelige birolle i en dramaserie' for sin rolle i Netflix-serien 'Ozark'. Jason Bateman vandt ikke for sin hovedrolle i serien, men vandt til gengæld en pris for sin instruktion. (Foto: Christine Chew © Ritzau Scanpix)
  • For andet år i træk vandt Bill Hader prisen for 'Bedste mandlige skuespiller i en komedieserie' for sin hovedrolle i serien 'Barry'. (Foto: Matt Winkelmeyer © Getty Images)
1 / 8

Waller-Bridge blev nattens dronning

Nattens helt store vinder blev dog den britiske skuespillerinde og manuskriptforfatter Phoebe Waller-Bridge og serien 'Fleabag', som hun selv står bag.

Serien, der foreløbig består af to sæsoner og i alt 12 afsnit, vandt nemlig hele fire priser - for 'Bedste komedieserie', 'Bedste manuskript for en komedieserie', 'Bedste instruktion for en komedieserie' og 'Bedste kvindelige hovedrolle i en komedieserie' til Phoebe Waller-Bridge selv.

- Jeg synes, det er virkelig, virkelig hårdt og smertefuldt at skrive. Jeg vil gerne sige fra bunden af mit hjerte, at det her er grunden til, at jeg gør det, sagde Phoebe Waller-Bridge med et grin fra scenen.

Phoebe Waller-Bridge med favnen fuld af de gyldne Emmy-statuetter. Hele tre styk vandt hun for serien 'Fleabag', som hun selv har skrevet, og hvor hun selv spiller hovedrollen. Ud over de tre priser til Waller-Bridge selv vandt serien også prisen for 'Bedste instruktion for en komedieserie'. (Foto: Monica Almeida © Ritzau Scanpix)

Serieekspert Frederik Dirks Gottlieb har tidligere fremhævet 'Fleabag' her på siden og kaldt den 'et mesterstykke'.

- Det er både et tungt og ægte drama, som man kender fra teaterverdenen, og genial humoristisk komedieserie-timing i et fantastisk mix, som jeg ikke mindes at have set serveret så vellykket før, skrev han om serien i sommer.

Coster-Waldau 'snydt' af kollega

I alt fire Emmy-statuetter er det blevet til for Peter Dinklage og hans rolle som Tyrion Lannister i 'Game of Thrones'. (Foto: Robyn BECK © Ritzau Scanpix)

Flest nomineringer, hele 14, forud for nattens prisuddeling havde den ottende og sidste sæson af 'Game of Thrones'.

Men det blev blot til to statuetter til den ellers så populære serie - nemlig en for 'Bedste dramaserie' og en for 'Bedste mandlige birolle i en dramaserie' til skuespilleren Peter Dinklage, der spiller Tyrion Lannister. Dinklage slog dermed sin danske kollega Nikolaj Coster-Waldau, der var nomineret i samme kategori.

'Chernobyl' løb med i alt tre priser, heriblandt prisen for 'Bedste miniserie', mens der var to priser til både 'The Marvelous Mrs. Maisel' og 'Ozark'.

Se alle vinderne her:

Emmy-vinderne 2019

  • Bedste komedieserie: 'Fleabag'

  • Bedste dramaserie: 'Game of Thrones'

  • Bedste miniserie: 'Chernobyl'

  • Bedste tv-film: 'Bandersnatch' (Black Mirror)

  • Bedste talkshow: 'Last Week Tonight with John Oliver'

  • Bedste sketchshow: 'Saturday Night Live'

  • Bedste konkurrencedrevne program: 'Rupaul's Drag Race'

  • Bedste mandlige hovedrolle i en komedieserie: Bill Hader, 'Barry'

  • Bedste kvindelige hovedrolle i en komedieserie: Phoebe Waller-Bridge, 'Fleabag'

  • Bedste mandlige hovedrolle i en dramaserie: Billy Porter, 'Pose'

  • Bedste kvindelige hovedrolle i en dramaserie: Jodie Comer, 'Killing Eve'

  • Bedste mandlige hovedrolle i en miniserie eller tv-film: Jharrel Jerome, 'When They See Us'

  • Bedste kvindelige hovedrolle i en miniserie eller tv-film: Michelle Williams, 'Fosse/Verdon'

  • Bedste mandlige birolle i en komedieserie: Tony Shalhoub, 'The Marvelous Mrs. Maisel'

  • Bedste kvindelige birolle i en komedieserie: Alex Borstein, 'The Marvelous Mrs. Maisel'

  • Bedste mandlige birolle i en dramaserie: Peter Dinklage, 'Game of Thrones'

  • Bedste kvindelige birolle i en dramaserie: Julia Garner, 'Ozark'

  • Bedste mandlige birolle i en miniserie eller tv-film: Ben Whishaw, 'A Very English Scandal'

  • Bedste kvindelige birolle i en miniserie eller tv-film: Patricia Arquette, 'The Act'

  • Bedste instruktion af en komedieserie: 'Fleabag', Harry Bradbeer

  • Bedste instruktion af en dramaserie: 'Ozark', Jason Bateman

  • Bedste instruktion af en miniserie eller tv-film: 'Chernobyl', Johan Renck

  • Bedste instruktion af et sketchshow: 'Saturday Night Live', Don Roy King

  • Bedste manuskript for en komedieserie: 'Fleabag', Phoebe Waller-Bridge

  • Bedste manuskript for en dramaserie: 'Succesion', Jesse Armstrong

  • Bedste manuskript for en miniserie eller tv-film: 'Chernobyl', Craig Mazin

  • Bedste manuskript for et sketchshow: 'Last Week Tonight with John Oliver'