Hold kæft, de er gode til at spille røvhuller! Ny dansk film er en ondskabsfuld mavepuster

Trods storspil af hovedrollerne kan filmatiseringen af 'Undtagelsen' ikke leve op til dens forlæg.

Christian Jungersens roman 'Undtagelsen' solgte mere end 160.000 eksemplarer og modtog adskillige priser, da den udkom i 2004. 16 år senere lander en filmatisering af romanen nu i biograferne. (© SF Studios)

Åh nej! Har jeg været med til at mobbe nogen? Det har jeg jo!

Filmatiseringen af Christian Jungersens bestsellerroman 'Undtagelsen' er en mavepuster og så kold og ond, at man har brug for en iltmaske og en ordentlig sjus, når man kommer ud af biografen.

Men vigtigst af alt er filmen et spejl, du kan bruge til at reflektere over din egen opførsel i dagligdagen.

'Undtagelsen' foregår på det mundrette Dansk Center for Information om Folkedrab (DCIF), hvor fire kvinder og deres mandlige chef arbejder for at hjælpe med research og selv skrive tekster om de psykologiske mekanismer bag ondskab.

En aften modtager to af medarbejderne en trusselsmail. Er det en af de krigsforbrydere, de skriver om, der har skrevet den? Eller er det en grusom joke udtænkt af en fra deres eget kontor? Paranoiaen og beskyldningerne flyver til alle sider, mens en enkelt medarbejder langsomt nedbrydes af de tre andre kvinders pres.

Kratter kun i overfladen

Det er en nærmest umulig opgave at filmatisere romaner tilfredsstillende - og Jungersens mastodont i særdeleshed. Der skal strammes op i handlingen, og romanfigurer skrives sammen, slettes eller bytter roller – det hele for at mase mange hundrede sider ned på de 90, der normalt udgør et filmmanuskript.

Desværre er resultatet ofte skuffende, hvis man elsker bogen. Og jeg blev da også undervældet af filmatiseringen af 'Undtagelsen'.

Der er kun plads til at kratte i overfladen, så nuancerne mellem venindeparret Malene og Iben, spillet af Amanda Collin og Danica Curcic, træder ikke tydeligt nok frem, ligesom Lene Maria Christensens medløber forbliver andenviolin i dramaet.

Karakteren Anne-Lise (Sidse Babett Knudsen) bliver udsat for grov mobning af sine kolleger i 'Undtagelsen'. Ifølge en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø fra sidste år har hver tiende lønmodtager herhjemme oplevet at være udsat for mobning på arbejdspladsen. (© SF Studios)

Hendes figur, Camilla, repræsenterer ellers den underfortalte og tabuiserede psykologi, der får ellers empatiske mennesker til at hoppe med på mobbe-vognen, fordi man gerne vil høre til, eller fordi den hårde tone er blevet hverdag.

Filmen har intet mindre end fire funklende stjerner fra den danske filmhimmel i samme strimmel. Ud over de tre ovennvænte spiller Sidse Babett Knudsen det fjerde, kæmpende verdenshjørne på DCIF. Og hold nu kæft manner, hvor er de gode til at spille røvhuller!

Måske for gode? Kulden og afskyen syder af dem, så det løber mig koldt ned ad ryggen. De sylespidse albuer på kontoret overflødiggør simpelthen hele krimi-plottet med den mulige krigsforbryder i hælene på kvinderne. Der er al rigeligt drama de fire damer imellem til at opretholde spændingen uden forstyrrende serbiske bøller.

Maner til eftertanke

Det kan godt være, filmen ikke har formået at få alle de vidunderligt grusomme dybder og kringelkroge fra romanen med. Det kan også godt være, den både er for lidt og for meget. Til gengæld maner den til eftertanke.

Tilbage i biografsalen sad jeg i hvert fald med en myriade af spørgsmål og en finger, der pegede på mig selv: Var jeg med-mobber i min ungdom? Måske jeg ikke var den aktive bølle, men jeg har i hvert fald ikke sagt nok fra, og jeg ved, der var flere i min folkeskoleklasse, der led.

De sylespidse albuer på kontoret overflødiggør simpelthen hele krimi-plottet med den mulige krigsforbryder i hælene på kvinderne, skriver Maria Månson. Her er det Iben (Danica Curcic), der har et gevær for panden. (© SF Studiois)

Alene dén viden og min samtidige mangel på handling gør mig til medskyldig, gør det ikke?

Jeg har været med til at danne dén mur af afvisning og stille accept, som nogle af mine klassekammerater mødte, og som måske har mærket dem for livet.

Her lykkes filmen med sit mere analyserende lag, der tager godt fat i dig som tilskuer. For kvinderne arbejder hver eneste dag med krigsforbrydelser, mens de er blinde for selvsamme psykologiske mekanismer i deres egne relationer. Hvem siger, samme skyklapper ikke er at finde hos dig og mig?

"Lad os starte med manden i spejlet" synes at være den rette, afsluttende kommentar og opfordring oven på denne mavepustende filmoplevelse - og samtidig et citat fra en afdød amerikansk kunstner, der måske er det bedste eksempel på, at vi alle kan indeholde både godt og ondt.

(© SF Studios)
Facebook
Twitter