Hitserie om sex og død skaber debat i Storbritannien: 'Jeg er virkelig rørt over den effekt, den har haft'

Olly Alexander spiller hovedrollen i serien 'It's a Sin', der handler om dengang, aids ramte verden.

(Foto: Ben Blackall © HBO Nordic)

Lighederne til nutiden er slående, når man lægger sig i sofaen for at serien 'It's a Sin', der for kort tid siden fik premiere på HBO Nordic.

Den britiske serie med forsangeren fra bandet Years and Years i hovedrollen, Olly Alexander, foregår i 1980'erne, hvor håret var højt, tøjet var pastelfarvet, og aids-epidemien ramte verden, ligesom vi nu er ramt af en ny virus.

Dengang blev der ikke skabt effektive vacciner på et enkelt år. En vaccine, som kunne have forhindret, at navnene på de omkring 32 millioner mennesker, der indtil nu er døde af aids, ville have endt på en gravsten i en alt for tidlig alder. Men til trods for fremgangen, der trods alt er sket siden 80'erne, har vi stadig meget at lære.

Det mener sangeren og skuespilleren Olly Alexander i hvert fald.

- Der er mange, der stadig ikke ved nok om hiv. Jeg håber virkelig, at serien vil være med til at skabe opmærksomhed om det og være med til at kæmpe mod den stigmatisering af hiv-smittede. For det er virkelig et vigtigt emne, siger Olly Alexander.

Olly ser ligheder med Ritchie

Lighederne mellem Olly Alexander og hans figur i serien, Ritchie, er faktisk lige så slående, som virussituationen. For ligesom Olly Alexander gjorde det i virkeligheden, forlader Ritchie også som ung provinsen for at få opfyldt sine store drømme - dog bare i 80’erne.

Mulighederne og frem for alt den seksuelle frihed finder Ritchie i London. Han vil være skuespiller, lever det fede liv, springer ud og holder sig ikke tilbage, når andre fyre lystigt bevæger øjenbrynene for at lokke det friske stykke kød med i seng.

Olly Alexander har været fan af seriens skaber Russell T. Davies, siden han var barn. Derfor ville han rigtig gerne være med i serien, siger han. (Foto: Ben Blackall © HBO Nordic)

Festerne kører, og Kim Wildes 'Kids in America' brøler ud ad højttalerne, og under den lykkelige overflade bryder aids-epidemien ud. Homoseksuelle dør som fluer. Ingen aner rigtig hvorfor. Ingen tør tale om det. Og dem, der bliver syge, tør andre ikke længere være i nærheden af. Ikke engang deres egne familier, som flere af dem i forvejen har et skidt forhold til, fordi de sprang ud i en helt anden tid end i dag.

Satte bølger i gang i Storbritannien

Serien er blevet et kæmpehit i Storbritannien. På Channel 4, som har vist den, er 'It's a Sin' den mest streamede serie hidtil, og så har den sat debatten i gang om hiv.

For mens serien blev vist, tog briterne rekordmange hiv-tests, og flere har fortalt om, hvordan det stadig kan være en udfordring at fortælle sine omgivelser, at man er hiv-positiv, selvom det ikke længere af noget, man dør af, men dør med.

En af dem, der har fortalt om det, er 34-årige Nathaniel Hall, der selv spiller med i serien.

Han har fortalt, at han fandt ud af, at han var smittet to uger inden sin 17-års fødselsdag, men ikke engang turde fortælle det til sine forældre. I stedet levede han med skammen, indtil han i 2017 valgte at tale åbent om det offentligt, fordi hans liv var ved at falde fra hinanden.

Flere af figurerne fra serien kommer fra hjem, hvor forældrene rasede over, at deres knægt var bøsse. (© HBO Nordic)

- Jeg er virkelig rørt over den effekt, serien har haft. Den har været med til at bringe nogle temaer frem, som har vist, at der stadig er behov for at tale om det, og der har næsten været en stemning af, at hele nationen talte om hiv. Jeg har selv haft samtaler med mine forældre om hiv, som jeg aldrig har haft før på grund af serien, siger Olly Alexander.

Er selv blevet klogere på sygdommens konsekvenser

Olly Alexander er født i 1990, seks år før det store gennembrud i behandlingen af hiv, hvor den såkaldte kombinationsbehandling, der revolutionerede behandlingen, kom. Men han har gennem serien fundet ud af meget mere om de udfordringer, der var dengang.

Det skyldes blandt andet Russell T. Davies, som har skabt serien på baggrund af sine egne og sin omgangskreds' erfaringer fra 80'erne.

- Det er gået op for mig, at jeg tidligere kun har pillet lidt i overfladerne af de historier. For der er så mange ting fra den periode, der er værd at dykke ned i, og som jeg ikke vidste. Der gik jo flere år, hvor ingen rigtig vidste, hvad det var, og hvor mange døde i total stilhed. Og senere hen blev mænd spurgt, om de var homoer, hvis man skulle have et huslån, fordi bankerne var bange for at låne penge ud til dem, der risikerede at dø, fortæller Olly Alexander.

Vigtigt at vise 80'er-glæde

Selvom serien er bygget op om sygdom og død, så har det også været vigtigt for både Russell T. Davies og Olly Alexander, at den viste glæden, der også var i 80'erne - og det at finde sig selv.

Blandt andet fortæller Olly Alexander, at festerne, musikken og de mange sexscener var vigtige at få med, selvom al knalderiet også er det, der spredte virusset. Sexscenerne var også udfordrende for hele skuespilholdet, forklarer han. For nogle af karaktererne forsætter i serien med at udleve kærlighedslivet, selvom de ved, at de er smittede og måske sender en dødsdom videre til en ny.

Richie (tv.), der spilles af Olly Alexander, lever det vilde i London, efter han er sprunget ud. (Foto: Ben Blackall © HBO Nordic)

- Jeg fik modsatrettede følelser af vrede, skuffelse, men også en form for forståelighed, da jeg læste manuskriptet. For man er jo nogle gange bare liderlig og dum. Men jeg er taknemmelig for, at Russell også viser en side af dem, hvor de føler skam, om man kan skyde skylden på nogen, og hvad skam i det hele taget gør ved en, siger han.

Forkæmper for LGBT-rettigheder

Olly Alexander har igennem hele sin karriere arbejdet for LGBT-sagen. Blandt andet var han med i en BBC-dokumentar, hvor han fortalte om, hvordan han var blevet mobbet i skolen, led af selvhad og kæmpede med spiseforstyrrelse.

Selvom det hele begyndte med, at han åbent – ved lidt at et tilfælde, som han udtrykker det – fortalte om sin seksualitet og de kampe, det havde givet ham gennem hans ungdom, så er det blevet et vigtigt tema for ham.

- Det er supervigtigt for mig at involvere mig i og være med til at skabe positive forandringer – særligt når jeg er så privilegeret at have en platform til at komme bredere ud med budskabet. For LGBT-rettigheder er mit favoritemne, og det vil det altid være, siger han.

Du kan se de fem afsnit af 'It's a Sin' på HBO Nordic.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk