Hollywood-skuespiller bryder 14 års tavshed om sygdom: 'Jeg har levet med skammen i stilhed'

Billy Porter fra HBO-serien 'Pose' fortæller, at han har hiv. Aids-Fondet roser hans beslutning.

Skuespilleren Billy Porter har haft hiv i 14 år. Men det er først for nylig, at han fortalte det til sin egen mor. (Foto: © Evan Agostini, Scanpix)

Det er tid til at komme videre, for skam er destruktivt. Og hvis der ikke bliver taget hånd om den, kan den ødelægge alt på sin vej.

Sådan beskriver den Emmy-vindende skuespiller Billy Porter skammen, han har levet med i de seneste 14 år af sit liv, og den hemmelighed han har holdt for sig selv i så mange år. At han har diagnosen hiv.

I øjeblikket kan man se Billy Porter i HBO-serien 'Pose', som foregår i New York i 80'erne og 90'erne, hvor aids-epidemien ramte og lagde omkring 32 millioner mennesker rundt om i verden i graven.

I serien spiller han Prey Tell, der selv bliver ramt af hiv, og som også mærker konsekvenserne af den på det tidspunkt, hvor diagnosen var langt mere alvorlig, end den er i dag.

Det er i den forbindelse, at han nu står frem og fortæller, at han selv lever med hiv på 14. år. Det siger han i et længere interview i det amerikanske medie Hollywood Reporter.

Skammen gjorde ham tavs

- Jeg tilhører en generation, der burde have vidst bedre, men det skete alligevel, siger han.

- Den skam, der var i den tid, og den skam, jeg allerede havde, gjorde mig tavs, og jeg har levet med skammen i stilhed i 14 år, siger han og fortæller, at diagnosen blev set som Guds straf i den religiøse familie, han kommer fra.

Serien 'Pose' handler om ball room-kulturen i New York, hvor LGBT-miljøet mødtes og uddelte præmier til de bedste optrædener. Billy Porter spiller Prey Tell, der ses midt for. (© HBO Nordic)

I interviewet siger han, at han fortalte det til "dem, der skulle vide det", men at han forsøgte at beskytte sig selv og sin karriere ved at sørge for, at "de forkerte mennesker" ikke fik det at vide.

- Det ville være endnu en måde, folk kunne diskriminere mig på i en branche, der allerede er diskriminerende. Så jeg forsøgte at tænke så lidt på det som muligt. Jeg forsøgte at fortrænge det, siger Billy Porter.

Skammen var så stor, at han ikke engang kunne fortælle sin mor om diagnosen. Derfor lavede han en pagt med sig selv om, at han ville lade sin mor dø, inden han fortalte om det offentligt, så hun ikke skulle leve med skammen at være mor til en hiv-positiv søn, fortæller han.

Men Billy Porters mor lever stadig, og han besluttede derfor at fortælle hende det på den sidste optagedag til serien 'Pose'. Og hun elsker ham stadig lige højt, fortæller han.

Hos AIDS-Fondet roser man, at Billy Porter står frem og fortæller sin historie. For selvom hiv ikke længere er noget, man dør af, men en diagnose man dør med, så er der stadig mange fordomme at bekæmpe.

- Det er vigtigt for de mennesker, som lever med hiv, og som gerne vil bryde tavsheden, at en som Billy Porter står frem. Der er en forholdsvis stor del smittede, der stadig ikke har fortalt, at de har hiv, til flere end fem personer. Og det er inklusiv de læger og sygeplejersker, som behandler dem, siger Lotte Kehlet, national chef i AIDS-Fondet.

Vores frygt har ikke fulgt med den medicinske udvikling

Hun vurderer, at skammen skyldes, at den psykiske del ikke har fulgt med den hurtige udvikling af hiv-behandlingen, som fra 1996 betød, at sygdommen ikke længere er en dødsdom.

For selv i dag, når smittede får diagnosen, reagerer nogle, som om det er en dødsdom, fortæller hun.

Billy Porter overrasker altid på den røde løber. Her ses han, da han ankommer til Oscar-showet sidste år. (Foto: © David Fisher/Shutterstock, Scanpix)

Men mange smittede bliver også mødt med fordomme blandt ikke-smittede. Over det seneste år har AIDS-Fondet blandt andet modtaget henvendelser fra smittede i jobtræningsforløb, hvor jobkonsulenten har bedt den smittede om at fortælle kollegerne om diagnosen.

Udover at raske frygter at blive smittet af hiv-positive, mener hun også, at stigmaet kan skyldes, at nogle hiv-smittede kan skamme sig over, at sygdommen er forbundet med sex, og måske endda en form for sex, man ikke har lyst til at stå ved.

- En af vores største opgaver er nu at forklare, at de velbehandlede hiv-positive ikke smitter. Og det er altså langt de fleste, der er velbehandlet i Danmark. Derudover handler det for os om at fjerne den skam, flere føler, så de kan få det bedre. På det område skal vi gøre langt mere, og der er det et skridt på vejen, at Billy Porter står frem, siger Lotte Kehlet.